Oppenheim, D. (2006). Child, parent, and parent-child emotion narratives: Implications for developmental psychopathology. Development & Psychopathology, 18(3), 771-790. (20 sider)  Pennebaker, J. W., & Seagal, J. D. (1999). Forming a story: The health benefits of narrative. Journal of Clinical Psychology, 55(10), 1243-1254. (11 sider)

Abstract

Studier der bruger narrativer med børn og forælder, tilbyder måder hvorpå affektive meningsdannelsesprocesser kan studeres, som er centrale i mange teorier om udviklingspsykopatologi.

Denne artikel gennemgår teori ang. meningsdannelse og argumenter for at narrativer er specielt anvendelige til at undersøge sådanne processer. 

Gennemgangen af narrative studier og metoder organiseres i tre sektioner efter fokus på

barn, forælder og barn-forælder narrativer. Inden for hvert fokus betragtes tre analyseniveauer:

a) narrativ organisering og kohærens,

b) narrativt indhold,

c) fortællerens adfærd/ interaktioner. Implikationer for udviklingspsykopatologi og klinisk arbejde diskuteres med vægt på fælles konstruerede forælder-barn-narrativer som mødested for individuelle barn- og forældernarrativer. 

Indledende

Mål: at beskrive narrative metoder i udviklingsforskning og diskutere deres implikationer for udviklingspsykopatologi. 

Affektiv meningsdannelse

På ethvert af barnets udviklingsmæssige niveauer kan kapaciteten til at skabe kohærent og konstruktiv mening og at give mening til emotionelle hændelser bidrage til emotionel regulering og for barnet trivsel og efterfølgende udvikling.

Meningsdannelse indebærer ikke nødvendigvis meget bevidste, kognitive komplekse processer, men inkluderer ikkebevidste vurderinger som begynder tidligt i udviklingen og fortsætter gennem livet.

Den affektive komponent er fremtrædende i fremkomst af sprog: bl.a. i form af narrativer. 

Basal antagelse: affektive meningsdannelsesprocesser er en indbygget del af normativ udvikling med vigtige implikationer for barnets syn på selvet, andre og det sociale miljø à påvirker barnets indre repræsentationer / arbejdsmodeller (Bowlby) hvis funktion er at give mening til oplevelser, fortolke interaktion med andre og forudsige fremtidig retning for denne interaktion – dvs. både indre meningsdannelse og mellem individer.

Narrativer og affektiv meningsdannelse

Bruner: tankeformer/måder: den paradigmatiske form svarer til videnskabelig tænkning og har at gøre med empirisk validitet og den narrative form som har at gøre med en slags ’realness’. Oplevelser gives mening ved at organisere dem i narrativ form – forfattere af vores livserfaring og det narrativ der forfattes definerer selvet, dets ønsker, mål, frygt og konflikter.

Stern: Udviklingsmæssig sekvens i forbindelse med selvudvikling: et narrativt selv fremkommer ved 3-4-årsalderen på basis af tidligere fornemmelser af selvet som udvikles tidligere i livet. Det narrative selv begynder at forme den autobiografiske historie som udvikles til en livshistorie som patienten fortæller terapeuten. Selv spædbarnets tidlige nonverbale oplevelser organiseres i proto-narrative envelopes.

Metoder til assessment af barn, forælder og forælder-barn narrativer

Tredelingen reflekterer metoder, der bruges i narrative studier, men har også en vigtig teoretisk pointe: individuelle processer er ikke kun intrapersonelle, uafhængigt konstrueret i isolation fra den sociale kontekst men påvirkes i høj grad af kommunikationsmønstre mellem barnet og emotionelt vigtige dialogiske partnere.

Narrativer er fundamentalt dialogiske, idet det individuelt konstruerede narrativ er gennemtrængt af den andens tilstedeværelse, og det ko-konstruerede narrative er gennemtrængt af historien af hver af de to partnere.

De tre perspektiver som barn, forælder og forælder-barn narrativer undersøges ud fra:

a) organiseringen af narrativet, mere specifikt dets kohærens,

b) narrativets indhold, mere specifikt de dominerende emotionelle temaer eller repræsentationer karakteristisk for narrativet,

c) fortælleren eller fortællernes adfærd og interaktioner.

Assessment af barns narrativ

MacArthur Story Stem Battery – MSSB (Bretherton et al. 1990): den mest anvendte metode i assessment af børns emotionsnarrativer.

MSSB: Børn præsenteres for historiebegyndelser, eller stammer, og bedes fuldende historien. Samtalen slutter ved det narrative højdepunkt hvor der er et dilemma/problem som barnet skal adressere og løse.

– narrativer måles på kohærens, tema og barnets adfærd

De tre dimensioner er repræsenteret i kodningssystemet:

1. Kohærens: vurderes typisk ud fra skala fra inkohærent til kohærent. Undersøgelser viser at lav kohærens i børns narrativer associeres med: flere emotionelle/adfærdsmæssige problemer, svære tidligere oplevelser, baggrund med udsættelse for vold i hjemmet, usikre som spædbørn.

Narrativ kohærens er relateret til børns socioemotionelle udvikling og fungeren, kognitive og sproglige resultater i førskolealder og tidlig skolealder.

2. Dominerende temaer/repræsentationer: kodes ud fra forskellige tilgange som indholdstemaer,  overordnede scorer baseret på antal temaer i og på tværs af historiefuldendelser, vurdering af børne- eller forældrefigurer i narrativet med fokus på den emotionelle tone og relationelle kvalitet.

Resultater fra forskellige studier:

– børn med mere positive og disciplinære moder-repræsentationer havde færre adfærdsproblemer hvor de der havde negative have flere adfærdsproblemer (Oppenheim, Emde & Warren 1997).

3. Børns adfærd under narrative opgaver: børns respons til, involvering i og kontrol af undersøgeren. Toth et al. fandt at fysisk og seksuelt misbrugte børn, men ikke vanrøgtede børn, var mere kontrollerende og mindre lydhøre overfor undersøgeren end kontroller. Undersøgelse af denne dimension viser associationer mellem narrative variabler og ydre korrelater mens man kontrollerer på barnets adfærd under opgaven.

Assesment af forælder-narrativer

Metoder til vurdering af måden hvorpå forældre konstruerer affektiv mening ang. dem selv, deres personlige historier og nuværende forhold.

Børns narration påvirkes sandsynligvis meget af forældres narration og er muligvis basis for barnets fremtidige narrative kapacitet som voksen.

AAI: både metode til at fremkalde narrativer og teoretisk og empirisk tilgang til analysen af disse.  

Det vigtigste i voksnes narrativer om deres barndom er deres sindstilstand, ikke indholdet. Narrativets kohærens er via Mains forskning en særlig vigtig dimension, den mest afgørende for klassificering i sikker/usikker. Narrativer er ikke kun verbale konstruktioner, men er markører for vigtige intra- og interpersonelle emotionelle processer med implikationer for individets emotionelle trivsel såvel som deres børns.

The Working Model of the Child Interview – WMCI: udvikling af ekstra narrative måleredskaber for forældre, som fokuserer på barnet isf. forældrenes fortid som i AAI. Mange fællesnævnere med AAI fx spørgsmål om beskrivelse af barnet med fem adjektiver, spørgsmål med fokus på barnets adfærd og forælder-barn-forholdet. Krav om at understøtte svar med specifikke eksempler og historier, hvilket øger kohærensen. Kodningssystemet også lig AAI.

Insightfulness Assessment – IA: baseres på forældres narrativer om deres børn, men fokus for diskussion er videooptagede segmenter af barnets interaktion med forælderen. Forælderens narrativ fås ved interview om videosekvensen, hvor fokus er på om forælderen er i stand til at se fra barnets synspunkt og vise indsigt i hvilke motiver der er underliggende for barnets adfærd.

Transskriberinger rates på skalaer der vurderer dimensioner som indsigtsfuldhed, accept, kompleksitet og en overordnet kohærens-skala.

Klassificering i en indsigtsfuld-gruppe og flere ikke-indsigtsfuld-grupper – validitet af disse: støttes af studier der viser association mellem mødrene indsigtsfuldhed, mødrene sensitivitet og spædbarnstilknytning à vigtigheden af måden forældre konstruerer et narrativ  ang. deres børns indre verden, emotionelle oplevelser, motiver for adfærd – sådanne narrativer tilvejebringer meningsstrukturen på hvilken mødres interaktioner med deres børn baseres.

Fælles tråd for alle metoderne er vægtningen af kohærens i forældres narrativer som et af de centrale træk, især ang. forudsigelse af forældres kapacitet til at tilvejebringe sikkerhed og vise empatisk og emotionelt regulerende parenting.

Assessment af forælder-barn narrativer

Mindre forskningsopmærksomhed på ko-konstruktion af narrativer mellem forældre og børn – men stort håb for forklaring af børns narrative udvikling og intergenerationel transmission.

Teoretisk gennemgang: Mødre taler med børn inden de kan svare, behandler dem som agents, ligger fundament for kognitive og sproglige færdigheder som er nødvendige for at kunne føre en dialog à børns bidrag øges gradvist selvom vigtighed af forældre som partnere i ko-konstruktion af narrativer fortsætter mange år à gennem dialog bliver fælles hændelser personlige med unik mening, emotionelle nuancer og implikationer for udviklingen af barnet som er karakteristisk for en specifik forældre-barn-dyade. Forælder tilvejebringer den emotionelle sikkerhed som er nødvendig for udvikling af disse narrativer. Når forældre ikke kan dette skabes eller vedligeholdes fornemmelse af usikkerhed, inkohærens og dysregulering.

Empirisk støtte for signifikans af:

– mor-barn-dialoger: den narrative ko-konstruktion. Strage and Main (1985): mor-barn dyader i hvilke børn var sikre i spædbarnsalderen havde flydende og balancerede samtaler, inkluderede emotionelle udtryk, uddybede en række emner, hvorimod dyader hvis børn var usikre som spæde havde begrænset eller ikke-flydende dialoger, uddybede emner sparsomt og spurgte om retoriske og gentagne spørgsmål.

– dialogernes indhold: Farrar, Fasig & Welch-Ross (1997): mor-barn-erindringssamtaler – sikre mor-barn-dyader har relativt mindre negativ snak om erindringer men uddybede mere både positive og negative emotionelle temaer end usikre dyader som primært uddybede positive temaer.

– kohærens/organisering af narrativer konstrueret af mor-barn-dyader: flydende glat turn taking og emotionelt åbne dialoger bidrager sandsynligvis til kohærensen.

Implikationer af narrativ forskning for udviklingspsykopatologi

Forholdet mellem narrativer og psykopatologi

Udviklingspsykopatologi må overveje affektiv meningsdannelse og narrativer for at udvikle en mere fuldstændig redegørelse for psykopatologis oprindelse og udviklingssti i individet og intergenerationelt.

Er dysfunktionelle narrativer resultat af eller bidragere til psykiske forstyrrelser?

Børns narrativer som selvrapportering af psykopatologi

Konventionelle metoder er ikke brugbare som selvrapportering for børn pga. begrænset refleksionskapacitet – klinikere og forskere har været afhængige af forældres rapportering ang. barnets oplevelse à derfor udvikle story stem narratives metoder (fx MSSB) – akkumulerende data indikerer meningsfulde sammenhænge mellem bestemte aspekter af børns responser til historie-stammer og deres psykopatologi.

Narrativer som indgangsvinkel for intervention

Potentiale for dobbelt brug af narrativer i interventioner: som assessment (fx Story stem-metoder og forælder-barn ko-konstruktionsmetoder) og som indgangsvinkel for at højne forældrenes indsigtsfuldhed eller refleksion og er målet at identificere specifikke problemområder i forældrenes tænkning og føling om barnets indre oplevelse. Brugbar metode kan være video replay teknikker hvor forældrene ser interaktionssekvenser mellem dem selv og deres barn og diskuterer dem med terapeuten.

Fremtidige retninger for forskning

1. Undersøgelse af interrelationerne mellem forælder, barn og forælder-barn-narrativer: en mere fyldestgørende forklaring på, hvordan forældres repræsentationer, og deres kapacitet til at fortælle kohærent om emotionelt betydningsfulde områder i deres liv, også udtrykkes i dialogen med deres børn, og hvordan sådanne dialoger bidrager til barnets efterfølgende narration og affektive meningsdannelse.

2. Sporing af oprindelsen af den voksnes kapacitet til at fortælle kohærent om deres oplevelser: et narrativt perspektiv kan guide i undersøgelsen af hvilke ko-konstruktive muligheder børn har oplevet med deres omsorgsgivere og andre gennem deres udvikling à kan belyse stierne for voksnes narrativer og forklare udviklingsmæssig kontinuitet og diskont