Hedegaard, M., Frost, S. & Larsen, I. (2004). Krigsramte børn i exil. Århus: KLIM. Kapitel 2-4 s. 19-67

Krigens virkninger kan ses ud fra 3 interagerende perspektiver:

1) Individet i krig: Krig kan forårsage traumatisk stress, når individets copingressourcer overskrides. Det er ydre belastninger, der er årsagen frem for indre – en påført krise. Men krisebegrebet er ikke tilstrækkeligt, da det ikke ser på de virkninger, der kan være efter krigens afslutning. PTSD er heller ikke dækkende, da det afleder opmærksomheden fra den nuværende belastning hos børn i eksil og fokusere på tidligere hændelser. Krig skaber et vedvarende traume – en negativ forventning hos barnet til mennesker, livet og fremtiden. Det giver personlighedsforandringer.

2) Familier i krig: Barnets problemer opstår primært af familiens ændrede funktionsmåde under krig (påvirkes indirekte). Forældrenes måde at håndtere krigen på er afgørende for, hvor traumatiserende den bliver for barnet. Fører krigen til struktursammenbrud i familien, vil dette følge med familien i eksillandet.

3) Samfund i krig: Krig er kronisk ødelæggelse af hverdagsliv og moral og samfundsstruktur kan ikke forblive intakte. Krigen er rykket fra fronten til at være allestedsnærværende for civilbefolkningen. Dette fører til nedbrydning af sociale konventioner og relationelle bånd. Børn må tilpasse sig ved at udvikle specifikke mestringsstrategier, som de bringer med i eksillandet, hvor det vil fremstå som problemadfærd.

På hvert af disse niveauer er der opgaver, der skal varetages i forhold til børns udvikling. Så længe det overordnede niveau opretholdes, beskytter de en hvis grad det underordnede niveau.

Så længe familien kan håndtere krigen virkninger tilfredsstillende vil børnene klare sig relativt godt. Afhængigt af deres alder vil de dog reagere på forskellige måder:

0-6 år: Totalt afhængig af forældrenes evne til at beskytte det. De bliver klæbende og udviser seperationsangst når de traumatiseres. Sammenblander aldersspecifikke skræmmende oplevelser med krigens oplevelser. De er ude af stand til at tale om skræmmende oplevelser, men kan udtrykke dem i leg.

6-12 år: Bedre til at bearbejde oplevelser med fantasi, men forstår også mere af krigens alvor. Traumatiserede børn har koncentrationsbesvær, manglende spontanitet og er passive. De kan blive krævende og aggresive.

12-20 år: Selvdestruktiv adfærd som afledning fra krigen. De relatere sig direkte til samfundet og familien er ikke længere et beskyttende niveau. Dog har de flere mestringsstrategier og har mulighed for at deltage aktivt i krigen eller på anden måde bidrage til samfundet.

En afgørende faktor for børn er, hvor meget forældrene er fraværende på grund af krigen. Meget fravær gør at de ikke kan reagere adækvat på deres børns behov. Forældres egne vredesfølelser gør også at det kan være svært for dem at rumme børnenes følelser overfor krigen. Hvis familien er kraftigt belastet kan krigsbarnet både blive atypisk og dysfunktionelt.

Krigsbørn bruger meget energi på at være optaget af vrede i deres omgivelser. De fejlfortolker let aktiviteter som aggressive og reagere med kraftig vrede over småting, fordi de har så meget indestængt vrede selv.

I forhold til skolen har krigsramte børn ofte et forøget behov for at lærerne udgør nogle gode alternative modeller for interaktion og giver mulighed for tilknytning. Krigsramte børn har ofte tidlige negative erfaringer med at indgå i sociale relationer.

Et undersøgelse ved Gaza og Vestbredden viser at mødre havde flere psykologiske symptomer end børnene. Dette er fordi mødrene vil beskytte deres børn, hvilket giver et ekstra psykologisk pres. Mødrene traumatiseres og dette går ud over børnene – selv stabile og sunde familieforhold hindrer ikke krigens virkninger.

Det krigsramte barn har en skæv og fordomsfuld opfattelse af verden, det mangler sociale relationer og fremtidsvisioner.

Børnene er tilpasset et ødelagt og krigshærget samfund og fremstår utilpassede i det danske samfund. Hvis man tror problemet forsvinder, når krigen forsvinder mister man i eksillandet forståelsen for krigsbarnets problemer. Der er forståelse og sympati i hjemlandet, men her mangler man ressourcer og fred. Det kan derfor ofte være sværere at være krigsbarn i eksil end at være krigsbarn i krigslandet.

I de danske institutioner er der brug for at personalet støtter krigsbørnene, da forældrene ikke har emotionelt overskud. De har dog ofte vanskeligt ved at skelne mellem hvilke problemer, der er kulturbestemte og hvad der er barnets psykiske tilstand. Barnet har brug for mere hjælp end traumeterapi – der er behov for at barnet får opbygget sociale relationer og at det får et fremtidsperspektiv, så de kan få opbygget tillid til verden. Dette er vigtigere end diagnosticering og psykopatologisk behandling.

Børn ændre ikke mestringsstrategier trods radikale ændringer i omgivelserne. Dette skyldes manglende kommunikation fra forældrene. Familiekonteksten er en afgørende faktor for børns udvikling af mestringsstrategier.

Krigen består i at ødelægge menneskers basale tillid til andre. Men eksilet virket forstærkende i forhold til krigens ødelæggelser. Eksilet og asylet ligner krigens usikkerhed mht. til fremtid og manglende styring i hverdagen. Eksillandet gør sig vanskeligt tilgængeligt socialt og bidrager med at marginalisere flygtningegrupper.

Skolen som interventionsmulighed:

Skolen kan være stedet, hvor man kan afvikle vrangforestillinger og opbygge tillid og skabe tro på en fremtid. Der kan udvikles netværk til andre børn. Men indfries disse muligheder i skolen?

Skolen kan være en støtte for belastede børn. Skolen kan være et bindeled mellem krigsramte børn og lokalsamfundet/samfundet generelt. Skolen kan være en koordinator mellem barn, familie og lokalsamfund og rette barnets udvikling mod en fremtid (dette er dog den sværeste udfordring).

Men ordentlig støtte kan kun ske hvis skolen har 1) forudgående erfaring med krigsbelastninger 2) forudgående gode kommunikations- og støtteforhold 3) parathed til at møde ubehagelige begivenheder.

Benyaminis: Krigsramte børns reaktioner er normale sociale manifestationer på en ekstrem samfundssituation.

Der opstår let modsætning eller konflikt mellem skolens faglige og sociale mål om kvalificering af eleverne til samfundet og skolens rolle i forhold til at tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger. Når skolen ikke magter denne dobbelte opgave, fører det til marginalisering af elever, der ikke selv mestrer eller mangler støtte fra familie. Skolen bliver angstfyldt og ikke en stabiliserende faktor. I stedet for at være et integrativt led mellem barn og samfund udstøder og udskiller skolen en række børn og unge.

Et andet problem er når barnets problemer ikke begribes i den kontekst de er skabt – dvs. psykosociale problemer gøres til barnets individuelle problem indlæringsproblem, der forskydes ud i familien. Problemet må forstås som et udviklingsproblem opstået i et spændingsfelt mellem skole, familie og samfund. Før det forstås sådan kan det ikke løses.

Stikord:

Krig må ses ud fra 3 interagerende perspektiver

 

Individ i krig: Krig skaber stress, når copingmekanismerne overskrides

 

Familier i krig: Familiernes ændrede funktionsmåde påvirker barnet

 

Samfund i krig: Krig nedbryder normale konventioner og sociale bånd. Børnene må udvikle særlige mestringsmekanismer.

 

Det krigsramte barn har en skæv og fordomsfuld opfattelse af verden, det mangler sociale relationer og fremtidsvisioner. Dette må fremmes i eksillandet.

 

Børnene er tilpasset et ødelagt og krigshærget samfund og fremstår utilpassede i det danske samfund. Hvis man tror problemet forsvinder, når krigen forsvinder mister man i eksillandet forståelsen for krigsbarnets problemer.

 

Eksilet og asylet ligner krigens usikkerhed mht. til fremtid og manglende styring i hverdagen. Eksillandet gør sig vanskeligt tilgængeligt socialt og bidrager til at marginalisere flygtningegrupper. Ghettodannelser kan være med til at give barnet et bedre socialt netværk.

 

Skolen kan være stedet, hvor man kan afvikle vrangforestillinger og opbygge tillid og skabe tro på en fremtid. Der kan udvikles netværk til andre børn.

 

Der opstår let modsætning eller konflikt mellem skolens faglige og sociale mål om kvalificering af eleverne til samfundet og skolens rolle i forhold til at tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger. Når skolen ikke magter denne dobbelte opgave, fører det til marginalisering af elever, der ikke selv mestrer eller mangler støtte fra familie. Skolen bliver angstfyldt og ikke en stabiliserende faktor og skolen udstøder en række børn og unge.

 

Et andet problem er når barnets problemer ikke begribes i den kontekst de er skabt – dvs. psykosociale problemer gøres til barnets individuelle problem indlæringsproblem, der forskydes ud i familien. Problemet må forstås som et udviklingsproblem opstået i et spændingsfelt mellem skole, familie og samfund. Før det forstås sådan kan det ikke løses.