Frygtbetingning og udslukning

Frygtbetingning er en hurtig og robust form for indlæring – og er generelt set langvarig. Betingning kan imidlertid mindres eller helt elimineres ved udslukning. Efter udslukning kan en indlært frygtrespons komme igen – hvilket tyder på at udslukningen ikke repræsenterer en af-læring, men i stedet måske bare er indlæring, hvor man lærer at hæmme responsen.

Det neurale grundlag for disse mekanismer menes at være:

–       Amygdala

–       Ventromedial prefrontal cortex (vmPFC)

–       Hippocampus.

Der er reciprokke forbindelser mellem amygdala og vmPFC, som understøtter konsolideringen af udslukningen af minder, og kan også spille en rolle i vmPFCs hæmning af amygdala responser under genkaldelsen af udslukkede minder.

Hippocampus projicerer både til amygdala og vmPFC. Evidens fra dyrestudier viser, at hippocampus medierer tilbagevendelsen af tidligere udslukket frygt både ift. fornyelse og kontekstuel re-indførelse af frygten.

Det er foreslået, at en af hippocampus’ funktioner er, at modificere vmPFCs hæmning af amygdala under genkaldelsen af udslukket læring, således at den kun viser sig i den rette kontekst.

Amygdala aktivering forøges under den tidlige udslukning af responsen, når CS-US stimulis-forholdet første gang ændres.

 

Kognitive regulerings-strategier

Vi kan regulere vores emotioner vha. vores tanker. Studier af de neurale systemer, der ligger til grund for den kognitive regulering af frygt har både vist, at kognitive strategier kan øge og mindske den negative affekt, og ligeledes den tilsvarende aktivering af amygdala.

Studier har vist, at amygdala aktiveres ved forventningen om hvad en bestemt stimulus vil betyde, at man får stød el. lign.

Læsion af venstre, men ikke højre, amygdala resulterede i forringelser i dette. (Måske fordi den potentielle trussel var komminikeret symbolsk gennem sprog, der normalt er repræsenteret i venstre hæmisfære).

Neurale systemer for kognitiv kontrol:

Dorsolateral PFC og ventrolateral PFC, dorsal anterior cingulate og nedsat aktivering af regioner af orbitofrontal cortex og amygdala.

Revurdering af negative stimuli viser sig ved nedsat amygdala aktivering, forøget aktivering af dlPFC, vlOFC og mediale regioner. Reguleringen af amygdala menes at være et resultat af top-down modulering af den emotionelle mening knyttet til stimulus’en.

 

Aktiv coping og genkonsolidering

Aktiv coping er en generelt term, der referer til instrumentelle tiltag ift. at reducere eksponeringen til frygt-skabende stimuli. Dette er blevet undersøgt indenfor et frygt-fra-fare-paradigme (EEF): rotten betinges, og får muligheden for at stoppe den betingede stimulus –> Den handling der stopper CS bliver den betingede reinforcer for instrumentel handling.

En anden måde man kan kontrollere frygt er rekonsolidering – der er for tiden interesse for et alternativt syn på hukommelse, hvor det foreslås at for at et minde skal gemmes, kræver det rekonsolidering. Denne periode med rekonsolidering giver mulighed for at man kan afbryde hukommelsesdannelsen. –> Man kan måske hæmme maladaptiv frygtindlæring som vil resultere i angstlidelser, ved at blokere rekonsolideringen.

 

Hvad mener Phelps selv:

Hun mener at amygdala muligvis er en relevans-detector som gør andre områder opmærksomme på, hvornår noget er vigtigt. ”The amygdala detects when there is something in the environment that is potentialle important, and, through its extensive connectivity, modulates other systems to be especially attuned to this information.