Sameroff, A.J. (2000): Developmental systems… (note B)

Sameroff, A.J. (2000): Developmental systems and psychopathology. Development and Psychopathology, 12, 297-312

Dialektiske modsætninger indenfor psykopatologi som felt:
– Abstrakte diagnostiske kategorier og komplekse, dynamiske real-life fænomener/problemer
– Forholdet ml. psykisk forstyrrelse og psykisk sundhed (dis/kontinuitet ml. sygdom og ’normalitet’)
– Patologi som sygdom eller adaptiv proces
– Forholdet ml. individ og miljø

1. DOMINANT ISSUES FOR THE FIELD

Spørgsmål om hvordan man konceptualiserer og forstår begreber som:

• patologi ifht. normalitet
• individet og udvikling
• miljøets rolle (i individets udvikling)

Udviklingspsykopatologi opstod som bevægelse på baggrund af tidligere modellers manglende forklaringskraft vedrørende empiriske fund, ifht. udviklingen og vedligeholdelsen af psykiske forstyrrelser.

Ex: Den traditionelle medicinske (biologiske) model af psykiske forstyrrelser (en lineær model)

biologi/somatisk årsag → psykopatologi

3 principper i modellen:

a) den samme biologiske årsag/fejl → den samme forstyrrelse hos både børn og voksne
b) de samme symptomer er forårsaget af den samme årsag
c) specifikke forstyrrelser hos børn → lignende forstyrrelser hos den voksne

MEN EMPIRIEN PASSER IKKE!!!

– Principperne er problematiske ifht. forklaring og forståelse af empiriske data, dvs. principperne kan IKKE generaliseres.

2. DEVELOPMENTAL PSYCHOPATHOLOGY

Udviklingspsykopatologi repræsenterer 2 forskellige syn:

o Udviklingssynet: hvor kontinuitet mellem normalitet og patologi fremhæves (kvantitative forskelle)
o Det kliniske syn/psykopatologi: hvor normalitet er diskontinuert med patologi (kvalitative forskelle)

– Håbet/forventningen er, at sammenføringen af de to vil føre til en større forståelse for ætiologien og sygdomsbilledet af psykiske forstyrrelser.

– Forskellige udviklingsmodeller fremhæver forskellige aspekter (ex kontekst, gener/biologi, komplekst samspil) ved ’barnets natur’.

a. Historical influences on developmental psychopathology: High risk studies

Udviklingspsykopatologiens introduktion til mainstream (ca. 1960’erne), fx gennem ”the high risk movement”

– et forsøg på at undersøge risikofaktorer i udviklingen af psykiatriske forstyrrelser, særlig med interesse i skizofreni.

Tilgangen (en lineær analyse):

– For at forstå de underliggende faktorer må man undersøge folk FØR de får diagnosen. Dvs. undersøgelsespersoner skulle være folk med høj risiko f. at udvikle skizofreni…førte til undersøgelser af yngre børn m. skizofrene forældre.

(Studiet af yngre børn førte bl.a. til opdagelsen af at børn godt kunne have mentale problemer, der ikke umiddelbart var lig dem man ser hos voksne – et syn på psykiske forstyrrelser hos børn, der tidligere ikke havde været fremme.)

Hypotesen (ifht. skizofreni):

– Hos børn, der senere ville udvikle skizofreni, ville man finde en underliggende biologisk sygdomsmæssig kontinuitet, der ville manifestere sig på forskellige måder afhængig af individets alder – (dvs. forsøg på at identifikation af tidlige markører f. udviklende skizofreni.)

Pga. manglende overensstemmelse ml. hypoteserne og de fremkomne data, måtte denne tilgang forlades, og et skift fra en lineær → en dialektisk undersøgelsesproces måtte foretages.

Dvs. et skift fra studiet af genetisk påvirkning på adfærd → en undersøgelse af interaktionen af komplekse dynamiske processer ml. individ og kontekst.

Resultaterne:

– Sværhedsgraden og kroniciteten (frem for den specifikke diagnose) af mødres psykiske forstyrrelser var stærkere indikatorer for børnenes udvikling af forstyrrelser, MEN sociale faktorer havde den stærkeste effekt.

b. Lessons from high-risk research

Studiet af symptomer hos børn og de derved opståede modsætninger ml. hypoteserne og virkeligheden/empirien
→ en ny opmærksomhed på miljømæssige oplevelser og betydningen af at studere udviklingsprocesser hos normale og ’abnormale’ børn.

3. CONCEPTUALIZING PATHOLOGY

2 basale spørgsmål ved undersøgelser psykopatologi i barndommen:

– Hvad vil det sige at være ”forstyrret”?
– Er forstyrrede børn kvantitativt ell. kvalitativt forskellige fra normale børn?

Ex: Mental retardering, 2 individgrupper:

– som funktion af normalfordelingskurven
– som funktion af en organisk abnormalitet

Spørgsmålet er altså :

– repræsenterer det omhandlede barn

• en ekstrem indenfor normalfordelingen eller
• er der tale om en kvalitativ forskel ifht. resten af befolkningen?

I forhold til børn er det ofte andres (ex forældre, lærere, andre omsorgspersoner) ’lidelser’ med barnet, der bringer barnet til klinisk opmærksomhed.

Mental lidelse hos børn er ikke et individuelt problem, men et relationsproblem i konflikten/forholdet mellem barn og kontekst.

4. CONCEPTUALIZING INDIVIDUAL DEVELOPMENT

– Nødvendigt for videnskabelig fremgang, men er at de største problemer for psykologi, er brugen af (reduktionistiske) operationelle definitioner og kategorier. Der findes mere komplekse beskrivelser/definitioner, men disse er ofte svært forståelige og vanskelige at anvende, hvorimod ”træk” og diagnoser er væsentligt nemmere.

– Selvom det måske stemmer bedre overens med virkeligheden er fx ”adaptions/tilpasningsmønstre” langt vanskeligere at bedømme i praksis. (Tilpasningsmønstre = når situationen ændrer sig, ændrer individet sig. Kategorier tillægges ikke individet, men relationen ml. individ og situation/kontekst.)

a. Traits

De første forsøg på børnepsykiatri invl. at udvide kategorier for voksne til at inkl. børn, i den tro, at de ville passe i kategorierne. Det gjorde de ikke, og i dag findes et mere udviklet system m. klare kategorier, beskrivelser og kriterier for kategoriseringen af børn.

b. Depression

Kriterier, der bruges til at identificere børn med depression er bl.a. checklister for forældrene og diagnostiske interviews.

3 spørgsmål vedrørende kriterierne (for depression hos børn):

– Har en depressiv forstyrrelse i barndommen samme form som den depressive forstyrrelse hos den voksne?

– Er der kvalitativ eller kvantitativ forskel på de børn, der scorer højt/lavt på ’depressionsskalaerne’?

– Hvordan skal den høje korrelation ml. symptomer på depression og symptomer på andre forstyrrelser, dvs komorbitet, forstås?

c. Conduct disorder

– Voksne med antisocial adfærd var oftest antisociale i barndommen, men de fleste antisociale børn bliver ikke antisociale voksne.

– Forskellige (og nogle gange en kombination af flere) afvigende udviklingsbaner kan være involveret i udviklingen og vedligeholdelsen af adfærdsproblemer. Samtidig er komorbitet mere sandsynlig jo sværere forstyrrelsen er.

d. Individual development as an adaptive system

– Udviklingstilgangen udvider de traditionelle modeller af mental sygdom ved at indarbejde biologiske og adfærdsmæssige funktioner i en generel systemmodel af udviklingsmæssig regulering.

– Dermed muliggøres identifikationen af faktorer, der påvirker barnets evne til at organisere oplevelser, og som konsekvens heraf: barnets adaptive funktionsniveau.

 5. CONCEPTUALIZING THE ENVIRONMENT

Fra ’high-risk’ studierne sås at sociale omstændigheder kunne udgøre en stor risikofaktor. Det er derfor yderst nødvendigt at være opmærksom på barnet i sin kontekst, dvs. at se på risikofaktorer, befordrende faktorer og beskyttende faktorer.

a. Interpreting environmental action

– Studier viser, at de samme miljømæssige risikofaktorer kan føre til en lang række forskellige forstyrrelser, dvs. INGEN DIREKTE KAUSALE FORBINDELSER.

– Vigtigst er forholdet mellem risikofaktorer og beskyttende faktorer.

b. Regulatory systems in development

– Individet kan aldrig fjernes fra sin kontekst og det er essentielt for en udviklingspsykopatologisk teori at forklare, hvordan individ og kontekst arbejder for at producere mønstre af mal/adaptiv funktion, samt hvorledes et sådant forhen- eller nuværende mønster påvirker fremtiden.

c. Environtypes

Environtype = Social organisering, der regulerer måden hvorpå et menneske passer i sit samfund. Denne organisering opererer gennem familiære og kulturelle socialiserings¬mønstre, (roden til eksterne oplevelser.)

Phenotype= ie. barnet selv.

Genotype = Biologisk organisering, der regulerer det fysiske udfald af ethvert individ, (roden til biologiske sammensætninger.)

Environtype        E1  → E2 → E3
↓↑       ↓↑      ↓↑
Phenotype           P1 →  P2 → P3
↓↑        ↓↑     ↓↑
Genotype             G1 → G2 → G3

Selvom der også er individuelle faktorer, er det environtypen, der gennem forældres, omsorgspersoners, læreres, terapeuters handlinger, der faciliterer tilpasningen/adaptionen.

 d. Contexts and adaptation

Udviklingsprincipperne, der gælder for udviklingen af sundhed er de samme som gælder for sygdom.

3 aspekter ved udviklingspsykopatologi:

– En tilpasningsmæssig (adaptions) proces.

– Sammenhængen ml. en persons konstitution og (miljømæssige) oplevelser.

– Sammenhænge over tid.

Det vigtigste aspekt er, at ”det afvigende” placeres i den dynamiske relation ml. individet og interne + eksterne kontekster, IKKE selve individet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s