Zeuthen, K., Pedersen, S.H. & Gammelgaard, J. (2008). Tilknytning og udviklingens drivkraft. En kritisk diskussion af empirisk spædbørnsforskning. Psyke & Logos, 29, 431-451

– Har empirisk spædbørnsforskning forøget vores viden om det indre psykiske liv? Og bidraget til besvarelsen af spørgsmålet om, hvad der igangsætter og driver udviklingen frem?

– Psykoanalysens kritiske indstilling overfor videnskab, der laves efter den positivistiske empiriske tradition. Psykoanalysens genstand er nemlig ubevidste processer, der ikke kan måles og vejes.

– Forskelle ml. teorier om driften som produktiv skaber af betydninger i de intersubjektive relationer og tilknytningsteoriernes begreb om intentionalitet.

1. INDLEDNING

– Kritisk diskussion af:

• den videnskabelige metode (observation og empiriske fund)
• begrebet om tilknytning som udviklingens motor.

Psykoanalytisk rekonstruktion af barnet. (ANALYSE)

vs.

Den empiriske observationsmetode. (OBSERVATION)

– Har forsøg på at integrere de to områder forøget viden og skabt sikkerhed i antagelserne?

• Fx Sterns fænomenologisk inspirerede forskning (ifht. det fænomenologisk tilgængelige subjekt) og Fonagys tilknytningsteoretisk baserede forskning (ifht. det refleksive selvbevidste jeg).

– Men repræsenterer ovenstående forskning virkelig forskning med psykoanalytisk relevans? (I bund og grund beskæftiger de sig ikke med den ubevidste subjekt…)

– Psykoanalytisk forskning må være erfaringsbaseret frem for evidensbaseret (dvs. anti-scientistisk og anti-objektivistisk jf. Green (og de andre franske psykoanalytikere).)

Forskelle ml.:

Den analytiske metode (ex franske psykoanalytikere, Green)

– Udvikling motiveret af en drift, der producerer fantasier

– Videreudvikling af den klassiske psykoanalytiske teori

Den observerende metode (ex Stern, Fonagy)

– Udvikling med udgangspunkt i tilknytning

– Tilnærmelse af psykoanalysen til akademisk psykologi

1.1 OM OBSERVATION VS. ANALYSE

2 forskellige psykoanalytiske kulturer og måder at fortolke og arbejde med psykoanalysen:

1)

– Stern, Fonagy, Emde m.fl.

– Anglo-amerikansk empirisk forskningstradition

– Anna Freud og den ego-psykologiske skole

– Den observerende holdning

2)

– Green, Lacan, Laplanche (franske psykoanalytikere)

– Psykoanalytisk forskning må tage udgangspunkt i den analytiske relation

– Kontinentalfilosofi og klassisk psykoanalyse

– Den jævnt svævende opmærksomhed

Det ubevidste kan IKKE observeres!

– men fremstår som pludselige udbrud, overraskelser og fremtrædelsesformer som det ikke er muligt at anticipere.

– Kun ved at slutte baglæns, fra tolkninger til årsag, gennem et netværk af kausalitet, kan man undersøge det ubevidste.

1.2 NACHTRÄGLICHKEIT

– Psykisk udvikling foregår i et ikke-lineært forløb (dvs. ≠ fysikkens form for linearitet.)

→ UDVIKLINGENS OMVENDTE KAUSALITET

– I det psykiske liv er årsag og virkning samtidige, dvs. følger ikke hinanden.

– Nuet (hvad enten det er som perspektiv for observation eller indfanget i den analytiske situation) mister sin psykologiske betydning, idet fænomener først bliver psykisk virksomme post factum.

Begrebet Nachträglichkeit er blevet udvidet i den angelsaksiske psykoanalyse og ”tilpasset” til de respektive udviklingspsykologiske teorier, fx tilknytningsteori.

– Men psykisk udvikling må ses under et diakront tidsperspektiv:

• Jegets og driftens udvikling er IKKE synkron.

• Seksualiteten kommer for tidligt, jeget for sent.

• Dvs. nogle oplevelser indskrives i psyken længe før der er mulighed for at give det mening.

– Vi forstår først hvordan psyken arbejder, ved studiet af genkomsten af fænomener, efter at de har været forsvundet og dukker op i en form, forskellig fra den de først viste sig ved, (fx ved drømmetydning.)

1.3 PSYKISK REALITET OG REPRÆSENTATION

Psykisk realitet:

– Freud = det ubevidste, men ≠ det som har subjektiv værdi for os. Derimod er det en ubevidst fantasi skabt i mødet ml. en iagttagelse fra det virkelige liv og iagttagelsens transformation i det indre, med seksualiteten som mellemkomst.

– Emde = ”imaginative reality”, det der er meningsfulde og subjektive oplevelser.

– Fonagy et al. = psykisk ækvivalens, oplevelsesmåde hos det lille barn, hvor der ikke skelnes ml. ydre og indre virkelighed.

Psykisk repræsentation:

– Driftens repræsentation i det psykiske.

– Som en formidling til det indre, af erfaringer gjort i den ydre verdens relationelle liv (fx som i objektrelationsteorier og tilknytningsteori.)

2.1 TILKNYTNING

Fonagy og MENTALISERING (evnen til at opfatte sig selv og andre som motiverede af indre mentale tilstande):

– Et forsøg på at sammentænke/forlige psykoanalyse og tilknytningsteori (ifølge Fonagy-gruppen)

• Artiklens standpunkt er dog, at på trods af et muligt begrebsmæssigt overlap er de to teoridannelser opbygget af kvalitativt forskellige grundelementer.

FREUD:

– Det psykiske vækkes i (det i begyndelsen lukkede) spædbarnet pga. indre behov.

– Behovene forsøges imødekommet ved at det lille barn forestiller sig/hallucinerer det ønskede/fraværende.

– Det psykiske drejer sig om noget vi IKKE har – som vi må forestille os.

FONAGY:

– Udgangspunktet = det lille barns perception af den faktiske ydre verden.

– Spædbarnet er mere orienteret mod det ydre (end mod det indre – som hos Freud.)

– Barnet søger udadtil og finder sig selv i moderens spejlinger.

– Dermed nedtones driftsbegrebet og det ubevidste.

Årsagen til udviklingens rettethed:

o Freud – DRIFTEN

o Fonagy – INTENTIONALITET

2.2 UDVIKLINGENS MOTOR

– Mentaliseringsteorien ønsker at være en evidensbaseret teori og forsøger at opbygge og verificere de teoretiske konstruktioner (vha. bl.a. neuropsykologiske fund og spædbarnsforsøg.)

– Når intentionalitet erstatter drift, ændrer det vores forståelse af det intersubjektive felt.

– Driften kommer indefra og producerer fantasier. Med disse fantasier tillægger barnet relationen til omsorgspersoner en betydning. Dermed opstår der en forskel ml. indre og ydre.

– Driften er knyttet til fantasien, primærprocesserne og det ubevidste.

– Intentionaliteten er knyttet til bevidsthed og realiteten.

– Dvs. det intentionelle mentaliseringsteoretiske barn forsøger at forstå den andens handlinger ud fra rationelle, realitetsorienterede overvejelser.

– Hvor barnet, fx hos Lacan, udvikler sig ved at (forsøge at) forstå den andens, fx moderens, subjektivitet og andethed, skal barnet hos Fonagy ’blot’ finde sig selv i moderens spejlinger.

– Moderen spejler blot det tilbage som barnet kommer med, uden at tilføje noget som barnet skal forstå og give betydning, bl.a. via fantasien.

– Set fra en psykoanalytisk vinkel forsvinder INTRAsubjektive aspekt ved intersubjektiviteten derfor i mentaliseringsteorien.

– Det mentaliserings- og tilknytningsteoretiske subjekt er skræddersyet/konstrueret så det kan måles og vejes, men får det problem at forklare, hvad der egentlig driver barnet til at udvikle sig.

– (HVOR KOMMER BARNETS INTENTIONALITET FRA?)

– Mentaliseringsteorien centrerer sig evnen til at forholde sig til den anden som et væsen med et selvstændigt indre, MEN formår ikke samtidig at begrebsliggøre, HVORDAN denne evne opstår.

3.1 UDVIKLING UDEN SYNKRONI

– Laplanche fastholder klassiske psykoanalytiske tradition ved at lade drift, fantasi og det ubevidste forblive omdrejningspunktet i erkendelsen om udvikling.

– Barnet skaber og genskaber den ydre verden i sit indre, men gør det i mødet med de voksne, der tager sig af barnet. (Andetheden/fremmedheden ml. barn og voksen (pga. relationens udviklingsmæssige asymmetri) bliver drivkraften i barnets udvikling.)

– Seksualdriften = det ubevidstes kerne (og det IKKE kun ifht. seksualitet og den seksuelle oplevelse.)

– Libido = barnets ønske/begær, barnets forventning om tilfredsstillelse.

– Freuds driftbegreb refererer til ’PSYKOSEKSUALITET’.

3.2 DRIFT SOM DRIVKRAFT

– Driftens afsæt er biologien, men driften gives betydning udefra, i den kultur som relationen til først og fremmest moderen tilbyder.

– Fonagy-gruppen bruger tilknytningsbegrebet til at vise, hvordan barnets indre og ydre verden først udvikles og derefter integreres via tilknytningen.

– Laplanche viser at der ikke er en adskillelse mellem den indre og ydre verden i barnets tidlige psyke, fordi barnets indre kommer udefra, i mødet med den anden.

– (Adskillelsen skal skabes i den udvikling, der finder sted i barnets relation til den voksne.)

– (Udviklingens drivkraft kommer udefra, fra den voksne, der fører barnet ind i et voksent univers, der er fuld af betydning udenfor barnets rækkevidde.)

3.3 INSTINKTER OG DRIFTER

– Drifter = et psykisk billede af eller udtryk for noget kropsligt, (dvs. opstår fra det biologiske niveau, men manifesterer sig på det psykiske.)

– Betydningen af drifterne kommer uderfra, fra den voksne, der tilfredsstiller barnets behov, og drifterne er derfor et produkt af relationen mellem barnet og den voksne.

– Det psykoseksuelle beskriver den vej vi går GENNEM tilfredsstillelsen for at opnå den – og er altså ikke tilfredsstillelsen i sig selv.

– Barnet skal lære at skelne ml. tilfredsstillelsen og det, tilfredsstillelsen opnås med.

– Barnet skal lære at skelne ml. relationen og realiteten (og barnet skal lære dette fra den voksne.)

– Begrebet om driften peger på, at det er bevægelsen fra instinkt → drift, fra krop → psyke, fra intentionalitet → relationalitet og fra overlevelse → psykoseksualitet, der gør os til de specifikke mennesker vi er.

– Barnets udvikling baserer sig på, at det fødes ind i en relationalitet, før det har begreb om, hvad det betyder.

– Barnets udvikling er bundet til relationen, fx i sine forventninger til den voksne.

3.4 ET AKTIVT ELLER PASSIVT BARN

Laplanches ’generelle forførelse’ (genopdagelsen af Freuds forførelsesteori) = barnet forføres af den voksnes betydning uden aktivt at deltage i at give sig selv og relationen betydning, (barnet er ikke passivt, men dets aktivitet er bestemt af samspillet ml. barnets skrøbelige præmisser for at deltage, samt den specifikke relation barnet er en del af.)

Intentionalitet eller Drift (to forskellige ideologier)

– Barnet og verden er allerede adskilte dualiteter.

– Udviklingsbegrebet implicerer barnets mere ell. mindre succesfulde tilegnelse af verden.

– Denne proces kan observeres i barnets samspil med dets omgivelser. – Barnets umodenhed bevirker, at barnets verden gives betydning i det relationer, men først forstås af barnet med tilbagevirkende kraft.

– Udvikling ≠ synkron fremadskridende, og kan derfor ikke observeres, men må (re)konstrueres i den psykoanalytiske erfaring.

4. AFSLUTNING

Denne kritiske diskussion af moderne spædbørnsforskning baseres særligt på, at psykoanalysens genstand er fænomener, der IKKE kan bevises eller observeres empirisk.