Polkinghorne, D.E. (2004). Narrative therapy and postmodernism. In L. E. Angus & J. McLeod (Eds.), The Handbook of Narrative and Psychotherapy. Practice, Theory, and Research (pp. 53-67). London: Sage. (15 sider)

• Placering: Konstruktionist:Polkinghorne mener: menings oprindelse er social og ikke individuel og vores formuleringer om hvad er tilfældet guides og begrænses af de sprogssystemer vi lever i. Dvs. meningen med ens egen handling er refleksioner og eksempler som er indeholdt i ens sociale diskurs.
• Målet for kapitlet er at sætte spørgsmålstegn ved identificering af narrativ terapi som postmoderne terapi.

Indledende

Narrativ terapi: personer forstår deres liv i en narrativ form, som udfolder livet temporalt. Isf. at anskue personer som fx deprimerede, anskues personer som unikke historier. Gennem konstruede historier giver personer mening til hændelser omkring dem og handlinger de foretager.

Kulturen tilbyder et repertoire af livshistorier, som ofte internaliseres og bruges til at give mening til livet. Dog er historierne jævnligt begrænsende og bebrejdende/skyldsbetonede, hvorfor narrativ terapi arbejder med at hjælpe klienter med at revidere disse internaliserede kulturelle historier til historier der er mere rummelige og påskønnende af klientens personlige magt og ansvar.

Udvikling af narrativ terapi: primært ægteskabs- og familieterapeuter, dog har pa’erne Schafer og Spence bidraget til bredere brug af narrative ideer ved inddragelse i deres pa-praksis.

Postmoderne terapi: kaldes narrativ terapi af nogle, pga. tæt forhold til postmoderne filosofi. Målet for kapitlet er at sætte spørgsmålstegn ved identificering af narrativ terapi som postmoderne terapi. Navnet postmoderne terapi dukkede op i slut 80’erne (brugt af bl.a. White & Epston), brugt som teoretisk støtte og forklaringsgrundlag for den terapeutiske praksis der allerede var udviklet, bl.a. ideer som sproget og diskursers centrale betydning.

Narrativ terapi (iflg. Polkinghorne) gør primært brug af eksistentielle temaer, som selvagency, empowerment og ansvar, i det terapeutiske arbejde, hvorimod postmoderne temaer bruges til diagnostiske formål.

Historiske udviklinger i familieterapi

Rødder i 1880’erne, sociologisk og psykoanalytisk tradition, intrapsykiske personlighedstræk – indtil forskningsæra i 1950’erne, derefter ses familien som kommunikationssystem (Bateson).

Første fase: strukturel tilgang, symptomer bevarer familiens homeostase, terapeut skal re-arrangerer hierarkiske interaktioner så familien bliver stabil og funktionel, metaforer: mekanisk kybernetik, termostater, feedback-løkker.

Anden fase: isf. stabilisering ses familiesystemer som værende i stand til at forandre og udvikle sig, terapeut er del af systemet og derfor er forandringer en ko-konstruerende og ko-kreativ proces.

Watzlawick: reframing: personers adfærd baseres på deres fortolkning af situationer eller den andens adfærd. Som teknik til terapeutisk forandring skal den mening, som personerne i familiesystemet knytter til situationer, ændres.

Temaer i narrativ terapi

Narrativ terapis primære fokus at klienter får mere rummelige og omfattende fortolkninger af sig selv og situationer.

Fire overlappende udviklinger i familieterapi har tilvejebragt de basale elementer i den nuværende narrative terapeutiske praksis: a) vægtning af klientens styrker, b) syn på klienter og terapeuter som partnere, c) tilpasning af en konstruktionistisk tilgang til mening, d) vægtning af menings narrative eller historielle form.

Vægtning af klientens styrker

Som en del af løsningsfokuseret terapi: et skift i terapiens fokus fra patologi og deficit til styrker, kapacitet og ressourcer. Snakker med klient om styrker de kan bruge, og om hvad klienten laver når problemet ikke er der.

Syn på klienter og terapeuter som partnere

Udvikling af reflekterende teams (Andersen) for at undgå at klienten følte sig som observer- og analyserbart objekt (hvilket envejsspejls-situationen gjorde).

Tilpasning af en konstruktionistisk tilgang til mening

Narrativ terapi: mennesker er meningssøgende dvs. deres interaktion med deres miljø, andre, dem selv – opmærksomhed er fokuseret på hvad disse betyder.

Familieterapi: skift i fokus fra familiemedlemmers adfærd/intrapsykiske spændinger til hvilken mening hændelser har for familiemedlemmer.

Konstruktivisme: mening er et konstrueret produkt af menneskelig aktivitet i stedet for et medfødt karakteristika i sindet eller en iboende egenskab i objekter eller hændelser i verden. Konstruktivistisk psykoterapi beskriver ikke sig selv som postmoderne terapi men anerkender at være påvirket af postmodernisme (Neimeyer).

Konstruktivisme: mening opnås fra multiple kilder fx personlige oplevelser, det sociale miljø, fysisk modning, skemaer der forekommer under personers udviklingsmæssige processer à selvet er centralt i konstruktionen af personens meningssystem.

Konstruktionisme: mening opnås kun fra det sociale/sproglige kulturelle system i hvilken personen er indlejret à det sociale system er kilden til mening.

Polkinghorne mener: menings oprindelse er social og ikke individuel og vores formuleringer om hvad er tilfældet guides og begrænses af de sprogssystemer vi lever i. Dvs. meningen med ens egen handling er refleksioner og eksempler som er indeholdt i ens sociale diskurs.

Vægtning af menings narrative eller historielle form

Brug af selvnarrativer eller historier: livshistorier ses som det sproglige udtryk eller præsentation af klienternes forståelse af meningen med deres livsbegivenheder.

Bateson: mening er som kort over et territorium à dette er statisk og kan ikke indfange bevægelse og forandring, derfor mening som en tekst – den nye analogi for narrativer. Tekst: gruppe af sætninger som forbindes for at producere et meningsniveau der binder sætningerne sammen til en samlet historie med en begyndelse, midte og slutning.

Plot: er hvad ens livshistorie handler om à plottet selekterer fra hændelsers mulige meninger de meninger som kan relateres til udfaldet og selekterer hvilke hændelser der inkluderes og ekskluderes fra historien.

Formålet med narrativ terapi er at hjælpe klienter med at ændre den narrative mening, de har givet deres liv, fra en der er begrænsende og offer-betonende til en, der åbner muligheder og er empowering´

Kulturelle plots som begrænsende

Plots, som personer bruger som skabelon for fortolkning af hændelser i deres liv, stilles ofte til rådighed af deres kultur. Repertoiret tænkes at reflektere plot i hvilke personens præstation matcher samfundet funktionelle behov.

White & Epston (trækker på Foucault): socialt forfattede plot er produkter af dem, hvis sociale status giver dem magt til at konstruere hvilken mening personer giver deres liv. Disse plot tjener til konstruktion af personers liv som meningsfulde når de opfylder de konsumerende og accepterende roller som kræves af en bureaukratisk organiseret og informationsbaseret social orden.

De socialt forfattede plots som tilpasses lokale omstændigheder kaldes dominerende historier.

At overkomme den dominerende historie

Det første skridt er at blive bevidst om den internaliserede, kulturelt pålagte selvhistorie – hvordan den har produceret forvrængede og begrænsende fortolkninger af deres livshændelser. Derefter undersøgelse af den og dekonstruere den, ved at stille spørgsmål til det, der har været taget for givet, indtil historien virker som et muligt syn på selvet ud af mange. Ny historie der positionerer klienten som agent og ansvarlig protagonist for historien.

Teknikker til dekonstruktion:

Unikke udfald: genkaldelse af hændelser som ikke kan integreres i det dominerende plot kan åbne rum for udvikling af nye og mere komplekse plot der inkluderer de genkaldte men tidligere affærdigede hændelser /handlinger.

Eksternalisering af problemet: klienter skal se problemet som uden for dem selv, ikke som en del af hvem eller hvad de er. Huske hvornår de overkom problemet og indkorporere denne styrke i historien.

Dekonstruktion sker som samtalende partnerskab mellem terapeut og klient. Det ny plot er resultat af dekonstruktion af det dominerende plot og integration af den gamle histories indhold med de nye elementer (som indbefatter selvagency, selvansvar, genfortolkning af tidl. hændelser / handlinger) – nyt syn på fremtiden og mere kompleks og integrerende historie.

Eksistentielle temaer i narrativ terapi

Mennesker kan forstås som foreningen af tre områder: det biologiske, det personlige og det sociale.

Socialkonstruktionisme og postmoderne teori: hævder at det socialé område er dominerende og at de to andre er underlagt dette – personer spiller roller og er ikke agenter og kroppen styres af pålagte rytmer ift. søvn, arbejde, ferier etc. Det sociale område er et sprogligt system hvis eksistens er uafhængig af de individuelle talere – ligesom sproget er det sociale system etableret før og forbliver efter et enkelt individs liv.