McAdams, D. P. (2006). The problem of narrative coherence. Journal of Constructivist Psychology, 19(2), 109-125. (17 sider)

• Har skrevet meget om det at skabe identitet og narrativ kohærens.
• McAdams tilhører den nyere narrativ teori
• Placering: McAdams er personlighedspsykolog: han ville nok ikke tale for en bestemt terapeutisk praksis. Han er tværgående på mange måder. Man kan godt se nogle psykodynamiske tanker, men også nogle konstruktivistiske tanker i hans teori.
• I de nyere narrative teorier om personlighed betragtes livshistorien endvidere ifølge McAdams som en konstruktion, der fungerer som en væsentlig bestanddel af personligheden. .

Abstract

Mange teoretikere og terapeuter er enige om at mennesker danner meningsfulde selv’er ved at konstruere kohærente livshistorier (s.109). Men hvad er en kohærent livshistorie? Og er gode livshistorier altid kohærente?

Udvikling i den narrative psykologi

Sociale forskere (Bruner, McAdams og Sarbin, Polkinghorne): forslår at mennesker skaber mening og kohærens i deres liv og at dette udtrykkes gennem selv-definerende livshistorier –

Kognitive forskere (Mandler 1984) begyndte at betragte menneskelig processering i form af story script og autobiografiske scener.

Udviklingspsykologer: begyndte at studere tilblivelsen af narrativ forståelse hos børn.

Konstruktivistiske tanker

Mennesker konstruerer historier for at skabe mening i deres liv. Terapeuter og deres klienter co-konstruerer nye narrativer og erstatter disorganiserede eller inkohærente historier om selvet. Liv bliver meningsfuldt og kohærent midt i blandt et vivar af sociale konstruktioner og diskurser som omfatter postmoderne liv (s. 110).

Kohærente narrativer

Teoretikere, forskere og terapeuter understreger vigtigheden i at konstruere kohærente narrativer. Kohærente narrativer refererer til strukturen eller formen af historien, men omhandler også historiens indhold (s. 112). De fleste kriterier for kohærens, reflekterer den kultur hvori historien fortælles og leves. Historiers plot er socialt konstrueret ift. lokale normer. Forskellige samfund har forskellige narrative traditioner som tilbyder deres egne standarder af kohærens. For nogle kan en historie være total inkohærent og for andre kan den samme historie være kohærent.

For at en livshistorie kan betragtes som kohærent skal den baseres på menneskelige værdier og den skal fortælles ud fra et genkendeligt moralsk perspektiv (s. 121).

Der er mange bud på hvad kohærente narrativer er, måske fordi begrebet kohærens er blevet strukket for langt.

Inkohærente narrativer

• En fortælling som præsenterer begivenheder i vilkårlig rækkefølge
• En fortælling som trodser tilskuernes forventninger i forhold til hvordan menneskelige anliggender skal udvikles over tid.
• Historier som skildrer karakterer men vis handlinger ikke umiddelbart lader til at have motiv eller mål.
• Historier som ikke ser ud til at komme nogle steder, og som aldrig kulminerer, eller har en tilfredsstillende slutning.
• à Hvis fortælleren ikke giver tilstrækkelig information til at kunne forstå historien, skaber tilskueren selv en sammenhæng der giver mening.

Narrativ identitet

McAdams fremhæver, at når man anlægger et historisk perspektiv på sit selv og udvælger, karakterer og plots fra sin autobiografiske fortid, gør man det i lyset af sin opfattelse af nutiden og sine forestillinger om fremtiden. Den udviklende historie, som er resultatet af den selektive tilpasning af fortid, nutid og fremtid, udgør ifølge McAdams ens identitet (ibid. 486).

Basal historiefortælling

Historier er til for at blive fortalt. Der kan være forskellige mål for historiefortællingen (Liv: ligesom hos Baumesiter & Newman 1994: Interpersonelle motiver og de 4 behov for at skabe mening). Mange historier følger en forudsigelige grammatik – et begivenhed fører til en anden begivenhed og historien bygges om omkring et klimaks. Til slut udløses spændingen og tilskueren føler en følelse af afslutning (s. 111). Tilskuerne forventer at historien har en start, en midte og en slutning.

Livshistorie

Livshistorien ses som en konstruktion, der fungerer og udgør en væsentlig del af personligheden (McAdams 1999: 479). En af narrativets vigtigste funktioner er at integrere fundamentalt forskellige elementer i menneskelig oplevelse i et mere eller mindre kohærent narrativ. En livshistorie er en historie om selvet fortalt af en levende person, vis handlinger påvirker andre. Det er en historie vis form og indhold har virkelighedskarakter (s. 120-121).

Paradigmatisk tænkning og narrative tækning

Paradigmatisk mode for menneskelig tænkning bruges hvis mennesker skal forklare hvordan den fysiske verden fungerer, men hvis de skal forklare menneskelig adfærd og oplevelser griber de til den narrative tænkning.

De historier som mennesker bruger til at forklare deres liv (til dem selv og andre) kan ikke bevises enten at være rigtige eller forkerte, ikke som de paradigmatiske argumenter ofte kan. Historierne skal dog stadig lyde overbevisende (s. 113-114).

Tilknytning (voksne)

Forskning: Fortællere med sikre tilknytninger fortalte med kohærente fortællinger, mens fortællere med usikker tilknytning fortalte inkohærente historier (s. 114). (Se Daniel tekst, AAI)

Narrativ identitet og sunde narrativer

Teoretikere argumenterer for at mennesker typisk ikke er i stand til at konstruere fulde livshistorier som giver overbevisende kausale forklaringer på, hvordan de er blevet, som de er blevet, før de når sent i ungdommen.

Ifølge Habermas & Bluck (2000) venter den fulde oplevelse af narrativ identitet når fire kognitive evner er fuldt udviklet (s. 115).

Temporal kohærens: Temporal kohærens refererer til evnen til at sammensætte enkeltstående begivenheder i en fornuftig orden. Barnet lærer at genkalde og fremsige enkeltstående begivenheder i deres liv, som små historier med en start, en midte og en slutning. Barnet lærer dette inden før 5 årsalderen,

Autobiografisk kohærens: Internalisering af den sociale viden. En implicit forståelse af de typiske begivenheder og disses timing, som tilsammen udgør et typisk livsforløb.

Kausal kohærens: Opstår i ungdommen, hvor den unge formår at linke separate begivenheder sammen til en kausal kæde. Begivenhederne bliver nøgleepisoder til at forklare nuværende aspekter af livet eller fremtidige mål (s. 115).

Tematisk kohærens: unge og unge voksne kan ud fra en serie af fortalte begivenheder se et gennemgående tema eller overordnet budskab i disse fortalte historier.

à I både den kausale og tematiske kohærens er det fortælleren som laver en konklusion om sig selv.

Personer som har evnen til at dykke dybt ned i smertefulde oplevelser og som kan fortælle om personlig lidelse på en ærlig og overbevisende måde er en indikator for psykisk sundhed (King & Raspin 2004) – (Liv: se også Fivush tekst)

Hermans (1996): Den velformerede narrative identitet er som en polyfonisk roman. Historier som ligger under for en enkelt dominerende perspektiv, uanset hvor kohærent denne måtte være, er for simpel til at være sand, og fejler i at reflektere de levede oplevelser. Hermans har en multiplicitets forståelse for narrativ identitet.  Han afviser tanken om en enkelt konsistent selv (univocal self), men foreslår at selv-kohærens alligevel kan realiseres i det multivokale dialogiske selv. Forskellige stemmer eller jeg-positioner forsvarer deres adskilthed og autonomi, men disse arbejder også sammen i kraft af at indgå i den samme selv-definerende samtale. For Hermans inkorporerer det dialogiske self både de kræfter som arbejdet for selvstændighed og for kohærens (Hermans 1996 i McAdams 2006: 119).

Perspektiver om narrativ identitet som prioriterer multiplicitet har mange forståelser af kohærens. (McAdams s. 119).

Gergen m.fl.: Andre teoretikere er mindre optimistiske om selvet og evnen til at danne kohærente narrativer. De argumenterer for at det moderne selv er bombarderet med så mange forskellige stimuli og skiftende krav, at selvet simpelthen ikke kan have en kohærent form (Gergen 1991 in McAdams: 120).