Gade, A., Gerlach, C., Starrfelt, R., & Pedersen, P.M. (Red.)(2009). Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.

Depression efter apopleksi = PSD, post stroke depression

• Depression og eller patologisk gråd opstår efter 50 % af alle apopleksipatienter.
• PSD kan forringe:   – det kognitive funktionsniveau

                                      – forsinke effekten af rehabilitering

                                      – resultere i øget støttebehov

                                      – reducere arbejdsevnen

• o   PSD overses ofte eller behandles utilstrækkeligt – som ofte er de udskrevet når depressionen manifesterer sig.
• o   Evidens for at medikamental behandling af PSD er effektiv (SSRI præparater anbefales som første valg). 

Epidemiologi

Forekomst: Stor variation i hyppigheden af PSD: samlet estimat er at 33% af alle apopleksipatienter på et givet tidspunkt overlever PSD.  

Ætiologi

Øget hyppighed af depression efter apopleksi, derfor argument for at PSD er direkte forårsaget af iskæmiske hjerneskader

Ud fra en klinisk betragtning betragtes PSD som en heterogen tilstand betinget af forskellige biologiske, psykologiske og sociale faktorer i kompleks interaktion med hinanden. 

Læsionslokalisation

Patienter med læsioner:

–       i venstre hemisfære udvikler 45-80% en depression. PSD sværhedsgrad à jo længere anterior, des hyppigere og sværere.

–       i højre hemisfære udvikler 10-20% af patienterne 

MR-scanninger støtter hypotesen om frontallappernes og basal gangliernes betydning  for depression – derfor ekstra opmærksomme på mulig depression hos patienter med læsioner i hjernes frontal regioner, specielt de venstresidige.  

Fysisk funktionstab og andre risikofaktorer

• Tidligere apopleksi og depression medfører en betydelig forøget risiko for at udvikle PSD.
• Risikofaktorer: Sammenhæng mellem PSD og:

– Hvorvidt personen boede alene

– Social belastning i perioden forud for apopleksien

– Patologisk gråd

– Social aktivitet

– Graden af intellektuel reduktion efter én måned

– Kvinde

– Funktionsreduktion (eneste variable med en konsistent sammenhæng mellem PSD). 

= risikoen øget eksponertielt hos patienter med flere end én risikofaktor.  

Tilpasningsreaktioner

Ikke alle psykiske reaktioner og ændringer i emotionel adfærd man ser hos apopleksipatienter, skal opfattes som udtryk for en depression. Det kan også være normale tilpasningsreaktioner. Ved stort funktionstab kommer typisk en krisetilstand (desorganisering og psykisk ubehag). 

Diagnostik – depression eller hjerneskade?

Diagnosticering af depression hos apopleksipatienter kompliceres af at visse depressionssuspekte symptomer kan være direkte konsekvens af den cerebrale påvirkning:

–          Brocas afasi: katastrofereaktion (intense følelsesladede udbrud, hyppigt med et depressivt indhold, når patienten konfronteres med en opgave han/hun ikke kan løse).

–          Emotionel labilitet og patologisk gråd: der akut optræder hos omkring 40% af apopleksipatienterne, behøver ikke være forbundet med depression.

–          Abuli (manglende selv-aktivering): patienten er apatisk, aspontan og indifferent adfærd.

–           Fysiske problemer: Kan også forveksles med depression – særligt i det akutte forløb. 

I forhold til diagnosticering af PSD, kan det sammenfattende fastslås, at man ikke kan se bort fra de somatiske og kognitive symptomer, som kan være forårsaget af apopleksien. Dette vil give en risiko for underdiagnosticering.   

Standardiserede depressionsskalaer

For at mindske usikkerheden ved diagnostik af PSD, bruges strukturerede interviews, baseret på anerkendte eller standardiserede depressionsskalaer.

Der findes ikke en depressionsskalaer der er udviklet specifikt til PSD og som samtidig er tilstrækkelig efterprøvet i psykometrisk henseende.  

Anosognosi: Man skal i undersøgelsen være opmærksom på at nogle patienter kan have mangelfuld sygdomsindsigt, til at svare relevant på spørgsmål om deres psykiske tilstand. Patienter med infakter i højre hemisfære underrapporterer ofte depressionssymptomer.  

Afasi: Vurdering af depression hos afatiske patienter kan være en udfordring. Derfor vigtigt at foretage depressionsvurdering, som tager højde for denne eventuelle sproglige dysfunktion.

Mest udbredte metode: Interview suppleret med oplysninger fra en eller flere informanter. – har dog også sine begrænsninger, da pårørende kan have svært ved at vurdere subjektive depressionssymptomer hos patienten. 

Konklusion:

Trods at det er meget fokus på PSD er der stadig mange apopleksipatienter som lever upåagtet med depression.

–          Manglende fuldsygdomsindsigt eller ubehag over at have brug for hjælp kan være en del af forklaringen på hvorfor nogle patienter undlader af søge hjælp.

–          Manglende ambulant opfølgning i hospitalsregi, hvilket placerer et stort ansvar hos den praktiserende læge, både i forhold til diagnosticering og behandling.

–          Manglende viden om risikofaktorer, forbundet med udvikling af PSD efter apopleksi, men pejlemærket er fundet ift. identifikation af risikoindivider.

–          Mistanke om PSD bør altid igangsætte en udredning