Spence, D.P. (1982). The successor to archaeology.

Spence, D.P. (1982). The successor to archaeology. In D.P. Spence, Narrative truth and historical truth. Meaning and interpretation in psychoanalysis (pp.263-278). New York, US: W.W. Norton & Company. (16 sider)

  • Taler om fortolkninger i terapien
  • Placering: psykoanalytisk: Han forholder sig til den klassiske psykoanalytiske praksis som han viderefører. Terapiretningsmæssigt hører han til psykoanalytisk, men han er kritisk overfor brugen af case metoden (Freud).
  • Den centrale pointe er, at analytikerens tolkninger ikke kan tilskrives eller appellere til historisk sandhed, da den historiske sandhed er uden for rækkevidde. En central del af hans argument er, at sproglige beskrivelser kun har en løs kobling til de ”oprindelige erfaringer”.

 

Den komplette sandhed af en hver beretning vil altid være uden for rækkevidde. Jf. Searle: der findes ikke en ”nul-kontekst”, idet vi forstår mening ud fra vores baggrundsantagelser.Spence påpeger, at dette forhold også må gælde for terapeutenstolkning.

Det en patient siger, skal altid forstås på ud fra hans liv og kan aldrig helt forstås med mindre at vi kender den komplette kontekst, fortidig eller nutidig.

à Freuds udgangspunktet i terapi var ”arkæologi” som metafor for udgravningen af de intakte forhistoriske konstruktioner.

Spence problematiserer den arkæologiske tilgang og påpeger, at sproglige beskrivelser af form og fragmenter aldrig bliver en gengivelse, der korresponderer til de oprindelige erfaringer, som vi aldrig kan få adgang til. Betingelserne for repræsentation svarer kun løst til betingelserne for beskrivelse.

Ytringen er ikke en repræsentation af fortiden men en nutidig narration– en kreativ handling! Dermed er fortolkningsmulighederne endeløse. Freud antog dette, men overså at dette også gælder analysandens forståelse.

Fortolkning er ikke forankret i en historisk sandhed men er en kreativ og æstetisk oplevelse

Succeskriteriet for god klinisk behandling er således ikke fortolkningens historiske sandhed men dens æstetiske sandhed, der bidrager til narrativets appel og fastholder dens struktur over tid.

Konstruktioner er ikke virkningsfulde pga. deres forbindelse til fortiden, men pga. deres retoriske form. dvs. alene fordi en narrativ sammenhæng har en overbevisende æstetisk karakter.

Fortolkninger som en paradigmatisk udtalelse

En paradigmatisk sætning er en bestemt måde at tale på, og der kan argumenteres for at når terapeuten laver en fortolkning er det en bestemt form for tale i den analytiske situation, som på nogle områder kan minde om den paradigmatiske sætning. Og tit er det ikke muligt for terapeuten at underbygge fortolkningen med beviser.

Paradigmatisk udtalelser er aldrig sande eller falske (fordi udtalelsen handler om noget som ikke er sket endnu, men er snarere et ønske om at ville påvirke fremtiden, et ønske til fremtiden), det er et instrument til at starte en bestemt handlingsforløb (s. 271).

Terapeutens rolle: ”commits himself to a belief in his formulation but not necessarily to a belief in its referent”. I modsætning til rekonstruktion hvor man forpligter sig på at dokumentere ytringers historiske sandhed, indebærer denne pragmatiske konstruktion ikke en bekræftelse af historisk sandhed men blot ” a belief in the proposition”, der kan skabe forandring i det analytiske rum.

Hovedpointer:

1)      Fortolkningens historiske rødder er ikke relevantà afvisning af den arkæologiske model

2)      Fortolkning som æstetisk skabelse eller pragmatisk ytring fokuserer på narrativ sandhed

3)      Fortolkning er midler til fremtidige mål og ikke et resultat af fortidige årsager (fokus på effekt)

Stence addresser konsekvenserne: Hvis vi ikke har adgang til fortiden, hvordan kan vi så sikre os, at vores fortolkninger er kvalificerede? Hvordan beskytter man sig som terapeut mod at tage beslutninger på baggrund af utilstrækkeligt bevis? Og hvordan afgør man hvilken fortolkning, der skal vælges?

En ytring må vurderes i forhold til de betingelser, den skabes under og det udfald, den producerer.

Dette har to konsekvenser:

1)      En fortolknings sandhed er altid betinget, hvorfor dens vurdering afhænger af kontekstens ”completeness”(må informeres om alle tænkelige betingelser). Data kræver analysandens ”priviliged competence”

2)      Problemet med konceptuel forandring: Hvis sandheden er betinget og vi kun kan forstå en fortolknings mening via vores baggrundsantagelser, som opererer i et særligt analytisk rum, må der opstå teoretiske uoverensstemmelser som forårsaget af, at vi drager konklusioner ud fra utilstrækkelig data. (= afviser brugen af case-historier)

Derfor advarer Spence mod generalisering af kliniske begivenheder, da det ikke kan kvalificeres, hvis ikke man har fuld adgang til den særlige terapeutiske udveksling.

Refleksionsspørgsmål fra undervisningen:

  • Relationen mellem narrativ og virkelighed: epistemologisk problem?- grænserne for erkendelsen er stærkt subjektive, idet virkeligheden er en narrativ konstruktion.Succeskriteriet bliver den gode historie?

 

  • Etisk diskussion: falske erindringer med voldsomme praksiskonsekvenser for andre menneskers integritet og eftermæle (Diskussion af Nachträglichkeit)

 

  • Handling i fht. case: Skal historien støttes og hvorfor? Hvad er det ønskelige udfald af terapien? Spences sandhedskriterier fordrer en understøttelse af historien, hvilket er potentielt etisk problematisk..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s