Qvortrup. L. (1998). Det Hyperkomplekse samfund, 14 fortællinger om samfundet. Gyldendal, Kbh. kap. 11. De Irriterende Massemedier, det offentlige blik pp 232-249

Mediernes opgave er at skabe en fællesverden (sam-fund) og at irritere og forstyrre samfundets kommunikation, så samfundet vågner op.

James Carey: to grundopfattelser af medierne: Transmission: medier sender information fra et sted til et andet og den rituelle opfattelse: at medierne konstruere den offentlige verden (fællesverdenen). Ved den rituelle opfattelse spejles virkeligheden ikke, men modtageren konstruere sin forståelse ud fra mediernes billede og sine egne forudsætninger. Vi ved godt at fællesverdenen tilhører medierne og derfor kan vi distancere os fra den. Fællesverdenen bliver konstrueret alt efter hvilke historier, der bringes.

Den måde massemedierne irriterer på er ved, at det kun er dem selv, der bestemmer hvad der skal bringes. Deres kode er information eller ikke- information (hvad er informativt).

For det meste har aviser og andre blade et særligt format de følger hver uge og som nyhederne så tilpasses (fx et vist antal sider om udland osv.).

Den verden vi lever i er ikke virkeligheden, men massemediernes virkelighed (vi må tro på hvad de bringer om den kolde krig osv. – vi får alle vores informationer igennem deres tolkning).

Offentlighed er et begreb, der rummer en grænse mellem det offentlige og det private domæne. Desuden handler det om blikket – hvor stor ret har man til at glo? Det handler om selvregulering, altså det er publikum selv, der afgør hvornår grænsen til det private eller blikket er i orden eller overtrådt. Offentlighed sætter og overskrider grænser. Derfor udgør offentlighed et hyperkomplekst samfund, der uophørligt definerer og redefinerer sig selv. Derfor er offtentlighed og massemedier ikke det samme!

Stikord:

Mediernes opgave er at skabe en fællesverden (sam-fund) og irriterer eller forstyrre så samfundet vågner op.

De to grundopfattelser af medierne:

En transmissionsopfattelse: At bringe nyheder fra et sted til et andet

En rituel opfattelse: Medierne konstruere den offentlige verden, men læserne ved godt, at det ikke er en nøjagtig spejling virkeligheden og danner egne forståelser ud fra mediernes billeder.

De irriterer ved at ingen bestemmer hvad der skal bringes ud over dem selv. Deres kode (for udvælgelse af nyheder) er information eller ikke-information eller usædvanlig information.

Offentlighed er et begreb, der rummer en grænse mellem det offentlige og det private domæne. Desuden handler det om blikket – hvor stor ret har man til at glo? Det handler om selvregulering, altså det er publikum selv, der afgør hvornår grænsen til det private eller blikket er i orden eller overtrådt. Offentlighed sætter og overskrider grænser og man kender ikke på forhånd til offentlige mening (den er uafgørlig). Derfor udgør offentlighed et hyperkomplekst samfund, der uophørligt definerer og redefinerer sig selv. Derfor er offentlighed og massemedier ikke det samme, da offentlighed er en iagttagelsesformel og ikke en institution!