Richert, A.J. (2006). Narrative psychology and psychotherapy integration. Journal of Psychotherapy Integration, 16(1), 84-110. (27 sider)

• ”Skitserer en integrativ indfaldsvinkel til narrativer i      psykoterapi.

• Argumenterer for, at det som terapeut vil være hensigtsmæssigt at tilpasse terapeutiske interventioner, så den ”matcher” klientens metanarrativ eller verdenssyn, især i forhold til tre dimensioner i dette:                

                Agency eller fællesskab: indikerer klientens foretrukne afstand i relationer, fremhæves                 individualitet og forskelle mellem selv og andre, eller gruppe og ligheder mellem selv                 og andre.

Ydre eller indre kausalitet: indikerer klientens antagelser om personlig efficacy/magt.

ydre information eller intuition og indre oplevelse, hvad der tæller som acceptabelt                     bevis for at vide noget i klientens fortællinger

• Indplacerer      de væsentligste eksisterende terapeutiske retninger i denne matrix”
• Placering: Integrativ idet han forsøger at samle forskellige teoretiske      og terapeutiske retninger

Abstract

Mennesker skaber aktivt mening i deres liv ved at konstruere historier der indeholder karakterer som bevæger sig mod mål gennem tid (ref. til Sarbin og Bruner).

Narrativernes indhold og struktur kan enten fremme adaptiv og fleksibel funktionsmåde eller resulterer i psykologisk lidelse.

Ud fra et narrativt perspektiv foreslår Richert, at den terapeutiske alliance vil forbedres og forskellige teorier vil kunne integreres, ved at vælge terapeutiske interventioner, hvor der er lighed mellem teoriens fortælling om menneskelig funktion og klientens livshistorie.

Indledning

Richert definerer narrativ i sin simpleste form som en kronologisk organisering af begivenheder omkring et forsøg på at opfylde en menneskelig intention – narrativet er altid om mennesker, eller symbolske menneskeliggjorte genstande.

Richert gennemgår Bruners skelnen mellem paradigmatisk og narrative viden (knowing). Paradigmatisk viden er karakteriseret ved effektiv kausalitet, hvor den måde tingene er på ses som en nødvendig følge af forholdene, dette adskiller sig fra en narrativ viden, hvor forklaringen på tingenes tilstand blot skal være plausibel, hvorfor andre forklaringer ikke udelukkes.

Narrative forklaringer er altid baseret på delvis, endda selektiv, genkaldelse af forudgående begivenheder, hvilket er afgørende for psykoterapi, da det muliggør alternative fortællinger, der kan være mere empowering og øge en fornemmelse af agency.

Bruner og Sarbin fremhæver begge, at mennesker generelt anvender narrativ viden til at forstå sig selv og andre. Sarbin fører dette videre til at argumentere for at narrativ er en ”root metaphor” for psykologi, ud fra en antagelse om, at menneskeligt liv grundlæggende er kontekstuelt, og positivistisk søgen efter generelle love derfor er frugtesløs når menneskelig funktionsmåde skal forstås.

Narrative psychology as a basis for psychoterapy integration

Four fundamental assumptions

Der er fire antagelser implicit i narrative psykologier som er centrale for at forstå hvordan denne brede rammekanfremme psykoterapeutisk integration:

1. Selvom der nok eksisterer en 1.ordens virkelighed som begrænser vores konstruktioner, så har vi ikke adgang til den, hvorfor folk lever efter en 2. ordens virkelighed som bliver aktivt konstrueret (kritisk konstruktivisme).
2. ordens virkelighed er narrativ i struktur – mennesker meningsskaber ved at konstruere plausible fortællinger à vi lever i og gennem vores historier (narrativ terapi teori)
3. Forskellige mennesker genererer forskellige fortællinger, og derigennem forskellige virkeligheder som de lever i. Forskellene ses på et situationsspecifikt niveau og i mere overordnede antagelser om hvordan verden er beskaffen.
4. De konkrete problemer som bringer folk i terapi skyldes ødelagte fortællinger. Personlige narrativer der begrænser agency og handlemuligheder ses som roden til psykologisk dysfunktion. Narrativer kan disempower ved at være fragmenterede, ufuldstændige, begrænsende, eller ved at karakterisere protagonisten som virkningsløs. Terapiens formål er at hjælpe personen til aktivt at skabe fortællinger hvor vedkommende er synlig forfatter og som kontekstualiserer fortrukne outcomes, hvilket fører til empowerment.

Narrative Psychology and Theories of Psychotherapy

Konstruktivisme accepterer forestillingen om multiple virkeligheder. I den optik kan hver teori om psykoterapi siges at skabe en virkelighed for sin forfatter og tilhængere. Et konstruktivistisk perspektiv muliggør at se på karakteristika ved den virkelighed en teori konstruerer om menneskelig natur og motivation, kausaliteten i menneskelig adfærd og hvordan denne adfærd forandres.

En konstruktivistisk og narrativ tilgang ser de forskellige teorier som hver repræsenterende en lokal virkelighed blandt mange mulige. Der er netop forskellene i de lokale virkeligheder som danner grundlag for Richerts integrative forslag.

An integrative proposal

= Klientens narrativer skal udgøre basis for udvægelse af intervention

Ideen om at tilpasse terapimetode til klientens forventninger til terapeutens rolle er ikke ny, men det har vist sig vanskeligt at opnå konsistente resultater i forsøg på at udvikle en metode til at matche de to, bl.a. ved brug af faktoranalyse og clusteranalyse.

à Nogle resultater indikerer at klienter ikke har en klar bevidst formulering af rollepræferencer.

Matching Client Narratives and Theoretical Approach – A Brief Rationale

Hvis en klients opfattelse af hvordan folk forandrer sig og derigennem hvad han/hun vil finde nyttigt hos en terapeut kommer implicit frem i det verdenssyn der præsenteres i hans/hendes fortællinger, og forskellige teorier trækker på forskellige kulturelt delte syn på menneskelige forhold, kausalitet og forandring, vil en terapeutisk alliance vokse frem når terapeuten arbejder ud fra teoretiske antagelser som passer til de implicitte antagelser i klientens fortællinger.

En matching af klientens og terapeutens perspektiver vil facilitere den terapeutiske proces og vil styrke det terapeutiske bånd og fremme enighed om mål og terapiopgaver (pga. enighed om hvad der skal ændres og hvordan forandring findes sted).

Hvis terapeuten opererer ud fra fælles basale antagelser er det mere sandsynligt at der vil genereres muligheder som klienten oplever som brugbare og relevante.

Forslag til karakterisering af klientens narrativer

Her præsenteres tre dimensioner til at karakterisere klienters narrativer:

1. Kausalitetstype: ydre eller indre kausalitet, indikerer klientens antagelser om personlig efficacy/magt.
2. ”Relatedness”: agency eller fællesskab, indikerer klientens foretrukne afstand i relationer, fremhæves individualitet og forskelle mellem selv og andre, eller gruppe og ligheder mellem selv og andre.
3. Personlig epistemologi: ydre information eller intuition og indre oplevelse, hvad der tæller som acceptabelt bevis for at vide noget i klientens fortællinger.

To eksempler præsenteres

Karakterisere teorier der skal anvendes I terapien

Der kan argumenteres for at forskellige psykoterapeutiske teorier fungerer som metanarrativer hvorigennem klienters dysfunktionelle livsnarrativer kan transformeres.

De tre dimensioner der gjaldt for karakterisering af klientens narrativer kan derfor overføres til teorier.

”Relatedness” siger noget om hvilket klient-terapeut forhold der sigtes mod, asymmetrisk med terapeuten som ekspert, eller som et samarbejde hvor parterne er lige.

”Epistemologi” differentieres teorier i forhold til hvad der skal være fokus for terapien, indre oplevelser eller en ydre lokalisering af problemerne.

”Kausaliteten” kan også være enten indre, med fokus på klientens eget valg, eller ydre, med fokus på deterministiske forklaringer på klienters adfærd.

Et forsøg på at klassificere teorier

 

Klienters fortællinger er ofte komplekse og fragmenterede.

For at identificere antagelser om verden i forhold til de tre dimensioner, må terapeuten formulere og dele forsøgsvise forståelser i forhold til de tre dimensioner med klienten, så dekanrevideres om nødvendigt.

I denne proces er det vigtigt at lytte ud fra et narrativ psykologisk perspektiv, fra en ikke-vidende position, som tillader klientens indre logik og verdenssyn at træde frem.

Valg af teoretisk ramme skal diskuteres åbent med klienten.