McGough, J. J. & Barkley, R. A. (2004). Diagnostic controversies in adult attention deficit hyperactivity disorder. American Journal of Psychiatry, 161, 1948-1956. 1A 

Det er nu alment kendt at for nogle børn med ADHD varer sygdommen ved som voksen. Det foreslås at for 60-70% af børn med ADHD varer det ved som voksen. Men der er dog ikke konsensus om de diagnostiske kriterier for voksen ADHD.

Senere reviews har vist at voksen ADHD er en valid diagnose og kan diagnosticeres reliabelt, og man kan forudsige udfaldet af en sådan diagnose. Dog har der været med lidt diskussion om validiteten af de diagnostiske kriterier for ADHD hos voksne.

Forskere har vist at neurokognitive og biologiske fund hos voksne, inklusiv mønstre i genetisk transmission og anormaliteter på hjerne scanninger er ens med den man har fundet hos ADHD børn.

Der findes signifikante forskelle i både konceptualisering og diagnostisk tilgange som er brugt i eksisterende stuidre om voksen ADHD, og klinikere må vælge mellem konkurrenrede diagnose modeller når de skal evaluerer patienter.

To dominerende diagnostiske systemer:

– Wender Utah kriterier

– DSM kriterier

Både Wender Utah kriterier og DSM-baserede tilgang identificerer signifikante skadede voksne med ADHD med neurokognitive, biologiske og behandlingsrespons som ligner det som børn med ADD udviser.

Wender Utah kriterier

Wender Utah kriterier var de første til at få øjnene op for at ADHD kunne fortsætte som voksen, indtil da var ADHD udelukkende beskrevet som en lidelse hos børn men som de voksede fra.

Både patienten og forældrene interviewes, for at få adgang til retrospektivt information om barnets ADHD diagnose. Information om fortsat forringelse forårsaget af hyperaktivitet og uopmærksomhed indsamles også.

7 symptomer blev foreslået at karakterisere voksen ADHD:

1) Uopmærksomhed

2) Hyperaktivitet

3) Ustabilt humør

4) Irritabilitet og stort temperament

5) Forringet stress tolerance

6) Disorganisation

7) Impulsivitet

For at kunne diagnosticere ADHD, kræves et retrospektivt barndoms ADHD diagnose, vedvarende vanskeligheder med uopmærksomhed og hyperaktivitet samt mindst to af de andre symptomer.

Fordele:

Wender Utah kriterierne og dennes tilgang til voksen ADHD etablerede behovet for en retrospektiv ADHD diagnose i barndommen og en omhyggelig belysning af nuværende symptomer. Endvidere er rutinen med at bruge 3. persons informationer om patientens barndom og adfærd som voksen blevet en standard tilgang og brugt af mange klinikere.

Begrænsninger:

Wender Utah kriterierne har bevæget sig længere og længere væk fra nuværende konceptualiseringer af voksen ADHD. Derfor er det svært at bruge viden fra et studie DSM-baseret børne ADHD til voksne identificeret med alternative diagnostiske skemaer.

Wender Utah designet benytter kun individer med livslang uopmærksomhed og hyperaktivitet og derfor ekskluderer de patienter med dominerende uopmærksomheds ADHD undertype.

Derudover ekskluderer Wender Utah kriterierne diagnosen ADHD hvis patienten samtidig har en svær depression, er psykotisk eller har en personlighedsforstyrrelse. – disse restriktioner kan måske være nyttig i forskning, men de vil fejle i at diagnosticerer et stor antal af patienter som tydeligt lider og ville have gavn af behandling af ADHD

Wender Utah kriteriet understreger behovet for retrospektivt at have haft en ADHD diagnose som barn og anerkender udviklingsvanskeligheder som symptomer hos voksne. Wender Utah kriteriet fejler imidlertid i at identificere uopmærksomheds symptomer og ekskluderer nogle patienter med komorbide lidelser fra at få diagnosen.

DSM-Kriterier

I DSM-III-R foreslås det at omkring 30% af børn med ADHD fortsætter med at have symptomer som voksen, men i DSM-IV antages det at kun fåtallet fortsætter med at have symptomerne som voksen.

Ligesom ved Wender Utah kriterierne, diagnosticeres voksen ADHD afhængig af den retrospektive ADHD diagnose som barn.

Kriterium A

– 6 af følgende uopmærksomhedssymptomer har varet mere en 6 måneder og i en grad at de maladaptive (mere skadelige end gavnlige) og dårligt tilpasset udviklingstrinnet.

– 6 af følgende hyperaktivitets-impulsivitets ssymptomer har varet mere en 6 måneder og i en grad at de maladaptive (mere skadelige end gavnlige) og dårligt tilpasset udviklingstrinnet.

De udvalgte symptomer korrelerede signifikant med forældre og læreres vurdering af forringelse. Men kriterierne som bruges til at diagnosticere børn med ADHD er ikke ligefrem brugbare for diagnosticering af voksne af flere grunde. – og ingen voksne var inkluderet i DSM felt undersøgelserne, som ligger til grund for diagnosekriterierne. Der er heller ikke videnskabelig Bsis for at disse 6 symptomer er en passende tærskelværdi for voksen ADHD diagnosen.

Konklusion: DSM-IV kriterierne er over restriktive og fejler i at identificere et signifikant antal af voksne som lider.

Kriterium B

”Nogle hyperaktive-impulsive eller uopmærksomme symptomer som har forårsaget forringelse var til stede før 7 års alderen”:

ADHD er altid blevet betragtet som en lidelse i barndommen, og hvis ADHD lignende symptomer opstår senere i livet skyldtes det en anden tilstand.

”the-age-of-onset” kriteriet for symptomer og associeret forringelse giver vanskeligheder for at stille diagnosen hos voksne, idet assessment baseret på selv-rapporter, og det kan til tider være svært at give et præcist billede af sin barndom. – ift. diagnose af ADHD hos voksne er det blevet foreslået at brede perioden ud til 12 år.

Kriterium c-e:

Er ligeledes blevet kritiseret.

Subtypes

DSM-IV subtyper: uopmærksom, hyperaktiv-impulsiv og disse to kombineret, baseres DSM felt undersøgelser, som viser at ADHD samler sig om tydelige uopmærksomheds eller hyperaktivitets-impulsivitets faktorer.

Beviser peger i retning af at hyperaktivitet-impulsivitet mere end uopmærksomheds symptomer.

Residual Categories

I DSM-III er ADHD defineret som en lidelse hos børn, men skabte samtidig en kategori ”attention deficit disorder, residual (resterende) type” for voksne diagnosticeret i barndommen, men som fortsætter med at udvise klinisk signifikante symptomer og forringelse. – denne er blevet erstattet I DSM-IV med “attention deficit hyperactivity disorder in partial remission”.

Laboratory-Based Diagnostic Methods

Specificerede batterier af neurologiske test er blevet foreslået som en basis for diagnose af ADHD hos voksne, men særligt fokus på eksekutive funktioner og arbejdshukommelsen.

Men til dags dato har disse test ikke været i stand til at demonstrere deres brugbarhed i forhold til diagnosticering.

– SPECT har demonstreret større tæthed af dopamin transportere i striatale regioner hos voksne med ADHD sammenlignet med raske kontrolpersoner.

– Flere studier har vist en forringelse i arbejdshukommelsen hos voksne med ADHD.

ADHD hos vokse forbliver en klinisk diagnose