Lewis D.A: (1991) Worlds of the Mentally Ill. How Deinstitutionalisation works in the City. (pp. 1-30 & 46-57), Southern Illinois University Press (43 s.)

Der er en forskel på en beholder og det som den indeholder. Begge er med til at konstituere et socialt problem. Vi har mange beholdere til at rumme problemer med psykisk sygdom og de fleste af disse forstyrre den oplevelse som de psykisk syge har og de som plejer dem. Målet med denne bog, er at udvikle en bedre beholder til at beskrive, evaluere ”mental health system” og foreslå nye retninger for pleje og kontrol af psykisk sygdom.

Før i tiden blev psykisk syge adskilt fra andre og isoleret i institutioner uden nogen juridiske rettigheder. I dag behandles de i mange forskellige settings, og har de samme juridiske rettigheder som alle andre. Men vi anvender stadig ideer om psykisk sygdom fra den periode, hvor institutionen dominerede behandlingen. Disse ideer fanger ikke realiteterne af det inkluderende system (Det system vi har i dag, modsat det gamle og ekskluderende system) og hvordan det former livet for de psykisk syge.

Da man behandlede psykisk syge i store institutioner, så man dem som en homogen gruppe. Ved at blive ved med at se dem som en homogen gruppe efter deinstitutionaliseringen, har man et syn på psykisk syge, der ikke stemmer ens med deres egen oplevelse af at være psykisk syg i det nuværende samfund. Dette forhindre os i at se de problemer der kan være, ved at være psykisk syg i dag. Homogeniseringen påvirker hvordan vi tænker om politikken om behandling af psykisk syge: Gruppen ses som passiv og forventes ikke at sige noget om behovene for gruppen – patienten har ikke noget ansvar for sit problem – det er systemet der skal laves om, hvis patienten skal bedres. Homogeniseringen skifter vores perspektiv fra de psykisk syge, til dem der behandler dem.

En undtagelse for behandlingen af psykisk syge er den forståelse at politikken omkring det, kun baseres på vores reaktioner på sygdommen og anstrengelser for at forbedre behandlingen. Men hermed ignoreres muligheden for at se det, der sker med psykiske syge som en del af en samfundsmæssig forandring.

At sætte sin lid til at de professionelle kan løse problemerne hos de psykisk syge er en strategi, der blev lavet, da man mente at psykisk syge var en passiv gruppe, socialt og økonomisk isoleret fra resten af samfundet.

I denne nye inklusion, må vi finde ud af hvad de syge tænker om deres sygdom og hvordan deres behandling påvirker deres relation til det sociale system. Vi må finde ud af hvad fx race, økonomi og køn former menneskers handling over tid og vi må de-homogenisere gruppen og anerkende kompleksiteten i deres liv for at forstå det nye system.

I deinstitutionaliseringen bliver det vigtigt at se den psykisk syge i sin kontekst fx familie, økonomi og se på hvad dette betyder for adfærd –adfærd kan som hidtil ikke bare ses som en konsekvens af en diagnose. Vi må deinstitutionalisere forskningen, som vi har deinstitutionaliseret patienterne.

De psykiske problemer er ikke de eneste problemer en psykisk syg har – der skal også mad på bordet, finde klæder og husly.

Da patienter var institutionaliseret, mener Goffman at de påtog sig en institutionaliseret persona, da hospitalet gav den eneste selv-definition der var ved at sætte etiketter på/diagnosticere alt modstand.

I dag bruger de fleste psykiatriske patienter kun 5% af deres tilværelse på psykiatriske afdelinger, derfor er den psykiske syges rolle i sit community mere end før en faktor, der påvirker klientens liv og måde at anvende det sociale system på.

Men deinstitutionaliseringen er også set som den primære årsag til hjemløshed, fattigdom osv. Nogle har ønsket en reinstitutionalisering, hvor staten skulle sætte flere faciliteter til rådighed, der kan tage ansvar for de psykisk syge.

Rosenblatt og Mayer mener, at i nutidens system, overvejer psykisk syge rationelt deres muligheder og vælger genindlæggelse. De kommer også af årsager som husly og social støtte.

Det er især underklassen af de psykisk syge, der er blevet svækket af integrationen af de psykisk syge ind i det amerikanske samfund, fordi de er mindst i stand til at drage nytte af de nye behandlingsmuligheder.

Stikord:

Før i tiden blev psykisk syge adskilt fra andre og isoleret i institutioner uden nogen juridiske rettigheder. I dag behandles de i mange forskellige settings, og har de samme juridiske rettigheder som alle andre – de-institutionalisering. Men vi anvender stadig ideer om psykisk sygdom fra den periode, hvor institutionen dominerede behandlingen. Disse ideer fanger ikke realiteterne af det inkluderende system (Det system vi har i dag, modsat det gamle og ekskluderende system) og hvordan det former livet for de psykisk syge.

 

Den psykisk syge må ses om en del af en kontekst og ikke bare som en konsekvens af en diagnose.

 

Da man behandlede psykisk syge i store institutioner, så man dem som en homogen gruppe. Ved at blive ved med at se dem som en homogen gruppe efter deinstitutionaliseringen, har man et syn på psykisk syge, der ikke stemmer ens med deres egen oplevelse af at være psykisk syg i det nuværende samfund. Dette forhindre os i at se de problemer der kan være, ved at være psykisk syg i dag. Homogeniseringen påvirker hvordan vi tænker om politikken om behandling af psykisk syge. Homogeniseringen skifter vores perspektiv fra de psykisk syge, til dem der behandler dem.

 

I denne nye inklusion, må vi finde ud af hvad de syge tænker om deres sygdom og hvordan deres behandling påvirker deres relation til det sociale system. Vi må finde ud af hvad fx race, økonomi og køn former menneskers handling over tid og vi må de-homogenisere gruppen og anerkende kompleksiteten i deres liv for at forstå det nye system.