White, M. (2000). Re-engaging with history: The absent but implicit. In M. White, Reflections on Narrative Practice. Essays & Interviews (pp. 35-58). Adelaide: Dulwich Centre Publications. (24 sider)

Den narrative terapi søger at tilvejebringe folk muligheden for at reenagere sig i deres egne historier. White understreger dog, at det at re-enagere sig ikke skal forstås som en ”reframing” eller en ”revision” af historien (som udskifter en dårlig totalitet med en god), da begge implicerer risikoen for en ”single-storied experience”.

I stedet for en praksis der udskifter en ramme med en anden, argumenterer han for ”multistoried experiences”

Det fraværende men implicitte

En tilgang til at øge folks evne til at reengagere sig i deres egen historie er at identificere det fraværende men implicitte(36).

Det fraværende men implicitte i livsytringer er det som gør det muligt for folk at tillægge deres levede oplevelse mening. Det er informeret af den forståelse, at beskrivelser ikke er en-til-en repræsentationer af virkeligheden men relationelle konstruktioner (Liv: afvisning af den arkæologiske model), der får sin mening i relation til noget andet.

Da beskrivelser ikke er repræsentationelle men relationelle er alle beskrivelser altid en del af en dualitet. Det fraværende men implicitte er den uudtalte del af denne dualitet.

Ideen er inspireret af Bateson & Derrida, som udfordrede ideen om en ikke-medieret viden om verden à alt er medieret

Derrida udviklede en dekonstruktions-metode til tekstanalyse, som fokuserede på de fraværende tegn/beskrivelser, meningen afhang af.

Terapeuten må bidrage til, at det fraværende men implicitte identificeres, så der skabes multiplicitet.

Som respons på en persons ytring om at ”Jeg kan ikke længere se en fremtid” kan man fx følge op med: ”Du siger du ikke længere kan se en fremtid? Ville det være ok hvis jeg spurgte dig ud omkring de muligheder for din fremtid du før har set for dig?”

s. 38: Det fraværende men implicitte kan fx være et håb om at ting ville være anderledes (bringe fokus på folks drømme, visioner, forventninger, ønsker der skal uddybes). Fx: ”Hvordan lykkedes det dig at holde fast i håbet så længe som du har gjort, til trods for alt du har været igennem? Eller fokus på en identifikation af de evner, der tillod folk at fastholde håbet; Hvilke tiltag tog du for at vinde håbet tilbage?

OBS: Fokus på de historiske betingelser, der tilvejebragte en kontekst for folks ytringers erkendelse/discernment?, med henblik på at reproducere dem!!

Udfordrer den naturalistiske identitetstilgang (s. 40)

Det fraværende men implicitte er ikke en manifestation af en essens eller en evigt givet ”tilstedeværelse”. White indvender, at den humanistiske identitetsforståelse potentielt hindrer terapien, da de slører signifikant viden og vigtige historie betingelser, der udgør den kontekst livsytringerne produceres i – fare for tynde konklusioner.

Man skal dog ikke afvise folks egne konklusioner, der potentielt ytrer personlige egenskaber men udfolde disse konklusioner. Samtaler skal ”udpakke” disse identitetskonklusioner og skabe nye handlemuligheder, der ellers ikke ville være tilgængelige!

Dobbelt lytning og multihistorielle samtaler

Identifikation af det fraværende men implicitte fordrer dobbelt lytning, hvor man skal udforske det usagte hvormed terapeutiske samtaler bliver enmultihistoriel samtale, som skal muliggøre, at man kan tale om konsekvensen af deres oplevelser og udforske alternative identitetskonklusioner, der udfordrer de negative, og hvilke færdigheder der er associeret med de alternative konklusioner.

OBS s. 41: White vender sig mod singled-storied samtaler, der er informeret af moderne katharsisantagelser, da han mener, de risikerer en retraumatisering og reinforcere negative identitetskonklusioner.

Kategorier af re-engagement:

Kategorier af re-engagement udgør en mulig praksisguide, der fører til etablering af nye distinktioner og øger spændvidden af tilgængelige muligheder for samtale. Resten af teksten søger White at give eksempler på sådanne kategorier.

Case-eksempler

• Julie-case (42-48): Julie opsøger terapien grundet en følelse af utilfredshed med livet og en oplevelse af, at hun er blevet uretfærdigt behandlet. Tidligere klinisk behandling har beskrevet hendes problemer som sorg over en tabt barndom og vrede over hendes byrde-fulde liv.

Her er det fraværende men implicitte, at der i artikulationen af uretfærdighed/unfairness og af at have båret en tung byrde ligger en længsel efter anerkendelse. De udtrykte problemer begribes ikke ud fra en naturalistisk tilgang, hvor man fortolker problemer som manifestation af en indre natur, men udfordres via spørgsmål, som undersøger, hvordan Julie har bevaret sin relation til ”længslen for ankerkendelse” + ex på anerkendelsesoplevelser + finde eksempler på oplevelser der understreger Julies viden og færdigheder – der identificeres et nyt ”livsterritorium”.

Herefter inddrages hun i bevidningsceremoni med andre ”parentified  children”, der indgår i Whites ”kartotek”, Mødet strukturerede som en ”definerende ceremoni”:

1. Julie interviewes angående hendes forældremæssige karriere, om hendes viden og evner og hvilke muligheder det har givet hende.

2. De tre inviterede genfortæller hvad de har hørt struktureret af Whites spørgsmål, der muliggør at deres genfortælling knytter julies historier sammen med deres egne historier via fælles temaer, formål og forpligtigelser/engagementer.

3. Julie inviteres til at tale om, hvad hun har hørt i genfortællingen (fx: Er der noget i dit liv du tillægger større værdi nu / eller i højere grad anerkender som en konsekvens af disse genfortællinger?) I julies tilfælde oplever hun at følelsen af ufuldstændighed er væk / hun føler i højere grad værdien af de evner hun har og ser både fordele og ulemper ved sin status.

·                     Lyndon/postmand-case (48-53): Lyndon kommer til terapien med en oplevelse af ”utilstrækkelighed”, som han ser som et resultat af sin fars ikke-tilstedeværelse og afvisning af ham.

I stedet for et naturalistisk fokus på, hvorfor Lyndons krav ikke var blevet mødt eller det naturlige i at føle sådan, vender White sig mod det fraværende men implicitte, der gør det muligt for Lyndon at konkludere, at han mangler noget i livet. Via udspørgen til fiskeinteresse identificeres byens postmand, som en nøgleperson, der drog omsorg for Lyndon og anerkendte ham. Via huske/oplevelsesspørgsmål adresseres postmandens bidrag til Lyndons liv og omvendt – dette bidrager til erkendelsen af at Lyndon havde noget at bidrage med til relationer. Dette bliver udgangspunktet for at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor faderen ikke forhindrer denne relation. Mellem sessioner opsøger Lyndon sin onkel og får viden om faderens oplevede utilstrækkelighed og frygt for at ødelægge Lyndons liv grundet egne krigstraumer. Faderens fravær rekonceptualiseres som ”hans gave til sin søn”. Lyndon deltager i ANZC dagen og besøger sin fars grav bryder fri af sin utilstrækkelighedsfølelse og reengagerer sig i sin personlige historie på en ny måde, der muliggør en revision af hans nuværende relationer.

Understreger at en tilgang der afviser et naturalistisk udgangspunkt kan bidrage til genforfattende samtaler.

 

• Jane-case (53-57): ex på hvordan dobbeltheden i Janes historie (forståelsen af at hun fortjente misbruget vs. en oplevelse af at det hun havde været udsat for var forkert og uretfærdigt) bliver udgangspunktet for at identificere, hvordan der implicit i Janes oplevelse af uretfærdighed ligger et ønske om retfærdighed. Ex på spørgsmål: Er det ok hvis jeg stiller dig nogle spørgsmål om, hvordan de kom til det punkt, hvor du indså, at det var en uretfærdighed? Og hvordan formåede du at holde fast i den forståelse på trods af alt?             – der findes eksempler på Janes færdigheder, evne til at opfatte uretfærdighed og ønske om at gøre en forskel i verden. Det som før er blevet mødt som upassende aggressiv adfærd forstås nu som handlinger, der udføres i en kontekst af magtulighed drevet af et ønske om retfærdighed – hendes ”kald”. Endvidere udforskes de historiske muligheder, der har givet anledning til denne optagethed og Jane & sues delte engagement i at sikre retfærdighed identificeres.