Kross, E. & Ochsner, K. N. (2010). Integrating research on self-control across multiple levels of analysis

Kross, E. & Ochsner, K. N. (2010). Integrating research on self-control across multiple levels of analysis: Insights from social cognitive and affective neuroscience. In R.R.Hassin, K. V. Ochsner, & Y. Trope (Eds.), Self control in society, mind, and brain (pp. 76-92). New York: Oxford University Press.

Abstract

Teksten går ud fra en tilgang der hedder Social Cognitive and Affective Neuroscience (SCAN), som integrerer forskning på tværs af forskellige analyseniveauer, for at skabe forståelse for linkene mellem sociale, kognitive og affektive processer, som ligger til grund for selvkontrol, og disses neurale substrater.

Vær opmærksom på, at jeg har oversat reappraisal som revurdering. Jeg havde svært ved at finde et mere dækkende term.

 

At definere SCAN

Selvkontrol: evnen til ved viljens kraft, at påvirke ens tanker, følelser og handlinger, således at de kan tilpasses til langsigtede mål.

 

SCAN: Den basale ide er, at information fra forskellige analyseniveauer bidrager til at der kan skabes en integrativ model over de mekanismer, der ligger til grund for komplekse psykologiske fænomener

–         Fordi modeller er mere kraftfulde når de kan forklare data på tværs af flere analyseniveauer

–         og fordi data fra et analyseniveau kan sætte rammer for hvordan man kan forstå den data der fremkommer i de andre niveauer.

En teknik der har muliggjort sådanne analyser er de funktionelle scanninger, såsom PET og fMRI.

 

SCAN har således to primære mål:

  1. At linke specifikke hjerneaktiviteter til specifikke psykologiske processer (at lave funktionelle slutninger på baggrund af neural aktivitet)
  2.  At bruge informationen om hjernens funktion til at drage slutninger om de psykologiske processer, der ligger til grund for sociale fænomener (psykologiske slutninger).

 

Essentielle udfordringer i SCAN tilgangen:

–         Der kan drages tvivl om forskernes evner til at drage slutninger om psykologiske processer på baggrund af hjernens aktivitet. – man må godtage hypotesen om, at hjerneaktivitet i en bestemt region vil kunne tilskrives én bestemt region.

–          En udfordring, som forskeren møder er hvorvidt man kan være sikker på, at de fund man gør i laboratorium-settings, kan finde anvendelse i den virkelige verden. (økologisk validitet)

 

Implementering af SCAN tilgangen: et case-studie i den kognitive revurdering af negative emotioner

Det første skridt i at implementere denne tilgang er, at identificere det fænomen, man er interesseret i at undersøge, og hvordan fænomenet udspiller sig på de tre forskelle analyseniveauer – som man håber på at kunne integrere.

 

Studier der bygger bro mellem det sociale og det kognitive analyseniveau:

Lazarus var en af de første der empirisk undersøgte hvordan personers subjektive konstruktioner påvirkede deres følelser. Dette gjorde han ved at vise en film af drenge der blev omskåret, og bad den ene gruppe om at forestille sig at det ikke var en rigtig hændelse – denne gruppe udvise lavere arousal-niveauer. Alene det, at tænke på en aversiv stimulus på en anderledes måde, influerede den emotionelle respons.

 

Mischel & shoda specificerede de revurderings-processer der ligger til grund for adaptiv selvkontrol – fx i det klassiske studie om ”delay of gratification”, hvor et barn kan opnå en større gevinst ved at udskyde tilfredsstillelsen. Barnet får muligheden for at få en cookie nu eller to hvis de venter et bestemt tidsrum. Hvis barnet blev cuet til mentalt at forestille sig gevinstens ”hot” smagsrelaterede funktioner (hvor godt den smager, lugter osv..), blev barnets evne til at udskyde tilfredsstillelsen forringet, mens fokus på den ”cool” karakteristikker (form, farve osv.) hjalp barnet til at kunne udskyde tilfredsstillelsen.

 

 

 

 

Studier der bygger bro mellem det kognitive og neurovidenskabens analyseniveauer

Studierne ovenfor foreslår, at den kognitive revurdering af emotion består i to forskellige informationsprocesserings-systemer – et der er automatisk og generer emotionel respons (Omskæringen), og et der er kontrolleret og i stand til at modulere de automatiske impulser (Kage-testen).

 

Hjerneregioner der er involveret i at generere emotion:

–         Amygdala sættes i forbindelse med hurtig bearbejdning – særlig af frygtsomme stimuli.

–         Insula er responsiv ift. fysisk smerte og væmmelse

–         Orbitofrontal og ventromedial cortex reagerer på de samme stimuli som amygdala, men synes at spille en særlig rolle i at placere disse associationer under kontrol ift. personens situationelle mål.

 

Hjerneregioner der er involveret i at implementere revurderinger

Ligesom genereringen af emotioner ikke afhænger af en enkelt hjerneregion, kan man heller ikke tilskrive revurdering til blot én region:

–         Lateral prefrontal cortex menes at være medvirkende til at man kan generere strategier, og holde sig til dem. (Eksekutive funktioner)

–         Anterior cingulate cortex (dorsal anterior cingulate cortex: dACC) menes at mediere mellem top-down og bottom-up vuderinger, der generer konkurrerende respons-tendenser.

Det er blevet foreslået, at PFC og ACC arbejder sammen i implementeringen af kognitiv kontrol: PFC implementerer kontrol processer og ACC monitorerer graden af respons-konflikt og behovet for at blive ved.

 

Studier der linker de sociale-, kognitive-, og neurale analyseniveauer

Den neurale dynamik for kognitiv revurdering

Det blev fundet, ligesom forudsagt af ovenstående, at kognitiv kontrol resulterer i signifikant mere aktivitet i venstre presfrontale regioner. Jo mere effektiv FP var ift. at revurdere sine negative følelser, jo mere aktiv blev deres højre ACC. Ligeledes konsistent med forudsigelserne, viste den emotionelle processering øgede aktivitet i venstre orbitofrontale cortex, insula og amygdala (hjernestrukturer der menes at være relevante for emotionel processering)

Andre studier har vist mindre konsekvent støtte for hypoteserne.

Fra eksperimentelle fund til individuelle forskelle

En mængde studier er begyndt at fokusere på, hvorvidt aktivitet i de pågældende regioner underligger individuelle forskelle associeret med populationer, der har svært ved at regulere deres emotioner.

 

Ruminering er en proces, hvor personen gentagent og passivt fokuserer på hvad han/hun føler og hvorfor – noget der er fundet at føre til højere niveau af depressive symptomer, og kan føre til og vedligeholde en depressiv lidelse. Ray og kolleger forudsagde, at individer som ruminerer, vil revurdere deres følelsesmæssige oplevelser på en måde som forværrer, hvor oprørte de føler sig. à og udvise aktivering i emotions-genererende hjerneområder (amygdala) og revurderingsområder (lateral prefrontal cortex), som vil reflektere deres brug af revurdering til at forværre deres negative følelser.

à Resultaterne viste, at under revurdering korrelerede ruminering positivt med aktivitet i amygdala, men tendensen til at ruminere korrelerede ikke med aktiviteten i lateral prefrontal cortex eller cingulate regioner.

 

Fra billeder til minder: mod en større økologisk validitet

For at forøge den økologiske validitet udførte de et studie, hvor de bad FP om at huske i stedet for at vise dem et billede af noget. Dette viste sig også at aktivere nogenlunde de samme områder, og: ”…providing preliminary evidence supporting the idea that lateral prefrontal cortex may provide a common functional architecture for diverse types of reappraisal strategies.” (s. 86)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s