Kapitel 09: Anosognosi

Gade, A., Gerlach, C., Starrfelt, R., & Pedersen, P.M. (Red.)(2009). Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.

Anosognosi = svigtende sygdomserkendelse (ses ofte ved svære hovedtraumer og demens­sygdomme, men det har været vanskeligt at få hold på lokalisationen af de ansvarlige læsioner).

Babinski indførte begrebet i 1914 og anvendte det specifikt om manglende erkendelse af hemiparese (halvsidig lammelse).

Graden af patientens symptomerkendelse er afgørende for rehabiliteringen.

Ved apopleksi optræder anosognosi især for specifikke udfald såsom lammelse, synsfeltdefekt mv. àLokal anosognosi (typisk efter infarkt i højre hemisfære).

Ved hovedtraumer og demens ses der udover den lokale anosognosi også ofte en global anosognosi, der indebærer svigt i erkendelsen af mere generelle forandringer i væremåde, adfærd og personlighed.

Anosognosi for hemiparese (AHP): kan antage forskellige udtryksformer i forbindelse med apopleksiens remission.

Den akutte apopleksipatient kan benægte hemiparesen og vil i nogle tilfælde ikke erkende den lammede arm som sin egen.

Senere i forløbet vil patienten ikke spontant fortælle om lammelsen, men bekræfter den, når han/hun spørges direkte.

Endnu senere fortæller patienten spontant om lammelsen, men kan virke ligeglad og have urealistiske fremtidsplaner, der ikke tager højde for lammelsen.

For at erkende hemiparesen må patienten:

          Have chance for at opdage den.

          Huske opdagelsen heraf.

          Forstå årsagen dertil.

          Have en emotionel reaktion.

          Forstå konsekvenserne for fremtidige aktiviteter og tage højde herfor i planlægningen.

Ved AHP kan verbale udsagn og adfærd være dissocierede:

A) Nogle patienter medgiver hemiparesen, men glemmer at tage højde for den i adfærden.

B) Andre patienter benægter hemiparesen, men bliver liggende uden forsøg på at stå ud af sengen.

AHP optræder meget hyppigt sammen med neglekt, men de to symptomer kan også optræde hver for sig (dobbelt dissocierede).

Anosognosi for hemianopsi (AHA): er hyppigere end AHP, hvilket formentlig skyldes, at synsbanerne er anatomisk tættere på områderne, som er ansvarlige for anosognosi, end de motoriske er.

Anosognosi for cerebral blindhed (Antons syndrom): opstår efter bilateral skade i occipital kortex. Disse patienter kan opleve livlige hallucinationer og er generelt mere kognitivt afficerede, hvorfor de har vanskeligt ved at opdage, at noget er galt.

Patienter med Wernicke-afasi kan i begyndelse også have anosognosi. Hvor andre former for anosognosi for specifikke symptomer oftest ses ved højre hemisfære apopleksi, er der her tale om læsion i venstre hemisfære.

Vuilleumier har foreslået et grundlag for en model for anosognosi, der omfatter tre operationer:

1) Appreciation (erfaring af udfald)

2) Belief (antagelser om egen funktion)

3) Check (tjekoperationer)

Lokalisation: Anosognosi ses oftest ved læsion i højre hemisfære (især temporoparietalt, men også præfrontalt).

Sandsynligheden for anosognosi er størst, når læsionen både involverer parietale og frontale strukturer.

Anosognosi for kognitive udfald:

1) Anosognosi ved hovedtraumer: medfører ofte svigt i styringsfunktioner såsom planlægning, hukommelse, koncentration, problemløsning og kontrol af adfærd m.m.

Endvidere har patienterne ofte en generel svækkelse af selvbevidstheden og har derfor vanskeligt ved at erkende ændringer i personlighed og adfærd.

2) Anosognosi ved demens: ses særligt ved Alzheimer og frontotemporal demens.

Ved svær til moderat demens er anosognosi snarere reglen end undtagelsen.

Symptomerne ved anosognosi for Alzheimer er ofte manglende indsigt ift. nedsat hukommelse samt manglende evne til at erkende, at man er syg og har brug for behandling.

Symptomerne ved anosognosi for frontotemporal demens er først og fremmest ændringer i adfærd og personlighed.

Undersøgelsesmetoder:

Anosognosi er bl.a. blevet undersøgt af Bisiach, hvor sværhedsgraden af anosognosi vurderes på en skala fra 0-3 (0 = lammelsen rapporteres spontant; 3 = umuligt at få patienten til at vedgå lammelsen).

Anosognosi for kognitive udfald (demens og hovedtraumer) undersøges ved at sammen­ligne patientens egen vurdering af funktionsniveau med en nær pårørendes vurdering.

En anden hyppigt anvendt metode er at spørge patienten til dennes forventninger om egne præsentationer i en prøve.

Rehabilitering: Anosognosi kan nedsætte patientens motiv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s