Fellows, L. K. (2010). Damaged self, damaged control: A component process analysis of the effects of frontal lobe damage on human decision making. In R.R.Hassin, K. V. Ochsner, & Y. Trope (Eds.), Self control in society, mind, and brain (pp. 27-37). New York: Oxford University Press. 1A 

 

Abstract:

Frontallaps skader kan forstyrre bedømmelse, beslutningstagning og selv-kontrol – og ofte med ødelæggende konsekvenser for hverdagen.

Artiklen vil give et overblik over det neurologiske arbejde der omhandler frontallappernes bidrag til “reinforcement learning” og beslutningstagning hos mennesker. Endvidere beskrives potentielle komponenter i selv-kontrol processer.  Selv-kontrol bliver her betragtet i forhold til valg.

 

Varianter af selv-kontrol

Selv-kontrol ikke et s let konstrukt at operationalisere – men er et meget kompleks begreb.  Pga. af dette har neurovidenskab ikke været i stand til at komme med en omfattende teori om selv-kontrol.

 

Hierarki af kontrol

Kritik af at menneskelig adfærd betragtes som en kamp mellem ”bottom-up” og ”top-down” processer.

–       ”Bottom” refererer til strukturer som hjernestammen, basalganglierne og det limbiske system (inklusiv amygdala og hypothalamus).

–       ”Top” refererer til cerebral kortex generelt – højere ordens associations kortex.

 

Top-down og bottom-up diktonomien er også blevet brugt på adfærdsniveau.

–       Top-down refererer til abstrakte, rationelle, mål-orienteret som kræver flere trin før det ønskede udfald (eksekutive funktioner). – og er relateret til præfrontal kortex.

–       Bottom-up refererer til refleksive (refleks), miljø-triggeret og emotionelt drevne. – og er relateret til subkortikale og limbiske strukturer.

 

= denne diktonomi er alt for simpelt og misledende, og burde afskaffes totalt.

 

Udredning af mere distribuerede model for selv-kontrol

En hjerne-baseret komponent tilgang til selv-kontrol behøver kun en formodning om hvilke komponenter der er involveret for at være neurobiologiske plausibel.

Der er tre neurovidenskabelige metoder kan bruges til at undersøge selv-kontrol:

–       Læsionsmetoden (anvendt i denne undersøgelse)

–       Transkraniel magnetisk stimulation

–       Farmakologisk  manipulation (denne fortæller dog ikke noget om hvilke strukturer der er involveret).

 

Frontallaps skader påvirkning af selv-kontrol aspekter

Beslutningstagning er en måde at studere selv-kontrol. Selvom at beslutningstagning ikke behøver at involverer selv-kontrol, så involverer selv-kontrol, beslutningstagning.

Læsionsstudier har givet viden om at Ventromediale regioner af Præfrontal kortex spiller en kritisk rolle i beslutningstagning. Anstrengelsen om at forstå hvilken rolle VMF spiller i beslutningstagning har givet interessante perspektiver af de basale byggestene som selv-kontrol bygger på.

Iowa gambling test: Patienter med skade i VMF have besvær med at udføre denne test korrekt – men hvad der gør at disse patienter ikke kan udføre opgaven, har længe været diskuteret. Testen involverer: indlæring, flertydighed, risiko og integrering af belønnings og straf, både mellem forsøgene i forsøgene.

Testen er siden blevet set som en test der tester evnen til at foregribe fremtidige konsekvenser – og patienter med VMF skader blev set som nogle der manglede evnen til at føle risiko.

 

Fleksibel reinforcement indlæring som en model for adaptiv selv-kontrol

IGT er ikke en god test til at teste denne evne – men den skal måske snarere sige noget om evnen til at foregribe fremtiden på baggrund af tidligere erfaringer.

(Måske mangler der noget her, kan ikke helt forstå det: noget med at de udover at være dårlige til reinforcement learning, så er de også dårlige til ”simpel reversal learning”)

 

Surprise! Brud i forventningerne og dynamisk selv-kontrol

De ventromediale frontallap – specielt obitofrontal komponenter – er stærkt forbundet med to hjerneregioner som spiller en vigtig rolle i motiveret adfærd. Den ene er amygdala (kerne i temporallappen og involveret i hurtig signalering af emotionelle ladede stimuli) og hypothalamus (En region der er vigtig ifbm. regulering af basale behov og koordineringen af basale adfærds og autonome respons på stimuli relevant for at tilfredsstille disse behov).

Et nyt fund har vist at læsioner i OFC hos rotter, svækkede deres evne i reversal indlærings opgaver. Men overraskende, ved læsioner i amygdala basolateralt, var denne reversal indlæring svækkelse ikke længere til stede. I denne kontekst foreslås det at OFC tjener til at opfange brud i stimuli – forventninger om udfaldet – og til gengæld tillade andre neurale kredsløb ”at lære noget nyt”.

Det er denne evne til hurtigt at respondere på dette signal som tilsyneladende er svækket hos OFC patienter. Dette rejser spørgsmålet om OFC primært er involveret i læring om ikke-forventede negative stimuli.

Resultater fra et forsøg vidste: raske kontrolpersoner og patienter med skader udenfor VMC, lærte næsten ens fra positivt og negativ feedback.

Patienter med skader i VMC lærte almindelige fra positivt feedback, men var meget svækket i hvor meget de lærte fra negativ feedback. Disse fund foreslår at bidraget fra VFC til reversal læring bygger på en endnu mere simpel proces: at opfange ikke-forventede negative udfald, kan gøre det muligt hurtigt at tilpasse ens adfærd ift. disse udfald.

= dette giver også et andet perspektiv på selv-kontrol, nemlig vigtigheden af feedback i selv-kontrol (måske specielt negativt feedback), og det faktum at beslutningstagning optræder i dynamiske kontekster, og hvor tidligere valg påvirker de fremtidige.

 

Fremtidstænkning og frontallapperne

Meget forskning om frontallappernes rolle i beslutningstagning, omhandler hvordan tidligere valg påvirker fremtidige vag. Men spiller frontallapperne en vigtig rolle i forbindelse med fremtidig beslutningstagning?

Ved valget mellem at få belønning med det samme eller vente er et klassisk selv-kontrol dilemma. Når man undersøger dette dilemma hos frontallapsskader, raske personer og en kontrolgruppe med skader udenfor frontallapperne.

VFC og kontrolgruppen som ikke havde fokale skader i VFC udviste ikke nogle systematiske forskelle i dette dilemma. = s ingen PFC regioner er tilsyneladende kritiske i denne forbindelse.

Men til forskel var at når alle patienterne med hjerneskade omtalte fremtiden/tænkte på fremtiden (fremtidsperspektivet) var denne væsentlig kortere end hos kontrolgruppen havde et meget mindre ”fremtids vindue” sammenlignet med de raske kontrolpersoner.

 

Subjektive værdier som et anker for selv-kontrol

Nogle neuroner i OFC er tilsyneladende indstillet til bestemte belønninger, og disse belønninger bliver tilsyneladende evalueret i den specifikke kontekst, og deres værdi modificeres af indre faktorer (en banans værdi reduceres hvis aben lige før har fået to bananer).

fMRI data indikerer en korrelation mellem VMF aktivitet og værdi.

Måske den mest simpel form for beslutningstagning er ”præference vurdering” – noget indikerer at skade på OFC påvirker ensartetheden/inkonsistens i beslutningstagning sammenlignet med raske kontrolpersoner.

 

Selv-kontrol udover beslutningstagning

Selvom at selvkontrol involverer valg, er det klart at der også er andre processer. Andre processer er fx arbejdshukommelse, fordeling af kognitive ressourcer, vedholdelse og selektiv opmærksomhed.

De komplekse interaktioner i PFC og mellem PFC og andre kortikale og subkortikale regioner, som forekommer under normale omstændigheder – bekræfter ”løgnen” om diktonomien ”rationel vs. emotionel / kortikale vs. limbiske” redegørelse for selv-kontrol.