Rutter, M. & Sroufe, A.L. (2000). Developmental psychopathology: Concepts and challenges. Development & Psychopathology, 12, 265-296 (36 NS).

Hvad er udviklingspsykopatologi
• Vigtigt: Udviklingspsykopatologi er ikke en teori i sig selv.
• Udviklingspsykopatologi er et integrerende perspektiv i forståelsen af både normale og risikoprægede psykiske udviklingsprocesser i et livslangt perspektiv.
• Viden om og forståelse af både normal udvikling, risiko- og patologisk udvikling, og hvordan disse påvirker hinanden, gør os klogere på psykisk udvikling og udvikling af psykiske lidelser.

Hvorfor udviklingspsykopatologi?
• Perspektivet opstod i en erkendelse af nødvendigheden af at sammentænke det udviklingspsykologiske og det kliniske perspektiv.
• Det implicerer også mere forebyggende og sundhedsfremmende indsatser – jvnf også spæd-og småbarnsområdet.
• Analogien til klimaet: Vi behøver ikke vente på, at indlandsisen smelter før vi gør noget: Vi ved godt hvad børn har brug for i fremmelsen af sund mental udvikling.

Baggrunden for udviklingspsykopatologien
Primære navne: Bla Achenbach, Rutter, Sroufe, Cicchetti. Historisk baggrund i 70’erne netop inden for børne- og
Ungdomspsykiatrien. Opstod som:

• 1) en kritik af den klassiske sygdomsmodel, der ligger implicit i diagnosesystemerne – og den særlige begrænsning denne udgør på netop børneområdet: Psykiske lidelser kan  ikke bare ses som et fastfrosset statisk symptombillede og manifestation af en tilstand inde i barnet. Psykiske lidelser hos børn må altid ses i et udviklingsmæssigt perspektiv

• 2) en kritik af den tankegang inden for udviklingspsykologien, at èn enkelt teori skulle kunne forklare udvikling/ fejludvikling i al sin kompleksitet, og at disse ”enkelt” teorier i mange tilfælde har baseret sig på et sparsomt empirisk grundlag.

• Fokus på den individuelle udviklingsproces, som enten kan føre til eller beskytte mod fejludvikling. Dvs fokus på risiko- og beskyttende faktorer og resiliens.

• Det er et overordnet perspektiv, der anskuer psykisk udvikling udfra en bio-psyko-social model.

• Ikke længere kun fokus på børn, men på udvikling i et livslangt perspektiv og prospektive longitudinelle  undersøgelsesdesigns

• Se den individuelle udviklingsproces på et hvert givent tidspunkt som mediator mellem arv og miljø.

Andre vigtige begreber og antagelser i udviklingspsykopatologien
• Fokus på forståelse af kausalprocesserne i udviklingen af psykopatologi, dvs  på hvordan og på en afdækning af ”mekanismerne” i fejludvikling, dvs fokus på mediatorer – og på risiko og beskyttelsesfaktorer og resiliens.

• Overvejelser af kontinuitet og diskontinuitet mellem psykopatologi og normalitet generelt, og kontinuitet mellem tidlig og senere psykopatologi hos det enkelte individ.

• Person-miljø samspillet er kompliceret (og ingen enkeltstående teori kan forklare alt) og det ses som transaktionelle udviklingsprocesser.

• Udviklingsstierne er ofte præget af heterogen kontinuitet. Dvs at adfærdstrækkene ændrer sig med alderen, men måske afspejler de samme bagvedliggende psykiske (dys-)funktion.

Sammenfattende om udviklingspsykopatologien
• Både kontinuitet og diskontinuitet gør sig gældende i udviklingen af psykopatologi fra barndom til voksenalder. Der er aldrig tale om lineære kausalsammenhænge, men om medierede og probalistiske udviklingsforløb.
• Både miljø, genetik og medfødte dispositioner har betydning for risikoudvikling og udvikling af psykopatologi, og individets udviklingssti (den transaktionelle udviklingsproces) kan ses som den overordnede mediator mellem arv/medfødte dispositioner og miljø.
• Vi savner viden om de mere konkrete medierende processer/mekanismer (både de miljømæssige og genetiske), der er involveret i kontinuitet og diskontinuitet i patologisk udvikling.
• Longitudinelle epidemiologiske undersøgelser (forløbsundersøgelser) og longitudinelle undersøgelser af high-risk grupper med fokus på de medierende mekanismer.
• Fremtiden: Øget fokus på forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser.

Barnets udviklingsmæssige kontekster
• Vi kan ikke se barnet uafhængigt af de mange udviklingsmæssige kontekster, som barnet indgår i og som interagerer med hinanden:
• Den biologiske/ genetiske kontekst: barnets medfødte karakteristika
• Den individuelle kontekst: psykologiske variable i personligheds udviklingen (kognition, emotion, relationer mv)
• Den familiemæssige kontekst: forældre-barn-søskende, traditionelt mest fokus på mødrene (fx high-risk us)
• Den sociale kontekst: kammerater, skole, institutioner, som bliver mere og mere betydningsfulde for barnet med alderen
• Den kulturelle kontekst: Kulturelle normer og standarder, hvad og hvornår er noget normalt og afvigende?

Formål med Rutter tekst:
1. At introducere væsentlige begreber og antagelser fra det udviklingspsykopatologiske perspektiv i forhold til det at se sammenhænge mellem tidlige og senere psykiske vanskeligheder hos børn (Rutter og Sroufe tekst).

• Der er forskel på barne- og voksenalderens diagnoser, og der er sjældent en direkte kontinuitet mellem tidlige og senere psykiske vanskeligheder – det foregår som regel via indirekte og medierede processer (jvnf udviklings-psykopatologien)

Vi skal vide hvad der er ”normal udvikling” på et givent tidspunkt, for at kunne vurdere om noget er en forstyrrelse

Den kliniske børnepsykologi har sine egne undersøgelsesmetoder som er standardiserede og tilstræbt objektive: interviews, observation, tests og ratingscales

Kontinuitet mellem tidlige og senere psykiske vanskeligheder
• Homotypisk kontinuitet:  At de forstyrrede adfærdstræk er de samme i barndom som senere (fx trodsighed og aggressivitet i barndommen/adfærdsforstyrrelse og antisocial personligheds-forstyrrelse i voksenalderen)
• Heterotypisk kontinuitet: At adfærdstrækkene forandrer sig med alderen, men afspejler forstyrrelse i samme bagvedliggende funktion (fx undvigende/afvisende tilknytningsmønster i spædbarnsalderen og senere adfærdsforstyrrelser, lavt selvværd og negativ kognitiv stil i skolealderen)
• (Rutter og Sroufe, 2000)