Rosenberg, R. (2009). Specifikke forstyrrelser af personlighedsstruktur (F60). In R. Rosenberg, P. Jørgensen & P. Videbæk (red.), Klinisk Neuropsykiatri (pp. 345-366). København: FADLs Forlag.
NEUROPSYKIATRISKE HØJDEPUNKTER:
– VEDVARENDE AFVIGELSER indenfor kognition, affektivitet, impulskontrol og interpersonelle relationer.
– Personlighedsforstyrrelser kan forstås indenfor DEN NEUROPSYKIATRISKE SYGDOMSMODEL.
– NEUROPSYKOLOGISKE DYSFUNKTIONER, strukturelle og metaboliske ændringer.
– MILJØFAKTORER indgår i årsagsnettet, men interaktion ml. gener og miljø er komplekst.
– ARVELIGHEDSSKØN på 40-60 %
1. INDLEDNING
ICD-10 omtaler de specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen/personlighedsafvigelse/personlighedsforstyrrelse:
– En række tilstande og adfærdsmønstre, inkl. personens karakteristiske livsstil og holdning til selv og andre.
– Afviger fra andre mennesker i en given kultur, mht. følelser, tanker, opfattelser og forhold til andre.
– Karakteriseret ved:
• Vedvarende afvigelse fra kulturelle normer (kognition, affektivitet, impulskontrol og behovstilfredsstillelse, interpersonelle forhold)- BEMÆRK det eksplicitte kulturelt normative aspekt…
• Afvigelsen viser sig i indre oplevelser og ydre adfærd
• Manifesterer sig i ufleksibel, maladaptiv og dysfunktionel adfærd
• Ubehag og belastning f. person og miljø
• Tilstanden viser sig tidligt i livet (barndom ell. adolescens) – VIGTIGT
• Tilstanden er ikke sekundær til anden psykiatrisk lidelse, fx, ADHD, organisk lidelse mm.
– Personlighedsforstyrrelser inddeles efter de dominerende symptomer, fx dyssocial, emotionel ustabil (inkl. borderline), histrionisk, tvangspræget etc. Inddelingen er kategoriel deskriptiv og ateoretisk, selvom det psykopatologisk set er meget forskellige lidelser.
Primær henvisningsgrund = ofte er det komorbide lidelser, fx misbrug, depression m. suicidal adfærd og angsttilstande.
Den neuropsykiatriske forskning, mål er at afklare:
– de GENETISKE ÅRSAGSFORHOLD
– de grundlæggende NEUROBIOLOGISKE og PSYKOLOGISKE MEKANISMER
– de PATOGENETISKE FORHOLD vedr. UDVIKLING og VEDLIGEHOLDELSE af tilstandene- BEHANDLINGSMÆSSIGE FORHOLD
En vigtig opgave for neuropsykiatrisk udredning = at give en præcis karakteristik af neuropsykologiske og organiske deficit, der evt. ligger til grund for det kliniske syndrom ”personlighedsforstyrrelse”. Dette kan få afgørende betydning for behandling og holdning til personen.
– Den neuropsykiatriske udredning vil kunne føre til diagnostisk revurdering ell. medføre nye væsentlige oplysninger vedr. behandling og prognose.
2. PERSONLIGHED OG PERSONLIGHEDSMODELLER
Modeller – I nyere litteratur beskæftiger man sig primært med specifikke neuropsykologiske og neurobiologiske dysfunktioner i relation til kognition, affektivitet, impulskontrol og interpersonelle forhold, til tider også forhold vedr. empati og moralsk handlen, bl.a. vha. BILLEDDANNENDE og NEUROPSYKOLOGISKE METODER.
a. Kategoriel vs. dimensionel opfattelse
DISKUSSION: Er personlighedsforstyrrelser KVALITATIVE (KATEGORIELLE) forandringer fra normale eller blot KVALITATIVE (DIMENSIONELLE) afvigelser.
– Den dimensionelle opfattelse tager udgangspunkt i den normale personlighedsstruktur.
– Menneskets personlighed er yderst differentieret og nuanceret, men der vil være visse mønstre i beskrivelser af personlighed, således at nogle personlighedstræk optræder samtidig (dvs. grundlæggende personlighedsdimensioner.)
The Big Five/5-faktor-modellen:
• Ekstroversion
• Emotionel stabilitet (neuroticisme)
• Samvittighedsfuldhed
• Empati (åbenhed)
• Social åbenhed
– Ifht. personlighedsdimensionerne angives graden af en egenskab på en NUMERISK SKALA.
– Det veltilpassede (”normale”) menneske vil af statistiske grunde have en personlighedsstruktur med egenskaber på de forskellige dimensioner, der ikke ligger i yderenderne.
– Det er nærliggende at opfatte personligh.forst. som normativt bestemte afvigelser af normale personlighedsdimensioner, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der også kan være personlighedsforstyrrelser med anden patogenese, jf. organisk personlighedsforstyrrelse.
b. Cloningers Model
– En psykologisk model, der integrerer psykologiske og neurobiologiske forhold, bl.a. tvillinge- og adoptionsstudier, neurofarmakologiske, indlæringspsykologiske og psykometriske undersøgelser af personlighed + tager hensyn til de særlige psykologiske egenskaber, som den menneskelige bevidsthed besidder.
Personligheden er i modellen sammensat af 2 hovedområder:
TEMPERAMENT
– Afspejler neurobiologiske systemer, der findes hos alle pattedyr.
– Invl. basale processer i dyrets omgang med omverden. Er relativt automatiske, dvs. uden at inkl. højere mentale funkt.
Består af:
– Harm avoidance (skadesundgåelse)
– Novelty seeking (nyhedssøgning)
– Reward dependence (afhængighed af belønning)
– Persistence (vedholdenhed)
– Disse er funktionelle egenskaber udviklet under evolutionen. For disse egenskaber spiller klassiske indlæringspsykologiske forhold ind (dvs. procedural læring), især betingede reaktioner (positiv vs. negativ belønning.)
KARAKTER
– Er udtryk for særlige kognitive strukturer, der er udviklet hos mennesket parallelt med hjernens udvikling.
– Er udtryk for hjernens evne til at bearbejde symbolsk materiale (propositional learning.)
– Karakteregenskab baseres således primært på social indlæring med brug af sprog og symbolsk formidlet information.
De vigtigste dimensioner er:
– Selvrettethed (evnen til ansvarlighed og gennemførelse af planlagte, begrundede handlinger)
– Samarbejdsvillighed (evnen til at indgå som socialt ansvarligt individ)
– Selvindsigt (evnen til at se sig selv i en større sammenhæng og udvise idealistisk og uegennyttig adfærd)
I Cloningers model er temperamentsbegrebet bedre empirisk belyst end karakterbegrebet.
– Modellens styrke: inddrager både basale neurobiologiske mekanismer og neuropsykologiske forhold og, gennem karakterbegrebet, de særlige moralske aspekter, der kendetegner menneskets bevidsthed. MEN modellen er stadig en ret kompleks teoretisk konstruktion og kan ikke anses som velvalideret.
– Den dimensionelle tilgang betyder endvidere, at der ikke vil være en skarp afgrænsning ml. det normale og det patologiske, men en glidende overgang.
c. Årsager
i. Adfærdsgenetik
Normale personlighedstræk
– I nyere adfærdsgenetiske undersøgelser søger man at belyse den relative betydning af såvel gener som miljøforhold ved anvendelse af avancerede statistisk-matematiske modeller.
– Miljøet inddeles ofte i disse analyser i:
• Et fælles miljø (shared family environment)
• Et ikke-fælles miljø (non-shared family environment)
– Princippet er at man opstiller en matematisk model for de genetiske og miljømæssige faktorer og deres interaktion for herefter at estimere modellens parametre ud fra data fra konkrete tvillingestudier.
– Nogle af de vigtigste resultater fra denne type forskning:
• Arvelighedsskøn for personlighedsdimensionerne er 40-60%
• Studier af tvillinger opvokset sammen og hver for sig giver samme resultater for betydningen af arv og miljø.
• Betydningen af genetiske faktorer ifht. miljøforhold øges med alderen.
• Det fælles miljø i opvækst spiller ingen væsentlig rolle.
• Det ikke-fælles miljø er mere betydningsfuldt end det ikke-fælles miljø.
• Holdninger og værdier afspejler især social indlæring (socialisation.)
• SAMSPILLET ML. ARV OG MILJØ ER ENDNU DÅRLIGT AFKLARET.
– Opvækstmiljøets betydning for personlighedsdannelsen skal ses i et samspil ml. genetiske forhold hos den enkelte person og det omgivende miljø.
– Konsekvenser er, at en skadelig miljøfaktor kan være meget afhængig af tidspunktet, den indtræder på under personens opvækst.
– Genetiske faktorer indvirker også på individets samspil med omgivelserne, dvs. den genetiske faktor bidrager til udvælgelsen af de miljøfaktorer, det enkelte menneske udsættes for.
Personlighedsafvigelse
– Resultater fra adfærdsgenetiske studier af normale personlighedstræk og af personlighedsforst. peger på, at genetiske faktorer er betydningsfulde, og heritabilitetsestimaterne er af samme størrelsesorden.
– Dette kan støtte den dimensionelle opfattelse af personlighedsforst. som statistiske afvigelser af normale personlighedstræk og ikke specifikke diagnostiske entiteter.
ii. Molekylærgenetik
– For komplekse adfærdsformer som personligheden må man forvente en POLYGEN ARVEGANG, dvs. at den genetiske faktors betydning skyldes en lang række gener, der hver kun bidrager lidt til personligheden.
– Quantative Trait Loci (QTL) = betegnelsen for kromosomale områder, der rummer gener af betydning for komplekse træk som personligheden.
– Såvel normal som afvigende personlighedsstruktur opfattes som udtryk for både additiv og non-additiv interaktion mellem en lang række gener.
– Udgangspunktet er især forskellige neurotransmitteres betydning for psykopatologi.
iii. Miljøfaktorer
– Miljøfaktorer som belastende opvækst i dysfungerende familier, evt. præget af vold, misbrug og seksuelle overgreb, lav socio-økonomisk status og lavt uddannelsesniveau, findes hyppigt overrepræsenteret hos personer med personlighedsforst., især dyssocial og borderline.
– Men som sagt er forholdet ml. gener og miljø dårligt belyst.
3. PATOGENESE
a. Normal personlighedsstruktur
Menneskets ”særlige” evolutionært opståede evner:
o Evnen til at reflektere over egen adfærd og leve sig ind i andres bevæggrunde
o Særlig social kognitiv evne
o Empati og theories of mind
Ifht. hertil er særligt FRONTALREGIONEN af hjernen af betydning.
– Det enkelte menneskes personlighed = Et overbegreb for interaktionen ml. specifikke funktioner, især i relation til kognition, affektivitet, impulskontrol og interpersonel adfærd.
– Personlighedsdimensioner afspejler grundlæggende psykobiologiske mekanismer, der er opstået under menneskeslægtens evolution.
– Ud fra vores kendskab til nervesystemets opbygning og funktioner kan man opstille TEORIER OM SAMMENHÆNG mellem specifikke neurobiologiske forhold og personlighed.
i. Frontallap
– Skader af frontale regioner kan føre til personlighedsafvigelse.
– Skader i forskellige områder af frontallapperne ledsages af en lang række symptomer, og personlighedsændringer er fremtrædende symptomer ved demenstilstande.
En række neuropsykologiske funktioner, der er knyttet til frontallapperne:
• Eksekutive funktioner (fx planlægning og styring af handlinger)
• Opmærksomhed
• Arbejdshukommelse
• Sprog
• Emotioner
• Selvoplevelse
• Evnen til at leve sig ind i andre menneskers psykologiske forhold (empati)
– Frontallapperne indgår i komplicerede neuronale netværk, og frontale områder udøver vigtige kontrollerende funktioner over dybere hjerneområder, fx limbiske.
– Frontallapperne er dermed vigtige komponenter i regulation af emotioner, herunder aggressioner.
ii. Subkortikale områder
– Udover frontale områder indgår der i det neurobiologiske grundlag for personligheden vigtige strukturer i det limbiske system, især AMYGDALA (spiller en rolle for angst, især betingede angstreaktioner.)
– Gennem den tætte forbindelse ml. frontale områder og amygdala, kan man tale om et særligt system, der varetager DEN EMOTIONELLE REGULATION AF BEVIDSTHEDSINDHOLD.
o Dette system spiller således en rolle for menneskets aggressionsfovaltning.
– Balancen ml. kognitive (frontale) og emotionelle (subkortikale) områder betinger, i hvilken grad et bevidsthedsindhold er intellektuelt eller emotionelt farvet.
iii. Neurotransmission
– Glutamat og GABA er centrale neurotransmittere i hjerneområder for neuronale ringe (den dorsolaterale præfrontale, den orbitofrontale og den anterior cingulate ring) med henholdsvis exciterende og inhiberende funktion, men deres virkning moduleres af flere andre transmittere, især dopamin, serotonin og acetylkolin.
– Det er vigtigt at have kendskab til de neurokemiske forhold for at kunne forstå virkningen af psykofarmaka ved behandling af personlighedsafvigelser.
Normal.dotm
0
0
1
1658
9451
BRF Kredit
78
18
11606
12.0
0
false
21
18 pkt
18 pkt
0
0
false
false
false
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:”Tabel – Normal”;
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-parent:””;
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:10.0pt;
font-family:”Times New Roman”;}
table.MsoTableGrid
{mso-style-name:Tabelgitter;
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
border:solid windowtext 1.0pt;
mso-border-alt:solid windowtext .5pt;
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-border-insideh:.5pt solid windowtext;
mso-border-insidev:.5pt solid windowtext;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:10.0pt;
font-family:”Times New Roman”;}
|
NEUROPSYKIATRISKE HØJDEPUNKTER: – VEDVARENDE AFVIGELSER indenfor kognition, affektivitet, impulskontrol og interpersonelle relationer. – Personlighedsforstyrrelser kan forstås indenfor DEN NEUROPSYKIATRISKE SYGDOMSMODEL. – NEUROPSYKOLOGISKE DYSFUNKTIONER, strukturelle og metaboliske ændringer. – MILJØFAKTORER indgår i årsagsnettet, men interaktion ml. gener og miljø er komplekst. – ARVELIGHEDSSKØN på 40-60 % |
- INDLEDNING
ICD-10 omtaler de specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen/personlighedsafvigelse/personlighedsforstyrrelse:
– En række tilstande og adfærdsmønstre, inkl. personens karakteristiske livsstil og holdning til selv og andre.
– Afviger fra andre mennesker i en given kultur, mht. følelser, tanker, opfattelser og forhold til andre.
– Karakteriseret ved:
§ Vedvarende afvigelse fra kulturelle normer (kognition, affektivitet, impulskontrol og behovstilfredsstillelse, interpersonelle forhold)- BEMÆRK det eksplicitte kulturelt normative aspekt…
§ Afvigelsen viser sig i indre oplevelser og ydre adfærd
§ Manifesterer sig i ufleksibel, maladaptiv og dysfunktionel adfærd
§ Ubehag og belastning f. person og miljø
§ Tilstanden viser sig tidligt i livet (barndom ell. adolescens) – VIGTIGT
§ Tilstanden er ikke sekundær til anden psykiatrisk lidelse, fx, ADHD, organisk lidelse mm.
– Personlighedsforstyrrelser inddeles efter de dominerende symptomer, fx dyssocial, emotionel ustabil (inkl. borderline), histrionisk, tvangspræget etc. Inddelingen er kategoriel deskriptiv og ateoretisk, selvom det psykopatologisk set er meget forskellige lidelser.
Primær henvisningsgrund = ofte er det komorbide lidelser, fx misbrug, depression m. suicidal adfærd og angsttilstande.
Den neuropsykiatriske forskning, mål er at afklare:
– de GENETISKE ÅRSAGSFORHOLD
– de grundlæggende NEUROBIOLOGISKE og PSYKOLOGISKE MEKANISMER
– de PATOGENETISKE FORHOLD vedr. UDVIKLING og VEDLIGEHOLDELSE af tilstandene
– BEHANDLINGSMÆSSIGE FORHOLD
En vigtig opgave for neuropsykiatrisk udredning = at give en præcis karakteristik af neuropsykologiske og organiske deficit, der evt. ligger til grund for det kliniske syndrom ”personlighedsforstyrrelse”. Dette kan få afgørende betydning for behandling og holdning til personen.
– Den neuropsykiatriske udredning vil kunne føre til diagnostisk revurdering ell. medføre nye væsentlige oplysninger vedr. behandling og prognose.
- PERSONLIGHED OG PERSONLIGHEDSMODELLER
Modeller – I nyere litteratur beskæftiger man sig primært med specifikke neuropsykologiske og neurobiologiske dysfunktioner i relation til kognition, affektivitet, impulskontrol og interpersonelle forhold, til tider også forhold vedr. empati og moralsk handlen, bl.a. vha. BILLEDDANNENDE og NEUROPSYKOLOGISKE METODER.
- Kategoriel vs. dimensionel opfattelse
DISKUSSION: Er personlighedsforstyrrelser KVALITATIVE (KATEGORIELLE) forandringer fra normale eller blot KVALITATIVE (DIMENSIONELLE) afvigelser.
– Den dimensionelle opfattelse tager udgangspunkt i den normale personlighedsstruktur.
– Menneskets personlighed er yderst differentieret og nuanceret, men der vil være visse mønstre i beskrivelser af personlighed, således at nogle personlighedstræk optræder samtidig (dvs. grundlæggende personlighedsdimensioner.)
§ The Big Five/5-faktor-modellen:
· Ekstroversion
· Emotionel stabilitet (neuroticisme)
· Samvittighedsfuldhed
· Empati (åbenhed)
· Social åbenhed
– Ifht. personlighedsdimensionerne angives graden af en egenskab på en NUMERISK SKALA.
– Det veltilpassede (”normale”) menneske vil af statistiske grunde have en personlighedsstruktur med egenskaber på de forskellige dimensioner, der ikke ligger i yderenderne.
– Det er nærliggende at opfatte personligh.forst. som normativt bestemte afvigelser af normale personlighedsdimensioner, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der også kan være personlighedsforstyrrelser med anden patogenese, jf. organisk personlighedsforstyrrelse.
- Cloningers Model
– En psykologisk model, der integrerer psykologiske og neurobiologiske forhold, bl.a. tvillinge- og adoptionsstudier, neurofarmakologiske, indlæringspsykologiske og psykometriske undersøgelser af personlighed + tager hensyn til de særlige psykologiske egenskaber, som den menneskelige bevidsthed besidder.
Personligheden er i modellen sammensat af 2 hovedområder:
|
TEMPERAMENT |
KARAKTER |
|
– Afspejler neurobiologiske systemer, der findes hos alle pattedyr. – Invl. basale processer i dyrets omgang med omverden. Er relativt automatiske, dvs. uden at inkl. højere mentale funkt. – Består af: – Harm avoidance (skadesundgåelse) – Novelty seeking (nyhedssøgning) – Reward dependence (afhængighed af belønning) – Persistence (vedholdenhed) – Disse er funtionelle egenskaber udviklet under evolutionen. For disse egenskaber spiller klassiske indlæringspsykologiske forhold ind (dvs. procedural læring), især betingede reaktioner (positiv vs. negativ belønning.) |
– Er udtryk for særlige kognitive strukturer, der er udviklet hos mennesket parallelt med hjernens udvikling. – Er udtryk hjernens evne til at bearbejde symbolsk materiale (propositional learning.) – Karakteregenskab baseres således primært på social indlæring med brug af sprog og symbolsk formidlet information. – De vigtigste dimensioner er: – Selvrettethed (evnen til ansvarlighed og gennemførelse af planlagte, begrundede handlinger) – Samarbejdsvillighed (evnen til at indgå som socialt ansvarligt individ) – Selvindsigt (evnen til at se sig selv i en større sammenhæng og udvise idealistisk og uegennyttig adfærd) |
I Cloningers model er temperamentsbegrebet bedre empirisk belyst end karakterbegrebet.
– Modellens styrke: inddrager både basale neurobiologiske mekanismer og neuropsykologiske forhold og, gennem karakterbegrebet, de særlige moralske aspekter, der kendetegner menneskets bevidsthed. MEN modellen er stadig en ret kompleks teoretisk konstruktion og kan ikke anses som velvalideret.
– Den dimensionelle tilgang betyder endvidere, at der ikke vil være en skarp afgrænsning ml. det normale og det patologiske, men en glidende overgang.
- Årsager
i. Adfærdsgenetik
Normale personlighedstræk
– I nyere adfærdsgenetiske undersøgelser søger man at belyse den relative betydning af såvel gener som miljøforhold ved anvendelse af avancerede statistisk-matematiske modeller.
– Miljøet inddeles ofte i disse analyser i:
§ Et fælles miljø (shared family environment)
§ Et ikke-fælles miljø (non-shared family environment)
– Princippet er at man opstiller en matematisk model for de genetiske og miljømæssige faktorer og deres interaktion for herefter at estimere modellens parametre ud fra data fra konkrete tvillingestudier.
– Nogle af de vigtigste resultater fra denne type forskning:
§ Arvelighedsskøn for personlighedsdimensionerne er 40-60%
§ Studier af tvillinger opvokset sammen og hver for sig giver samme resultater for betydningen af arv og miljø.
§ Betydningen af genetiske faktorer ifht. miljøforhold øges med alderen.
§ Det fælles miljø i opvækst spiller ingen væsentlig rolle.
§ Det ikke-fælles miljø er mere betydningsfuldt end det ikke-fælles miljø.
§ Holdninger og værdier afspejler især social indlæring (socialisation.)
§ SAMSPILLET ML. ARV OG MILJØ ER ENDNU DÅRLIGT AFKLARET.
– Opvækstmiljøets betydning for personlighedsdannelsen skal ses i et samspil ml. genetiske forhold hos den enkelte person og det omgivende miljø.
– Konsekvenser er, at en skadelig miljøfaktor kan være meget afhængig af tidspunktet, den indtræder på under personens opvækst.
– Genetiske faktorer indvirker også på individets samspil med omgivelserne, dvs. den genetiske faktor bidrager til udvælgelsen af de miljøfaktorer, det enkelte menneske udsættes for.
Personlighedsafvigelse
– Resultater fra adfærdsgenetiske studier af normale personlighedstræk og af personlighedsforst. peger på, at genetiske faktorer er betydningsfulde, og heritabilitetsestimaterne er af samme størrelsesorden.
– Dette kan støtte den dimensionelle opfattelse af personlighedsforst. som statistiske afvigelser af normale personlighedstræk og ikke specifikke diagnostiske entiteter.
ii. Molekylærgenetik
– For komplekse adfærdsformer som personligheden må man forvente en POLYGEN ARVEGANG, dvs. at den genetiske faktors betydning skyldes en lang række gener, der hver kun bidrager lidt til personligheden.
– Quantative Trait Loci (QTL) = betegnelsen for kromosomale områder, der rummer gener af betydning for komplekse træk som personligheden.
– Såvel normal som afvigende personlighedsstruktur opfattes som udtryk for både additiv og non-additiv interaktion mellem en lang række gener.
– Udgangspunktet er især forskellige neurotransmitteres betydning for psykopatologi.
iii. Miljøfaktorer
– Miljøfaktorer som belastende opvækst i dysfungerende familier, evt. præget af vold, misbrug og seksuelle overgreb, lav socio-økonomisk status og lavt uddannelsesniveau, findes hyppigt overrepræsenteret hos personer med personlighedsforst., især dyssocial og borderline.
– Men som sagt er forholdet ml. gener og miljø dårligt belyst.
- PATOGENESE
- Normal personlighedsstruktur
Menneskets ”særlige” evolutionært opståede evner:
o Evnen til at reflektere over egen adfærd og leve sig ind i andres bevæggrunde
o Særlig social kognitiv evne
o Empati og theories of mind
Ifht. hertil er særligt FRONTALREGIONEN af hjernen af betydning.
– Det enkelte menneskes personlighed = Et overbegreb for interaktionen ml. specifikke funktioner, især i relation til kognition, affektivitet, impulskontrol og interpersonel adfærd.
– Personlighedsdimensioner afspejler grundlæggende psykobiologiske mekanismer, der er opstået under menneskeslægtens evolution.
– Ud fra vores kendskab til nervesystemets opbygning og funktioner kan man opstille TEORIER OM SAMMENHÆNG mellem specifikke neurobiologiske forhold og personlighed.
i. Frontallap
– Skader af frontale regioner kan føre til personlighedsafvigelse.
– Skader i forskellige områder af frontallapperne ledsages af en lang række symptomer, og personlighedsændringer er fremtrædende symptomer ved demenstilstande.
En række neuropsykologiske funktioner, der er knyttet til frontallapperne:
§ Eksekutive funktioner (fx planlægning og styring af handlinger)
§ Opmærksomhed
§ Arbejdshukommelse
§ Sprog
§ Emotioner
§ Selvoplevelse
§ Evnen til at leve sig ind i andre menneskers psykologiske forhold (empati)
– Frontallapperne indgår i komplicerede neuronale netværk, og frontale områder udøver vigtige kontrollerende funktioner over dybere hjerneområder, fx limbiske.
– Frontallapperne er dermed vigtige komponenter i regulation af emotioner, herunder aggressioner.
ii. Subkortikale områder
– Udover frontale områder indgår der i det neurobiologiske grundlag for personligheden vigtige strukturer i det limbiske system, især AMYGDALA (spiller en rolle for angst, især betingede angstreaktioner.)
– Gennem den tætte forbindelse ml. frontale områder og amygdala, kan man tale om et særligt system, der varetager DEN EMOTIONELLE REGULATION AF BEVIDSTHEDSINDHOLD.
o Dette system spiller således en rolle for menneskets aggressionsfovaltning.
– Balancen ml. kognitive (frontale) og emotionelle (subkortikale) områder betinger, i hvilken grad et bevidsthedsindhold er intellektuelt eller emotionelt farvet.
iii. Neurotransmission
– Glutamat og GABA er centrale neurotransmittere i hjerneområder for neuronale ringe (den dorsolaterale præfrontale, den orbitofrontale og den anterior cingulate ring) med henholdsvis exciterende og inhiberende funktion, men deres virkning moduleres af flere andre transmittere, især dopamin, serotonin og acetylkolin.
– Det er vigtigt at have kendskab til de neurokemiske forhold for at kunne forstå virkningen af psykofarmaka ved behandling af personlighedsafvigelser.
PsykNoter 