Nelson, K. (2003). Narrative and the emergence of a consciousness of self. In G. D. Fireman & T. E. J. McVay & e. al. (Eds.), Narrative and consciousness: Literature, psychology, and the brain (pp. 17-36). London: Oxford University Press. (20 sider)

• Amerikansk udviklingspsykolog
• Narrativer i forhold til børns sproglige og erkendelsesmæssige udvikling. Forskningen har vist at børn langt oftere bruger den narrative tænkning end den logiske.
• Afviser ideen om en medfødt narrativ ramme og stiller spørgsmålstegn ved Bruners antagelse om en narrativ disposition. Hun søger i stedet at forklare udviklingen af narrativer (med reference til Merlin Donalds ide om repræsentationsniveauer).
• Fænomenologi til at forstå børns udvikling (det oplevende barn).  – ikke videnskabelige modeller over kognitiv udvikling
  
  

Opsummering:

Nelson udvider sin hypotese om, at der i barndommen opstår et nyt bevidsthedsniveau sammen med en ny selvfornemmelse situeret i tid og i multiple sociale realiteter. Det antages, at dette niveau opstår via kommunikativ diskurs, der er lingvistisk og narrativ.

Problemet med bevidst awareness og selvbevidsthed

Nelson kritiserer tidligere forklaringer på udviklingsmæssig forandring for systematisk at negligere barnets fænomenologi, idet udviklingspsykologi tenderer til ensidigt at se sindet som et informationsprocesseringssystem

à fører til en manglede en bevidsthed om den radikale forandring i sindets struktur og funktion over tid, der sker grundet vores unikke menneskelige kapacitet til at knytte relationer, kommunikere og skabe kulturelle konventioner.

Et fokus på det teori-konstruerende og videnskabelige modeller over kognitiv udvikling hos børn må ifølge Nelson erstattes med et fokus på det oplevende barn (experiential child). Nelson mener, at forklaringen på udviklingen af bevidstheden må tænkes i relation til denne rammetænkning.

Nelsons tilgang ligner de nonlineære dynamiske systemteorier (hun indvender at denne tilgang er svær at applicere eksperimentelt grundet problemets natur, hvorfor tilgangen nødvendigvis må være konceptuel). Dette fordrer, at singulære årsager ikke i sig selv forklarer udviklingen, men at der er multiple veje til samme slutpunkt og adskillige slutpunkter trods samme udgangspunkt (egen note: ækvifinalitet og multifinalitet) Der er tale om udvikling som et kontinuerligt selvorganiserende system.

I et forsøg på at nuancere både Piaget og Vygotskys teorier som konceptualiseres barnet som et selvorganiserende udviklingssystem, der responderer på og inkorporerer multiple informationskilder og udfordringer – hvert nyt forståelsesniveau bidrager med nye videnskilder og medfører en ny organisering indenfor og på tværs af domæner, hvor nye og tidligere elementer rekombineres.

Bevidsthedsproblemet

Der er forskningsmæssig konsensus om, at der opstår et nyt bevidsthedsniveau hos barnet ved 9 mdrs. alderen, som karakteriseres som delt opmærksomhed mellem barn og voksen. Delt opmærksomhed er afgørende for læring og sprogudvikling.

Dog kan børn i denne alder endnu ikke ”bestå” spejl-testen, som indikerer at barnet har opnået et selvbevidsthedsniveau i form af en objektiv selvfornemmelse, hvor selvet er et objekt, der kan repræsenteres og tænkes om, et kognitivt selv.

Ifølge Nelson er dette dog blot et skridt på vejen mod en nyt syn på selv, andre og verden, der understøttes af omgivelsernes verbale stilladsering af barnets udforskning af verden. 

Begyndelsen på det narrative

Bruner fremhæver, at mennesket har en medfødt disposition til at give begivenheder en narrativ form og til at tillægge folks handlinger mening, attribuere dem mentale tilstande, dvs. en theory of mind, der trickes af den sociale verden.

Nelson som afviser ideen om medfødt indholdsviden og en medfødt narrativ ramme stiller spørgsmålstegn ved Bruners antagelse om en disposition. Hun søger i stedet at forklare udviklingen med reference til Merlin Donalds ide om repræsentationsniveauer.

Det narrative konceptualiseres som en social form, der understøtter fællesskabets sammenhængskraft. Det er dermed ikke en individuel men en sociokulturelkapacitet, hvor det narrative emergerer som en kulturel gruppes forklaringsformat.

Hun argumenterer for, at der ikke er behov for at tilskrive børn en medfødt disposition til historiefortælling, men at man i henhold til et system synspunkt må se det narrative som en del af den omfattende udvikling (bevidsthed om selv, andre, verden, fortid og fremtid), der finder sted, når barnet træder ind i den lingvistiske verden frem for en ”menneskelig gave”.

Hun hævder, at bevidsthedens opståen er tæt knyttet til det narrative.

Hybrid niveauer

Her præsenteres Donalds evolutionære teori om repræsentationsniveauer og udviklingen hen mod symbolsk sprog:

• Spædbarnets bevidsthedsniveau minder om nonhumane primaters kognitionsniveau karakteriseret ved en ”her-og-nu individuel oplevelsesmæssig hukommelse”. Dog er barnet mere hjælpeløst og fra start omgivet af kulturelle artifakter, hvorfor sammenligning ikke er helt vandtæt.
• Donald fremhæver et nyt emergens niveau – imitationsrepræsentation, der begyndte med motorisk imitation og selvcued hukommelse og førte os tættere på symbolisering og faciliterede delt læring og færdigheder samt kommunikative former.
• Homo sapiens udvikler sproget for 35.000 år siden, hvor den talens sociokulturelle funktion og dens produkt (narrativer) bidrog til en omfattende og kohærent gruppestruktur – en kulturel bevidsthed
• Skriftsproget opfindes og muliggør en fortælling af viden i ekstern form™ donald argumenterer for at det narrative går forud for videnskabelig teoretisering.

Nelsons pointe: De forskellige vidensniveauer fortsætter med at eksistere og understøtter hinanden. De tidligere niveauer ændrer funktion og form i interaktionen med andre niveauer.

Sindet er en HYBRID – en lagdelt konstruktion af forskellige måder at lære og kommunikere på via forskellige repræsentationstyper. Man anvender alle disse vidensniveauer og repræsentationer simultant og de skal ses som komplementære informationskilder. Via opmærksomheden kan man tune ind på et repræsentationelt niveau og udelukke forstyrrelser fra andre repræsentationelle modaliteter i bevidstheden.

At sætte scenen for det narrative i barndommen

Hvad er relationen mellem narrativer, selv og bevidsthed?

Nelson referer til Bruners distinktion mellem landscape og action (handling) og landscape og consciouness (bevidsthedslandskab) (sekvenseringen af handlinger for at skabe en kohærent begivenhed vs. aktørernes mentale tilstande, der forklarer deres handling).

Endvidere påpeger hun, at kulturens institutioner, historie og sociale organisationer samt den tid begivenheden er lokaliseret i er vigtige for forståelsen af denne relation.

Mellem 1-3 år udvikles en basal forståelse af handlingslandskabet – fx kan allerede 1-årige huske korte sekvenser af nye begivenheder adskillige dage og ved tre års alderen kan disse verbaliseres. Det er ikke narrativer, men er basis for de ”canonical events” narrativer udgøres af.

Det er omdiskuteret, hvordan og hvor tidligt bevidsthedslandskabet bliver en del af barnets repræsentationer (se evt. positioner s. 26)

En vigtig opmærksomhed er, at barnet er indlejret i en social verden fra start, og det tyder på, at man langsomt udvikler en øget forståelse af andres perspektiv og den delte verden (intentionel pludren, efterligning af voksen ord, leg med gensidige roller, primitive symbolske lege, forsøg på at overtage den voksnes rolle)

= primitive former for intersubjektivitet, der udgør grundlaget for tilegnelse af sproget, men det forbliver på et handlingsniveau.

Der er således belæg for Donalds mimesis, der tillader at læring internaliseres og bruges til fremtidige produktioner.

Det narratives opståen

Udviklingslitteratur tyder på, at der hos børn i 2 års alderen kun eksisterer forståelse på et handlingsniveau, da barnet mangler temporalt perspektiv, bevidsthed om indre tilstande som motiverer handling og kapacitet til at forstå komplekse problemer.

Sproget mangler og er endnu ikke et middel til at formidle narrative repræsentationer.

De første narrative produktioner opstår i symbolsk leg, der er en vigtig udviklingsmæssig kilde til narrativer og bevidsthedslandskabet opstår (28)

Studier viser, at børn bevæger sig fra få informationsbidrag til fortællingen af en oplevelse til en mere lige medkonstruktion af narrativet. Her er det forældrene, der bidrager med hovedparten af de evaluerende informationer i narrativet (jf. Fivush).

3-5-åriges narrativer mangler fortsat de essentielle narrative aspekter (udelukkende handlingslandskab), der skaber personlig og kulturel vækst:

 

• Det temporale perspektiv
• Forståelse af selv og andres mentale og fysiske tilstande
• Kulturel viden om den del af verden, der ikke er direkte erfaret

Det nye bevidsthedsniveau, der opstår, er ikke kun afhængigt af ét kausalt element i udviklingen, men empiri tyder på, at oplevelser med narrativer bidrager til udviklingen af det og at narrativer og en theory of mind er tæt forbundne i udviklingen.

Dengang og nu, selv og andre

Børn er isoleret fra en specifik fortid og forestillet fremtid, idet der kun findes nutid og ikke-nutid. Der er således ikke noget alternativt synspunkt end ens eget.

Nelson hævder, at delte oplevelsesmæssige narrativer er det symbolske middel, der sikrer denne indsigt i at andres fortid og fremtid adskiller sig fra ens egen og at ens egen historie er unik (29). Kun når denne konceptuelle kontrast indfinder sig, kan barnet opleve sig selv som havende en specifik oplevelsesmæssig historie, der er forskellig fra andre, hvilket åbner for en ny bevidsthed, der rækker ud over selvet-i-verden-nu.

Der gives et eksempel på, hvordan udvidelsen af det temporale, sociale og kulturelle-spatiale perspektiv sker i konteksten af narrativ oplevelse – hvor mor tilvejebringer en narrativ struktur for sit barns egen hukommelse af oplevelse i fortiden ved at give historien et plot og ved at evaluere den.

Meget tyder således på, at børn ikke kan differentiere mellem om noget skete for dem selv eller andre, hvorfor man bør være opmærksom på risikoen for ”falske minder”.

Konklusion (s. 33)

Nelson hævder, at der i den tidlige barndom opstår et nyt bevidsthedsniveau, som er baseret på en differentiering mellem;

 

• selvbevidstheden i de tidlige år: bevidsthed om her-og-nu, informeret af tidligere erfaringer men uden bevidst refleksion om dette.
• selv-og-andre bevidstheden i transitionsperioden: det nye niveau er afhængigt af sproget, som anvendes til at udveksle syn på selv og andre. Således er det narrativer som faciliterer denne udvikling af en ny og anderledes form for selvbevidsthed, der bringer barnet ind i den observerede verden (Det er James og Meads MIG frem for den oplevende JEG, der opstår, idet man er i stand til simultant at handle og observere)

 

Det narrative opstår fra og tilhører fællesskabet men er i det individuelle barns liv et middel gennem hvilket en bevidsthed om både selv og den større sociale og temporale verden bliver manifest og gradvist udvikler et nyt subjektivt bevidsthedsniveau med en fornemmelse af en specifik fortid og en mulig fremtid samt en indsigt i andre menneskers bevidsthed.