Kapitel 10: Apraksi

Gade, A., Gerlach, C., Starrfelt, R., & Pedersen, P.M. (Red.)(2009). Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.

Apraksi = forstyrrelse i udførelsen af symbolske eller redskabsorienterede handlinger, hvor forstyrrelsen ikke kan tilskrives elementær motoriske deficits som:

          Parese

          Akinesi (ubevægelighed)

          Ataksi (manglende koordinering af bevægelser)

          Tonus (nedsat spændingstilstand i musklerne)

eller som følge af manglende forståelse:

          Afasi (à Hyppigt ledsagesymptom ved apraksi, men optræder også uden)

          Agnosi

Hurtig og effektiv handlingindlæres og automatiseresà ”Opskriften” på handlingen må lagres i hjernen så handlingen ikke skal ”udregnes” hver gang.

Opskriften på en given indlært handling kaldes et motorisk engram.

Disse motoriske engrammer er pga. automatisering ikke tilgængelige for vores bevidsthed.

 

De motoriske engrammer specificerer tre forhold ved handling:

1) Form dvs. handlingens bevægelseskomponenter og hvordan disse understøtter hinanden.

2) Rumlighed dvs. hvordan fx armen skal placeres ift. resten af kroppen.

3) Sekventiel opbygning dvs. hvilken rækkefølge enkelte sekvenser skal udføres og evt. gentages.

Idéen om en handling indlæres, automatiseres og gemmes som et motorisk engram.

De motoriske engrammer gør det muligt at effektivisere handlinger og at genkende andres handlinger som meningsfulde.

àSkades de motoriske engrammer vil man derfor have vanskeligt ved at udføre hand­linger samt at forstå meningen med andres handlinger.

De motoriske engrammer spiller samme centrale rolle for handlinger, som semantiske repræsentationer gør i sproget.

Studier peger på, at de motoriske engrammer er lagret i den venstre inferiore parietallap, om end andre strukturer også hævdes at være involverede.

De motoriske engrammer udgør kun én komponent i den faktiske udførelse af en handling.

De motoriske engrammers vej til primær motorisk kortex (M1):

De motoriske engrammer overføres direkte til den primære motoriske kortex (M1), der kontrollerer det motoriske system.

Nogle af projektionerne er indirekte og går via de supplementærmotoriske områderà M1.

Andreprojektioner er endnu mere indirekte og går via den præmotoriske kortexàsupplementær­motoriske områderà M1.

– Supplementærmotoriske områder = planlægning af sekventielle bevægelser.

– Præmotorisk kortex = nye og komplekse handlinger, der kræver en vis grad af planlægning og overvågning.

Spatial koordination:

Bevægelser er både indpasset ift. genstande, men også hinanden.

Her er spatial koordination vigtigt, idet genstande skal lokaliseres ift. personen samtidig med, at arme og ben skal afstemmes ift. hinanden og resten af kroppen.

De beregninger, der ligger til grund for disse rumlige transformationer, er dynamiske, mens idéen om bevægelsen (= det motoriske engram) er statiskà Idéen er grundlæggende den samme uafhængigt af vores eller genstandens position.

Der skelnes mellem hvordan-viden og funktionel-viden:

Hvordan-viden = viden om, hvordan man betjener en genstand i praksis.

à Repræsenteret i de motoriske engrammer som formmæssige forhold ved handlingerne.

Funktionel-viden = viden om, hvad genstanden bruges til (genstandens funktion).

à Associeres med semantiske repræsentationer.

Korrekt genstandshåndtering bygger normalt på begge former for viden.

Liepmann: lokaliserede i begyndelsen af 1900-tallet brugen af indlærte bevægelser til venstre hemisfære.

Apraksiernes klassifikation

Ideomotorisk apraksi (IMA): er den hyppigste form for apraksi og kendetegnes ved spatiotemporale og formmæssige fejl i udførelsen af bevægelser (patienten ved ikke, hvordan han/hun skal udføre bevægelsen).

De spatiotemporale fejl vedrører dynamikken i bevægelserne.

De formmæssige fejl vedrører forstyrrelser i bevægelsernes indhold (statisk komponent).

Buxbaum opdelte ideomotorisk apraksi i to hovedformer:

1) Dynamisk IMA: kendetegnes ved spatiotemporale fejl, hvor patienten udviser problemer i udførelsen af samtlige handlinger (meningsfulde som meningsløse).

De motoriske engrammer er intakte, og derfor har patienten god forståelse for de meningsfulde bevægelser, selvom han/hun ikke selv kan udføre dem.

Dynamisk IMA ses ved skadesuperiort i parietallappen og i de superiore dele af præmotorisk kortex.

 

2) Repræsentationel IMA: kendetegnes ved, at patienten kan imitere handling, men ikke udføre handling ved verbal anmodning.

Patientens spatiotemporale transformationsstrukturer er intakte (muliggør imitation), men de motoriske engrammer er dysfunktionelle.

Patienten er desuden ikke i stand til at skelne mellem meningsfulde og meningsløse handlinger.

Repræsentationel IMA ses ved skade i den inferiore del af venstre parietallap.

IMA optræder oftest efter venstresidige læsioner, hvilket peger på, at venstre hemisfære dominerer i udførelsen af indlærte handlinger.

Apraksi efter højresidige læsioner er ofte relateret til visuospatiale komponenter ved en handling.

à Højre hemisfære spiller således en fremtrædende rolle ved indlæringen af nye handinger, inden disse automatiseres og lagres som motoriske engrammer i venstre hemisfære.

Ideatorisk apraksi (IA): er en ”højere ordens apraksi”, der ifølge én forståelse kendetegnes ved sekventielle fejl. En anden forståelse af IA går på, at patienten ikke kan associere genstande med deres funktion og derfor ikke kan betjene enkeltgenstande.

à Patienternes fejl afspejler en grundlæggende begrebsmæssig forstyrrelse.

Pga. usikkerheden omkring definitionen og forståelsen af IA viger anvendelsen af denne betegnelse til fordel for mere veldefinerede beskrivelser såsom konceptuel apraksi.

Konceptuel apraksi (begrebsmæssig apraksi): kendetegnes ved, at patienten ikke kan associere en genstand med dens korrekte handling (ofte kan patienten benævne genstanden, men ikke bruge den korrekt).

Som udgangspunkt kan patienten identificere funktionen af givne objekter (intakt funktionel viden) og udføre handlinger uden spatiotemporale eller formmæssige forstyrrelser, MEN patienten vælger de forkerte genstande i realiseringen af handlinger (fx børste tænder med en kam).

Konceptuel apraksi optræder ofte efter venstresidige frontale læsioner, men forstyrrelsens lokalisation er ikke helt sikker – dog er præmotorisk kortex en oplagt kandidat, idet præ­motorisk kortex understøtter associationer mellem funktionel-vi

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s