Gade, A., Gerlach, C., Starrfelt, R., & Pedersen, P.M. (Red.)(2009). Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.

Neuropsykologiens grundantagelse = hjernen er en særlig forudsætning for psykiske processer.

Celle-doktrinen = den første teori om psykiske funktioner, som dominerede frem til renæssancen.

Psykiske funktioner lokaliseres i hjernens hulrum (ventrikler):

(1) Modtager af sensoriske indtryk (à forestillingsbilleder).

(2) Intellektuelle færdigheder (tænkning og vurdering).

(3) Hukommelse.

à Thomas Willis flyttede mentale funktioner fra ventriklerne til hjernevævet.

Frenologi:  Forskellige personlighedstræk og evner er lokaliseret i forskellige hjerneområder. Hvor udviklede disse træk var, kunne aflæses på kraniets ydre form.

Flourens: Kritik af frenologien à hjernen fungerer som et udifferentieret hele (ingen specialiserede områder).

Læsionsmetoden = eksperiementel udførelse af hjernelæsioner på dyr efterfulgt af adfærdsobservationer.

Pierre-Paul Broca: påviste cerebral lokalisation af sprog (= starten på neuropsykologien).

1861: Den inferiore og posteriore del af frontallappen er ansvarlig for sprogproduktionen.

à 1865: Særligt i venstre frontallap; anden og tredje frontale gyrus (Brocas område) = vi taler med venstre hemisfære.

John H. Jackson: Teori om hjernens funktioner, der kan opdeles i hierarkisk opbyggede centre.De lavere centre har specifikke funktioner, mens de højere er mere komplekse.

Constantin Von Monakow: optaget af at beskrive forbindelserne mellem hjernecentrene. Ifølge Von Monakow kan en skade i område X påvirke område Y, såfremt X og Y er anatomisk forbundet (= diaskese-princippet).

Karl S. Lashley: Kritiker af lokalisationsteorien og satte sig for at finde ”engrammet” (= de strukturelle ændringer i hjernen, som han mente måtte optræde efter indlæring. Det lykkedes ham dog aldrig at finde engrammet).

Donald O. Hebb: Indlæring består i forstærkning mellem to (eller flere) neuroner gennem en permanent styrkelse af deres synaptiske forbindelser à What fire together, wire together (udgør grundlaget for de konnektionistiske modeller).

Carl Wernicke: beskrev i 1874 patienter med tab af sprogforståelsen, der havde læsioner i temporallappen bag auditivt cotex (Wernickes område).

Wernicke udviklede sprogmodeller (= psykologiske diagrammer), der beskrev sprog­centrenes samspil og deres anatomiske grundlag.

Weinecke-Lichtheim modellen: Sproglige og kognitive vanskeligheder kan opstå som følge af afbrydelser af forbindelser mellem hjernesystemer og ikke blot efter skader i systemerne i sig selv = diskonnektionssyndromer (fx konduktionsafasi, hvor forbindelsen ml. Brocas og Wernickes området menes at være brudt).

Diagrammagerne: forsøgte at beskrive, hvilke kognitive funktioner der blev varetaget af de skadede hjerneområder i den raske hjerne.

Ulempe ved diagrammerne: antager, at områderne er strengt lokaliserbare og tager derfor ikke højde for, at bortfald af funktion Y også kan ske ved læsion i område Z. Desuden hviler empirien alene på kliniske iagttagelser.

Paradigmeskift: Efter 2. verdenskrig begynder man at anvende standardiserede forsøgs­protokoller, psykometriske test og gruppestudier i stedet for enkelte patientstudier.

Normann Geschwind: reintroducerede og videreudviklede Wernickes diagram over sprog­områderne.

à 1965: demonstrerede i artikel, hvordan mange kognitive forstyrrelser kan forstås som et resultat af ødelagte forbindelser mellem forskellige kortikale områder.

Kognitiv neuropsykologi: inspireret af kognitionsvidenskaben, der fremkom i begyndelsen af 1950’erne.

Kognitiv neuropsykologi er optaget af, hvordan læsionermedfører forstyr­relser, der kan belyse normal kognition.

Kognitiv neuropsykologi har gjort særlig brug af at demonstrere dissociationer (= forskelle mellem ramte og intakte kognitive funktioner).

Enkelt dissociation: To kognitive funktioner adskiller sig fra hinanden, men virker ikke nødvendigvis uafhængigt af hinanden. Fx en patient har kompromitteret episodisk hukommelse, men patientens semantisk hukommelse er intakt.

Et stærkere bevis for kognitive funktioners uafhængighed kan gives, hvis man kan finde en dobbelt dissosiation, hvor det omvendte mønster findes hos en anden patient (= normal episodisk hukommelse, men kompromitteret semantisk hukommelse).

I moderne tid er udviklet en række metoder til at studere hjernen in vivo:

CT og MR: fremstiller hjernens anatomi = muligt at afklare læsioners størrelse og lokalisation.

PET og fMRI: viser hjernens aktivitet = muligt direkte at undersøge den raske hjerne.

De billeddannende teknikker har gjort det muligt at teste hypoteser afledt af neuro­psykologiske modeller via studier af raske patienter. Ligeledes kan man opnå viden om en given funktion ved at se på, hvilke områder af hjernen der aktiveres, nå