Formål: Teksten gennemgår oprindelsen af den kognitive neuropsykiatri (CNP), og illustrerer hvordan denne tilgang har forbedret vores forståelse af kernen i psykiatriske symptomer.

Principper:

CNP udspringer af disciplinerne: psykiatri, neurologi og psykologi, og tilgangens metoder reflekterer ligeledes disse.

De eksperimentelle teknikker baserer sig bl.a. på single-case-studies, hvor en bestemt patient studeres i dybden, men også på studier af en serie af individer, hvorigennem man kan afsløre associationer eller dissociationer i mønstrene mellem forskellige kognitive funktioner og symptomer.

Enkelt-case-studier giver mulighed for at se vigtige individuelle forskelle, mens gruppestudier baseret på objektive kriterier har mere generel applikabilitet.

Vrangforestillinger, hallucinationer og tankeforstyrrelser

Vrangforestillinger er en fejlagtig forestilling, som opretholdes med overraskende overbevisning (på trods af overvældende beviser imod forestillingen – min tilføjelse).

Indenfor CNP kan disse forstås som produktet af en dysfunktion indenfor de normale stadier af overbevisnings-formation.

På dette område er der fundet forskelligt:

–       Patenter med vrangforestillinger har en tendens til at ræssonere fejlagtigt.

–       Forringelser i opmærksomhed er måske delvist med til at forme vrangforestillinger, idet disse patienter synes at have selektiv opmærksomhed på selvrefererende eller truende information i deres miljø

–       Patienter med paranoide tendenser reagerer hurtigt på truende elementer i tvetydige billeder

–       Vrangforestillinger kan ses som et produkt af en atypisk attribueringsstil (peronalizing attribution style)

–       En nylig teori fremhæver deficitter i ToM, hvor patienter med vrangforestillinger viste forringelser i dette. Store dele af de hjerneområder, som impliceres i selvmonitorering og kilde-hukommelse er også involveret i ToM-ræssonering, her særligt det mediale prefrontale cortex. Der er også fundet reduceret venstre prefrontal aktivering ved ToM opgaver hos skizofrene.

Disse CNP-studier demonstrerer to kardinal funktioner ved CNP tilgangen:

1. Ved at adoptere de klassiske neuropsykologiske metoder, udforsker den psykotisk-lignende fænomener hos mennesker med organiske hjernelæsioner, for herigennem at informere modellerne for funktionelle psykoser
2. Den indrammer de psykotiske symptomer i termer vedr. dysfunktion af normale kognitive processer, hvorigennem de kan linkes til neurale systemer og studeres gennem funktionelle billeddannelsesteknikker

Den samme blanding af teknikker kan overføres på studiet af hallucinationer. Den nuværende teori på området har hallucinationer flere fællestræk:

–       Mentalt indhold oversættes til verbal form i form af stemmer

–       Følelsen af ejerskab over denne indre tale er på en eller anden måde tabt

–       Udbyggede systemer om oprindelsen af stemmerne opstår, og kilden til talen får gerne en fjendtlig karakter.

Der er, lige inden hallucinationerne starter, fundet aktivering i inferior frontal cortex og midterste temporal gyri, som forbindes med ”inner speech”, og når hallucinationerne begynder skifter denne aktivering over til bilateral temporal gyri og venstre insula – som menes at være impliceret i perceptionen af subtil auditorisk verbalt materiale.

Der er ligeledes fundet små strukturelle kortikale abnormaliteter i disse områder.

Begrænsninger:

–        Det er blevet kritiseret at disciplinen er så afhængig af case-studier og dobbeltdissociationer.

–        En anden kritik, som ikke er unik til CNP-disciplinen er, at man forudsætter normalitet går forud for forstyrrelsen eller læsionen – en patient med prosopognosi forudsættes at have haft normal ansigtsgenkendelse inden hjerneblødningen.