Lysaker, P. H,Lysaker,J.T & Lysaker,J.T. (2001). Schizophrenia and the collapse of the dialogical self: Recovery, narrative and psychotherapy. Psychotherapy: Theory, Research, Practice, Training, Vol 38(3),    2001, 252-261.

• Går ind under den type af studier der producerer typologier af klienters narrativer: Foreslår forskellige typologier af ”patalogiske narrativer i hold til forskellige træk, fx graden af kohærens og organiseringen i historiefortællingen, det emotionelle indhold, selvrefleksion.
• Narrativ desorganisation er et definerende kriterium for patologi og psykisk sundhed er karakteriseret ved kohærens.
• Fra denne type af studier antages det at patologiske narrativer udtrykker en underliggende psykopatologi og at narrativet primært ses som en individuel konstruktion (Tror det er et konstruktivistisk syn). Dette individualiserede syn på narrativer ignorerer den relationelle natur af narrativ produktion og den bredere social kulturelle indflydelse på indholdet og strukturen (s. 411).
• Har et kognitivt fokus i den senere behandling af skixofrene. 

Personlige narrativer er de historier som mennesker fortæller til sig selv og til andre for at placere daglige oplevelser i en kontekst og få mening ud af dem. De forbinder fortiden med fremtiden, giver den huskede og følte oplevelse sammenhæng og struktur og lægger grundlaget for identiteten.

Personlige narrativer hos skizofrene ser ofte ud til at have mistet deres sammenhæng. Artiklen foreslår at narrativer hos skizofrene bringes i fare når den indre dialog bliver kakofon, monologisk eller for rigidt organiseret (s. 252).

Forfatterne foreslår at psykoterapi kan være hjælpsom for personer med skizofreni for at facilitere generhvervelsen af den interne dialog gennem ekstern dialog. Den interne dialog er nødvendig for at rekonstruere og reformulere narrativer (s. 252-253).

Mange skizofrene fortæller at psykoterapi har været hjælpsom for dem, det samme viser case studier og kvalitative studier (s. 252). Forfatterne understreger dog at denne form for behandling af skizofrene ikke skal ses som den eneste interventionsform der er rigtig.

Narrativ, dialog og psykisk sundhed

Det dialogiske selv

–          Dialogiske teorier anskuer selvet og dets mange jeg-positioner som en vedvarende serie af intrapersonelle og interpersonelle samtaler.

–          Man har forskellige selv-positioner (fx selv-som-mor) og det er forhandlingen mellem disse det giver en følelse af sense of self.

–          Selv positionerne er hierarkisk organiseret, og hierarkierne er periodisk organiseret (nogle er oftere vigtigere end andre, men også på forskellige tidspunkter). (s. 253)

–          Skizofreni (fokus er ikke på at forklare hvor de stiller sig i forhold til biologien bag lidelsen) à dialogisk selv à narrativ forstyrrelse

–          Det er ikke forstyrrelser i narrativet der giver skizofreni, det er skizofreni som forårsager en forringelse i sense of self.

Narrativer bibeholdes gennem en vedvarende indre dialog i individet og dialog med andre individer. (s. 253). Personlige narrativer følger ikke kun et ensidigt plot, men bevæger sig mellem forskellige modsatrettede og konkurrerende historier.

Det dialogiske selv hos skizofrene

–          Det er ikke fordi at folk fortæller dårlige eller svage historier, snarere er fattige narrativer refleksioner af en forringet dialogisk proces.

–          Evnen til at skifte mellem selv-positioner forringes

–          At miste sense of self, er at miste dialog (intraperosnelle og interpersonelle dialoger)

Tomme narrativer

Hvis en person har besvær med at skifte mellem de forskellige hierarkier, bliver al dialog (intrapersonel og interpersonel) fattig

Ved et rigidt og ustabilt hierarki, føres dialogen kun hvis det er absolut nødvendigt, og dialogen defineres ud fra et begrænset antal og ufleksible dominerende selv-positioner. Disse selv-positioner vil være fast forankrede positioner, som er uforandrende, og kan ikke bruges til at udvikle kohærente fortolkninger af nye oplevelser. Selv om det forslås at narrativet og selv-oplevelsen på mange punkter er afbrudt, har individer med et goldt narrativ stadig multiple oplevelser fx har de forskellige sociale roller, de oplever triumfer eller tab – dog er deres historier relativ korte, og indeholder måske et kort resume af fortiden og begrænsninger i hvordan man skal reagere i fremtiden (s. 59).

Monologiske narrativer

Dette narrativ forekommer hvis det er svært at fastholde eller skifte et hierarki selv-positionerne. Med en reducering i dialogisk kapacitet, foreslås det at et rigid og uforanderligt hierarki vil udvikles, hvor både intrapersonelle og interpersonelle dialoger vil organiseret på ensidig måde.

Sammenlignet med individer som ikke har en historie vil man i det monologiske stadie se personer med én indre historie, men denne er så rigid, vil holde på at denne historie er basis for en fælles forståelse med andre.

Igen ses at et individer med en monologisk narrativ med multiple oplevelser, men at disse vil blive fortolket ud fra et uforandrende selv -position.

Kakofont narrativ

Denne form for narrativ er antaget at forekomme når der ikke længere er nogle hierarkier til stede. Uden et hierarki vil selv-positionerne i munden på hinanden eller uden sammenhæng med hinanden.

Vi forestiller os at man hos denne type af individer ser et rigt og levende indre liv – fyldt med affekt, men uden organisation.

à Forestiller man sig det dialogiske selv som en metafor for de forskellige karakterer i et spil, er det kakofone narrativ er en gruppe af karakterer som taler mere eller mindre på en gang eller konstant afbryder hinanden og uden reference til had der er blevet sagt.

Til kontrast her til, kan det tomme narrativ forstås som få karakterer som kommer med korte beherskede kommentarer.

Det monologiske narrativ kan forstås som en karakter eller en gruppe af karakterer som taler i harmoni om et emne uden tolerance eller forståelse for andre synspunkter.

Kan man ændre forstyrrelsen ved at arbejde med narrativet

• Overordnet: Ja, de foreslår forskellige måder til hvordan terapeuter kan hjælpe klienter til at reparere deres fattige narrativer og udvikle sundere narrativer som kan bedre deres livskvalitet. – MEN de understreger til sidst at denne form for terapi, ikke fører til fuld helbredelse (s. 67).

 

• De tre former for narrativer fremkalder forskellige fristelser hos terapeuten til at rette eller ”reparere” narrativerne.
• Til hvert narrativ er der nogle bestemte terapeutiske teknikker der er fordelagtige.

Behandling af de tre dysfunktionelle narrativer

–          Tomt narrativ: Fokusere på de terapeutiske forhold og klientens fortælling om dette forhold = eksamination af klient-terapeut forholdet, da klienten har svært ved at fortælle en historie om alt hvad der sker uden for terapirummet. Hvis forholdet til terapeuten kan fortælles, er det muligt at andre forhold også kan fortælles. Hvilket fører til en rigere fortælling om indre følelser og konflikter (s. 64).

–          Monologisk narrativ: Forsøge at forstå det lidende ved et selv som er domineret af en begrænset antal af temaer, dette inkluderer empatiske refleksioner. Terapeuten kommer hermed uden om, at skulle være enten enig eller uenig med en illusion eller en tvangsforestilling à styrke den terapeutiske alliance

à Herefter skift til en mere kognitiv tilgang; udforske hvordan et bestemt synspunkt er oplevet som utvivlsom og hvordan dette synspunkt er dannet. – Fra et dialogisk perspektiv foreslås det at dette vil svække de dominerende selv-positioner og tillade andre selv-positioner at bidrage i dialogen.

–          Kakofone narrativer: en fortsat spejling af alt hvad klienten siger. Idéen er at det er fragmenter af selv-positioner og at terapeuten skal identificere disse, forstærke dem og senere vise at disse selv-positioner kan relateres til hinanden og ordnet i forhold til hinanden.