Gade, A., Gerlach, C., Starrfelt, R., & Pedersen, P.M. (Red.)(2009). Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.

Det kliniske billede og diagnostiske kriterier (s. 437-438)

ADHD står for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder.

Symptomerne på ADHD inddeles i tre dimensioner (jf. ICD-10 klassifikationssystemet):

1) Forstyrret opmærksomhed (vanskeligt ved at fæstne opmærksomhed ved detaljer).

2) Hyperaktivitet (uro i hænder og fødder).

3) Impulsivitet (svært ved at vente på tur, afbryder og maser sig på).

Symptomerne skal optræde før 7 års alderen og observeres i flere situationer (skole, hjem…).

Den hyperaktive og impulsive adfærd kan variere fra situation til situation, og symptomerne forværres typisk ved komplekse opgaver, der kræver planlægning og indsats.

Symptomerne ændres ligeledes med udviklingen:

I førskolealderen præger hyperaktivitet sygdomsbilledet, mens uopmærksomhed bliver mere udtalt i skolealderen. I ungdomsårene aftager den motoriske hyperaktivitet, men den unge oplever en indre rastløshed og er nu mest belastet af impulsivitet og uopmærksomhed. I voksenalderen ses fortsat uopmærksomhed og impulsivitet samt svækket organisations­evne.

Der findes to diagnosesystemer:

DSM-IV og ICD-10. En grundlæggende forskel på de to er, at DSM-IV afgrænser en lidt bredere klinisk gruppe end ICD-10, der overvejende inkluderer de mest uopmærksomme, impulsive og hyperaktive børn.

Den største del af forskningen i opmærksomhedsproblemer og impuls/hyperaktiv adfærd baserer sig på DSM-systemets diagnostiske kriterier.

Hyppighed (s. 438)

Forekomsten af ADHD ved ICD-10 er på ca. 1 %, mens den ved DSM-IV er på ca. 4-6 %.

Forekomsten er umiddelbart større hos drenge end piger, hvilket vidner om en evt. under­diagnosticering af pigerne. Pigernes symptomer er primært opmærksomhedsproblemer – uden den iøjnefaldende impulsive og hyperaktive adfærd.

Tilstanden forsætter fra barndommen ind i ungdomsårene og for en stor dels vedkommende videre ind i voksenalderen.

ADHD i barne- og ungdomsalderen (s. 439)

Børn med ADHD har ofte indlæringsproblemer og sprogligeudviklingsforstyrrelser er hyppige. Endvidere optræder emotionelleproblemer i form af angst og tristhed ofte. Desuden har børnene også flere socialesamspilsproblemer, der fortsætter ind i teenage­årene. Endeligt har unge med ADHD tendens til udvikling af misbrug og kriminel adfærd.

ADHD i voksenalderen (s. 440)

Voksne med ADHD har øget risiko for depression, angstlidelser og anti-social personligheds­forstyrrelse. Ligeledes ses en tendens til misbrug og kriminalitet.

Voksne med ADHD har de samme neuropsykologiske funktionsvanskeligheder som børn med ADHD, og de kliniske kendetegn er de samme hos voksne og børn med ADHD. Dog kan de kognitivedysfunktioner være mindre udtalte hos voksne end børn.

Ætiologi (s. 441)

En stor tvillingeundersøgelse har bekræftet, at ADHD-symptomer i meget høj grad er under genetisk indflydelse.

Neuropsykologiske modeller (s. 441)

Barkley har udarbejdet en model af menneskets evne til indrestyring af adfærd (fx behovs­udsættelse) og en tilsvarende model af mangelfuld indrestyring af adfærd ved ADHD.

Modellen peger på, at en forstyrrelse af de eksekutive funktioner (= svækket respons­hæmning) er det centrale kognitive problem ved ADHD.

Barkleys model er imidlertid utilstrækkelig til at forklare al forekomst af ADHD, da effekt­størrelsen i sammenligninger med grupper af normale kun er moderat.

Sounuga-Barke har udarbejdet en alternativ model af ADHD, der vægter forstyrredemotivationsprocesser som årsag til tilstanden. Ifølge modellen oplever individer med ADHD ikke fremtidige belønninger som attraktive (små belønninger fremfor større forsinkede).

Undersøgelsesresultater har vist, at ADHD bedst forklares af både eksekutive og motivationelle dysfunktioner.

Billeddannede og eksperimentelle neuropsykologiske studier (s. 442)

Undersøgelsesresultater tyder på, at de forstyrrende neuropsykologiske funktioner hos børn med ADHD er relateret til netværk, som involverer frontallappen, basalgangligerne (motorisk responsadfærd) og cerebellum.

Den neuropsykologiske undersøgelse (s. 444)

Begynder typisk med et interview af forældrene omkring barnets aktuelle problemer. Der spørges desuden ind til graviditetens og fødslens forløb samt barnets øvrige udvikling i hjem og institution.

Undersøgelsen kan også omfatte observation af barnet i forskellige kontekster.

Der foretages en systematisk udredning af generel intelligens, indlæring og hukommelse, sprog, opmærksomhedsregulering og eksekutive funktioner.

I undersøgelsen af voksne med ADHD er det vigtigt med en omhyggelig anamnese for at afklare, om der i barndommen har været tegn på ADHD.

ADHD-symptomerne hos voksne kan sløres af andre forstyrrelser såsom angst, depression eller stofmisbrug.

DSM-IV diagnosekriterierne mangler et udviklingsperspektiv til voksenalderen, og derfor vil voksne med ADHD sjældent opfylde disse på trods af, at deres funktionsniveau fortsat peger på store problemer.

Der findes en række forskellige spørgeskemaer rettet mod diagnostik af ADHD hos voksne. Wender Utah Rating Scale er et nyttigt spørgeskema, der tager udgangspunkt i en retro­spektiv selvrapportering af symptomerne på ADHD i barndommen.

Andre skemaer inddrager også oplysninger fra fx forældre omkring symptomerne.

Behandling (s. 446)

Behandlingsindsatsen bør være bred, fleksibel og længerevarende.

Rådgivning og vejledning af forældrene ift. opdragelse og håndteringen af barnets ADHD-symptomer samt vanskeligheder er også vigtig.

Ved sværere ADHD-symptomer henvises ofte til specialundervisning.

Pga. ADHD-tilstandens komplekse natur anbefales ofte en kombineret indsats i form af pædagogik, psykologisk intervention og medicinsk behandling.

Behandlingen af voksne med ADHD er stort set den samme, men kan dog også indeholde oplæring i selvhjælpsstrategier og støttepersonsordninger.