Dreier, O. (2008): Psychotherapy in Everyday Life, Cambridge University Press. Chapt. 1, 2 & 8.

Kap 1: Re-Searching Psychotherapy as Social Practice

Den rammesætning der i teksten kritiseres kort skitseret:

1) Terapeutens ekspertise består af en generel viden hvorudfra en teknik udvikles, hvilket bliver professionel viden. Klienten behandles ved at blive udsat for denne teknik. Terapeuten er den eneste ekspert tilstede og den der er skyld i terapiens udfald. Hvis terapien slår fejl, skydes skylden på teorien og teknikken. Men dette kan ingen teori leve op til. Der er mange faktorer, der spiller ind på udfaldet af terapien.

2) Den medicinske model: standard behandling kan udføres på standardsygdomme og dette vil give et standard udfald.

3) Diagnosen, behandling og problemer forstås ud fra de medicinske institutioners perspektiv og position. Dette er ifølge Foucault en institutionel epistemologi.

4) At have bestemte måder at forbedre patientens liv på er at underkaste dem professionel behandling.

5) Terapien er noget, der sker eksklusivt i sessionen og ses som uafhængig af klienten og terapeutens øvrige liv. Desuden ses rækker af sessioner (med tidslige mellemrum), som sammenhængene med hinanden og ikke sammenhængende med noget andet i den tid.

6) Terapien er centreret om den professionelle: Terapien forstås ud fra den professionelles synspunkt eller hans allierede, forskeren.

7) Det meste der skrives om terapi er desubjektificeret. Dette må kritiseres, da terapien handler om subjektets anliggender.

8 ) De professionelles monopol på fortolkningen dominere feltet og forhindrer udbredelsen af klientens perspektiv på den praksis, der burde eksistere for klientens skyld.

Effekten af terapi bør producere en forandring i klientens agency i hverdagslivet, hvilket kræver klientens agency for at kunne ske. Derfor bør sessioner ikke blot påvirke klienten, men være brugbare for klienten. Klienten skal ikke være forbruger af terapi, men være bruger af terapi.

Man må være opmærksom på at sessionernes separation fra hverdagslivet gør det svær at forstå præcist, hvad der sker mellem sessionerne og at det, der sker i sessionerne er knyttet til hvad der foregår andre steder.

Det er forkert at tro at klienter føler det samme, har de samme symptomer og samme problemer i andre områder af deres liv, som i sessionerne. Det der ses i sessionerne er altså ikke kendetegnende for hele klientens liv. Ligesom man ikke kan antage at klienten overfører indsigt og råd fra sessionerne til hverdagslivet. Dette er antagelser fra den institutionelle epistemologi.

Terapi sker udenfor terapeutens kontor. Når klienten kreativt inkorporere materiale fra terapien ind i deres liv. Det er dialogisk proces, hvor klienten prøver noget af og modificere det.

Kap 2: Theorizing Persons in Structures of Social Practice

Tre basale argumenter for ”theory of social practice”:

1) Den sociale verden eksisterer fordi deltagere uendeligt bliver ved med at reproducere og forandre den.

2) Den menneskelige aktivitet er den dynamiske midte, hvor subjekt og den sociale verden forbindes på en sådan måde at begge reproduceres og forandres.

3) Social struktur eksistere ikke uafhængigt af social praksis. Struktur reproduceres og forandres gennem menneskelig social aktivitet.

Selvom man analytisk kan skelne mellem struktur og aktivitet kan det være svært i praksis.

Mennesker deltager altid i social praksis, men den er ikke homogen. Den består af mange lokale kontekster, der sammenkobles af social struktur. Social struktur er altså translokal og ikke global. Mennesker ændre samfundets struktur ved at tage del i samfundet og deres eget liv ændres derved.

En social konteksts er et sted, hvor personer, aktiviteter og objekter sammenkobles med andre og dette sted sammenkobles med andre sådanne steder i en struktur af sociale praksisser. Forskellige kontekster giver forskellige muligheder mere eller mindre til rådighed for den enkelte. Kontekster kan ikke forstås isoleret, men må forstås ud fra deres sammenhæng og adskillelse fra andre kontekster. Mennesker er altid situeret, dog ikke bundet af situationen.

Strukturelle arrangementer er en erindring om, hvordan den sociale proces er fx i et klasselokale eller et køkken eller en forbindelse mellem kontekster for særlige praksisser eller måske en gruppe af mennesker. Arrangementer kan ændres af deltagere alt efter, hvor meget magt de har, deres evner til forhandling eller at de deltager og bringer nyt til.

Aktivitet: Menneskelig aktion er altid social. For at studere mennesket, må vi se på dets aktivitet, da dette er det dynamiske link, hvor subjekt og verden reproduceres og udvikles. Vores teorier om mennesker må have udgangspunkt i lokale agenter i social praksis. Teorier om emotioner, kognition osv. er dislokaliseret og dekontekstualiserede abstraktioner.

Deltagelse: For at give deres aktivitet retning, må deltagere tænke ud over dem selv og ind i den sociale praksis. Så for at forstå handlinger, tanker, emotioner må vi studere den praksis de er en del af. Intet individ er en omnipotent agent. Deltagere er altid kun et delvist aspekt fa den sociale praksis. Deltagere har forskellige roller i de forskellige kontekster og de handler indenfor den dualitet at handle indenfor kontekstens rammer og at udvide kontekstens ramme. Så deltageres bidrag til konteksten og kontekstens relevans for deltageren afhænger af deltagerens position i den.

For at en kontekst kan reproduceres eller ændres, må den arrangeres således at deltagerne forstå arrangementet af muligheder og relationer og så være i stand til at bruge dem. En person kan udvikle nye evner til at udvide deres deltagelse i en kontekst og dermed udvikle konteksten.

Terapien ønsker at skabe forandring. Dette kan ske på flere måder:

At opdage og bruge eksisterende muligheder på nye måder

At personen ændre sin adfærd i en kontekst, der er i forandring pga. andre kræfter end personen selv

At personen ændres ved at bidrage til og dermed skabe forandring i den sociale praksis.

Alle tre indeholder ændringer i personlig forståelse af konteksten og dens muligheder. Forandringer kan gavne alle eller være til særlig gavn for nogle bestemte positioner og en ulempe fora andre. Forandringer og udvikling foretages ikke af en enkeltperson og derfor er der ofte konflikter, forbundet med dette.

Teorien består af personer som deltagere i en lokal kontekst med bestemte arrangementer, positioner og muligheder og sociale relationer.

Mennesker tager del i flere kontekster på én gang, ved at bevæge sig gennem og deltage i diverse kontekster. Dette er personal trajectories.

Mennesker får forskellige standpunkter: stances, som de finder vigtige. Dette sikre at deres engagement på tværs af kontekster hænger sammen. Stances minder om Taylors definition på identitet.

Kap 8: The Conduct of Everyday Life an the Life Trajectory

Mennesker må planlægge deres liv, de på etablere en personlig daglig livsførelse, hvor personlige aktiviteter ordnes. Den daglige livsførelse komponeres ved at udvælge forskellige muligheder. At forstå hvordan man lever sit komplicerede liv i en struktur af sociale praksisser former min forståelse af mig selv. Dette kan få mig til at genoverveje den daglige livsførelse.

Selvforståelsen, der udformes i relation til andre, udformes ud fra location og position i en bestemt kontekst som en del af min livsførelse gennem kontekster med varierende locations, positioner og med deltagere.

Rutiner er vigtige for at vi har mere overskud og opmærksomhed til det, der er vigtigt for os. Refleksion ses som at brude med det uniforme. Rutiner giver tryghed og er familiære.

Den daglige livsførelse er en måde at føre sit liv på med forskellige måder at deltage på over forskellige kontekster.

Der er nogle institutionelle arrangementer, som deltageren må følge i udviklingen af sin livsbane, de regulerer og giver ressourcer til udfoldelsen af livsbanen (uddannelse, familie osv.). Det er nødvendigt for en person at have en livsførelse og en livsbane, da strukturelle arrangementer ikke determinere personens aktiviteter fuldstændigt. Man må udvikle evner til at udfolde sin livsbane og hvis muligt udvide ens greb om livsbanen når situationer og muligheder forandres. Personlig udvikling sker, når en persons deltagelse i herredømmet over hans livssituation øges og afhængigheden mindskes.

Stikord:

Kap 1

Fokus skal væk fra kun at handle om det lukkede terapi-rum og handle om klientens agency og hverdagsliv. Terapien må ikke være dekontekstualiseret – der sker meget mellem sessionerne.

OD kritisere at teknik og metode ikke alene kan regnes for årsagen til virkningen.

Terapien skal ikke kun ses fra terapeuten og institutionernes synspunkt.

Der er ikke standardsygdomme, der kan behandles med standardbehandlinger – det er forkert med institutionel epistemologi.

Klienten skal væk fra at være forbruger af terapi til at være bruger af terapi.

Kap 2

Mennesker deltager altid i social praksis, der består af mange lokale kontekster, der sammenkobles til en social struktur.

Strukturelle arrangementer:

Teorien består af personer som deltagere i en lokal kontekst med bestemte arrangementer, positioner og muligheder og sociale relationer.

Livsbane: At tage del i flere kontekster på én gang og bevægelsen igennem dem – livsbane handler ikke kun om at se livet over tid, men også over rum.

Stances: personlige standpunkter, der går på tværs af praksisser og det, dermed binder ens liv sammen – minder om Taylors definition af identitet. Stances er handlingsanvisende.

Kap 8

Daglig livsførelse: Den daglige livsførelse er en måde at føre sit liv på med forskellige måder at deltage på over forskellige kontekster. Den daglige livsførelse komponeres ved at udvælge forskellige muligheder – kræver agency. Personlig udvikling sker, når en persons deltagelse i herredømmet over hans livssituation øges og afhængigheden mindskes.

Rutiner: Tryghed

Variation: Brud med rutinen, brud med den daglige livsførsel (fx tage på ferie).

Erfaringer: Skaber sammenhæng over kontekster, stances dannes på baggrund heraf.