Søndergaard, D. M. (2009). Mobning og social eksklusionsangst. In D.M. Søndergaard & J. Kofoed (Eds.), Mobning. Sociale processer på afveje. (pp. 21-58). København: Hans Reitzels Forlag.

En klasse kan være præget af et høj social angstniveau: Der foregår en gensidig evaluering og de stier børnene anviser for hinanden, er smalle. Der foretages vurderinger gennem snak om andre børn, eller gennem snak om medierepræsentationer af andre børn (virtuelle rum).

Artefakter: Fungere som tegn på respekt for fællesskabet, som man er eller appellere om at blive en del af. Det er en fejring af den smag, de værdier og prioriteringer som et mere eller mindre omfattende fællesskab bekræfter gensidigt tilhør igennem. Disse udgør positioneringsredskaber. Forældrene kan ofte ikke forstå at det udgør liv og død socialt at eje en bestemt materialitet. Dog udgør adgang til artefakter ingen forsikring om inklusion. Artefakterne kan aflades i samme tempo, som de indfinder sig i de upassende hænder.

At blive dømt uværdig til et fællesskab ligger som en potentialitet i enhver social sammenhæng.

De emotioner, der guider børnene i spændingen mellem udelukkelse og inddragelse i et fællesskab er ved udelukkelse at føle sig miskendt, meningsløsehed, ikke-set, socialt truet, værdighedsberøvet og ved inddragelse at føle sig accepteret, set, anerkendt, inkluderet, opleve værdighed og meningsfuldhed.

Det kan opleves truende, når bagtalelsen rummer præmisforhandlinger og de normer man hidtil har orienteret sig efter ændres, uden den bagtalte får mulighed for at re-orientere sig eller få indflydelse på retningsændringen.

Den sociale eksklusionsangst slår over i social panik og foragtproduktionen skærpes.

Lindringsstrategi: Når en svaghed i gruppen skal ødelægges. I den position står et barn. Jo mere sårbar barnet bliver gennem ødelæggelsen, jo mere synes ødelæggelse påkrævet. De voksne kan med udpegning af det sårbare barn som skyldig i problemet (fx ved voldsomt temperament), bidrage yderligere til nedbrydning af værdigheden omkring ham/hende.

Mobbedefinitioner bliver en tænketeknologisk udfordring, når den oprindelige forståelse af mobning består af fikserede positioner (aggressor, offer), og børn positioneres som ikke-genkendeligt offer (som dreng med voldsomt temperament), desuden kan der forekomme pludselige angreb, der måske kun sker få gange og skiftende inkluderings-og udstødelsesprocesser, hvor det bliver umuligt at sætte mærkater på offer og aggressor.

Fænomenbetegnelsen kan også bruges som gensidig skyts mellem forældre og børn (at kalde nogle en mobber).

Abjekt: Noget, der fermmedgøres gennem udelukkelsen. Konstruktionen af ikke-mig. De mobbede bliver altså ydersiden, der kan bidrage til indersiden af den sociale gruppes sammenhæng ved at gøre offeret til genstand for foragt.

Mobbefiguren kan være bevægelig og klamre sig til skiftende børn på skiftende tidspunkter. Og det kan især være skræmmende fordi de har set det ske hos andre og ved det kan ske hos dem

Det er især problematisk med manglende voksensparring, når børnene selv skal skabe kultur og de voksne sender signaler om ligegyldighed og manglende betydning (fx ved mange vikarer osv.).

Den sociale angst kan støttes og dermed skabe grobund for foragtsproduktion, hvis forældrene også producere foragt mod hinanden eller mod læreren. Eller hvis nogle forældre opdrager ved hån, ydmygelse, kynisk konkurrence og værdighedsberøvelse.

Stikord:

 

Social eksklusionsangst

 

Artefakter: Fungere som tegn på respekt for fællesskabet,  som man er eller appellere om at blive en del af. Det er en fejring af den smag, de værdier og prioriteringer som et mere eller mindre omfattende fællesskab bekræfter gensidigt tilhør igennem. Disse udgør positioneringsredskaber. Forældrene kan ofte ikke forstå at det udgør liv og død socialt at eje en bestemt materialitet. Dog udgør adgang til artefakter ingen forsikring om inklusion. Artefakterne kan aflades i samme tempo, som de indfinder sig i de upassende hænder.

 

Lindringsstrategi: Når en svaghed i gruppen skal ødelægges. I den position står et barn. Jo mere sårbar barnet bliver gennem ødelæggelsen, jo mere synes ødelæggelse påkrævet. De voksne kan med udpegning af det sårbare barn som skyldig i problemet (fx ved voldsomt temperament), bidrage yderligere til nedbrydning af værdigheden omkring ham/hende

 

Problemer med mobbedefinition: Mobbedefinitioner bliver en tænketeknologisk udfordring, når den oprindelige forståelse af mobning består af fikserede positioner (aggressor, offer), og børn positioneres som ikke-genkendeligt offer (som dreng med voldsomt temperament), desuden kan der forekomme pludselige angreb, der måske kun sker få gange og skiftende inkluderings-og udstødelsesprocesser, hvor det bliver umuligt at sætte mærkater på offer og aggressor.

 

Foragtsproduktion

 

Abjekt: Noget, der fermmedgøres gennem udelukkelsen. Konstruktionen af ikke-mig. De mobbede bliver altså ydersiden, der kan bidrage til indersiden af den sociale gruppes sammenhæng ved at gøre offeret til genstand for foragt.