Holmes, J. (1999). Defensive and creative uses of narrative in psychotherapy: An attachment perspective.

Holmes, J. (1999). Defensive and creative uses of narrative in psychotherapy: An attachment perspective. In G. Roberts & J. Holmes (Eds.), Healing stories: Narrative in psychiatry and psychotherapy (pp. 49-66). London: Oxford University Press. (18 sider)

  • Placering: Handler om tilknytning, informeret af tilknytningsterapi, men er psykoanalytisk rettet) = Narrativer som vinduer til det ubevidste. Udkrystallisere og tolke på gennemgående mønstre

Introduktion

Mål: at sammenvæve nutidig psykoanalyse, tilknytningsforskning, og narrativ teori i én fælles historie.

Hovedargument: narrativet udgør halvdelen af den dualitet der ligger i psykoterapiens hjerte à dikotomien kan udtrykkes på mange måder: narrativ og dens dekonstruktion, primære og sekundære processer. Psykopatologi, som gribes an ud fra skelnen mellem usikker tilknytning, er en overflod af det ene af elementerne. 

Kan der være en narrativ videnskab?

Bruner (1986): to forskellige tilgange til sandhed: Både en god historie og et velformet argument kan bruges til at overbevise en anden, men hvad de overbeviser om er fundamentalt forskelligt – argumenter overbeviser om deres sandhed og bekræftes ved eventuel appel til procedurer for etablering af formel og empirisk sandhed, historier om deres vellignende/livagtighed og etablerer deres sandhed ved sandsynlighed (verisimilitude: havende en fremtræden af at være virkelig eller sand). 

Der er sandhed i historier: (emotionel) sandhed som kan vurderes ud fra om historien føles ’rigtig’, er tilfredsstillende, kohærent, rører lytteren emotionelt. Kriterier for den gode historie i psykoterapi gør at narrativer gerne skal være mere uddybende, spontane, individualiserede, fleksible historier som inkluderer et større omfang af oplevelser. 

Bidrag fra tilknytningsforskning

Psykoterapiens mål: fjernelse af symptomer, men også at hjælpe med at fostre trivsel à kan ses som udvikling af en styrket og mere alsidig mængde af selv’er.

Narrativ teori ser ikke jeg’et som fikseret og allerede eksisterende størrelse men som et autobiografisk selv formet i samspillet mellem agency og afhængighed, med behov for at blive fortalt til en anden før det kan opstå à dialogisk struktur – altid en anden selvet fortæller til. 

Oprindelsen til selvnarrativet: Winnicott: moderens spejler barnet: à begyndelse på mulig repræsentation af, eller en historie om, selvet og dets følelser, – afhængighed (til moren) forbindes med måden hvorpå historier, i modsætning til virkeligheden, hænger sammen på en kohærent måde. 

– Gennemgang af AAI og strange situation. 

Fonagy et al. (1995): refleksiv selvfunktion (kapacitet til at tænke om sig selv i relation til andre) er en hoveddeterminant for om mødre, hvis egen barndom var traumatisk, vil få spædbørn som er usikre i strange situation. Kapacitet for RSF er afgørende beskyttelse mode psykisk sårbarhed over for miljømæssige vanskeligheder. 

– Strange situation måler en enactment af barnets forhold til sine forældre

– AAI definerer individers narrative beretninger om deres oplevelser à en bevægelse fra tilknytningsadfærd til repræsentation af tilknytninger. AAI har at gøre med individers forhold til sig selv.

à Mellem strange situation og AAI er en internaliseringsproces foregået som omfatter individets bevidsthed om sig selv, deres signifikante andre, forholdet mellem dem og deres bevidsthed om, og evne til at redegøre, for disse fænomener. 

Tilknytning internaliseres så barnet har:

a) vagtsom men ikke-påtrængende moderlig funktion,

b) en skabende playful funktion,

c) kapacitet til at sætte ord på følelser à intimitet med sig selv – pa genskaber barndomssituation: at være alene med en andens tilstedeværelse. Tilegnelsen af indre tale er en udviklingsmæssig funktion. 

Fund i tilknytningsforskning indikerer objektive kriterier for kliniske narrativers sandsynlighed/troværdighed (verisimilitude): kohærens, kortfattet, relevans etc. Ligeledes forbindelse mellem narrativ sandhed i den kliniske situation og historisk sandhed i patientens faktiske biografi.

Det autobiografiske selv kan ses udtrykt i et indre objekt med hvilket individet har et forhold, sammenligneligt med ’ydre’ forhold, som kan forstås ved forskellige tilknytningsstile. 

Klinisk:

– sikker – psykologisk flydende,

– usikker (pa: forsvaret) – relativt statisk.

De sikkert tilknyttede kan:

a) skelne mellem egne og andres oplevelser,

b) repræsentere og derved fortælle historie om deres følelser,

c) have kapacitet til at bryde deres historier op og forbedre dem så de er mere overensstemmende med oplevelsesstrøm. 

Den sproglige triade og psykoterapiens trekant

Psykoterapi: patient søger hjælp à behov for historie om hvordan patient kom hertil, hvor der er nu og hvor de skal hen à patient sætter ord på følelser à reflekteres tilbage af terapeut (markering) à patient tjekker for kongruens, verisimilitude, om det føles rigtigt à repræsentation eller historie er skabt.

Ubearbejdet oplevelse + mening = narrativ. Patient lærer at opbygge historiefortællende funktion som tager erfaring ’nedefra’ og mening ’oppefra’ (fra terapeut) og skaber derved nyt narrativ om sig selv og verden.

Kan sammenlignes med sproglig triade: signified, sign, leksikon fra hvilket sign er taget. 

Narrativ i klinisk praksis

Narrativ som terapeutisk teknik

Startende med assessment-interview vil terapeuten bruge narrativ kompetencer til at hjælpe patienten med at forme historien til et mere kohærent mønster.  Begyndelse på objektivering og model for indre observerende ego.

Overinvolverede: hyppige ’formende’ bemærkninger og tegnsætning fx det kommer vi tilbage til, men først vil jeg høre om…

Afvisende: søgen efter detaljerede erindringer og eksempler fx kan du huske en episode der illustrerer det… 

Psykologisk sundhed (tæt forbundet med sikker tilknytning) afhænger af en dialektik mellem story-making og story-breaking, mellem at skabe narrativ og opløse det i lyset af ny oplevelse, bevægelse mellem konstruktion og dekonstruktionà denne kapacitet afhænger af om personen er i stand til at stole på både intimitet (giver den nødvendige tæthed hvis mening og oplevelse skal indvæves i narrativet) og aggression (muliggør at historierne kan brydes op og genformes i nye mønstre). 

Tre prototypiske patologier af narrativ kapacitet:

– hænge fast i rigide historier

– overvældes af unstoried erfaring

– være ude af stand til at finde et narrativ der er stærkt nok til at indeholde traumatisk smerte. 

Nodale erindringer: dekonstruktion af afvisende narrativer

Nodale erindringer: knudepunkter fx en søskendes fødsel, første dag i skolen à repræsenterer en koncentration af antagelser, fantasier, arbejdsmodeller om selvet i relation til andre. 

I psykoterapi omarbejdes disse erindringer. Først skal de pakkes ud og samles igen og få nyt perspektiv. I alle tilfælde skal patienten se at der er mange versioner af den samme historie. Terapi giver mulighed for at se sig selv udefra. 

Negativ evne/kapacitet og ambivalente narrativer

Negativ kapacitet: evnen til at forblive i tvivl, usikkerhed og mysterier. Terapeuten må både tolerere forvirring, og samtidig have tillid til at et meningsfuldt mønster vil fremkomme – finde en narrativ tråd. 

Historier som søger efter en stemme: at arbejde med traumer

Fire narrative mønstre i psykoterapipraksis:

– Sikker

– Undgående

– Overinvolverede

– Traume-organiserede narrativer – afsløres af inkohærens og brud i et umiddelbart glat narrativ.

Traumatiske minder: kan associeres med så ubehagelige minder at de undgås på fobisk måde, værst er traumatisk amnesi eller fortrængning. 

Bevis for at disse minder lagres anderledes: subjekterne genkalder billeder og fysiske fornemmelser men ikke en kohærent hændelsessekvens à de processeres ikke til verbal narrativ form men forbliver i en ubearbejdet oplevelsestilstand. Det narrative selv er tilintetgjort og det tilbageblevne er dissocierede billeder og fornemmelser. Basal tillid er nedbrudt og derfor kræves at personen føler sig tilstrækkeligt ’holdt’  for at kunne risikere genkaldelse af traumet. 

Midler til at symbolisere eller spejle ubearbejdede oplevelser kræves: poesi, tegninger, guidede fantasiforestillinger. Terapeuten står for den del af offerets selv der ikke kunne bære at se på hvad der blev gjort mod dem. Ved at afsløre historien for sig selv frygter offeret at blive opslugt af historien ude af stand til undslippe.

Forvandle traume til narrativ kræver en sekventiel proces, startende med overvindelse af undgåelse gennem billeder og senere, bevæge sig til en mere objektiv distanceret position hvor ofret kan identificere sig med terapeutens godartede bekymring. At mindre aspekter af traumet kan udleves symbolsk i overføringen hjælper denne proces, idet den bliver delt og derfor potentielt narratable. 

Terapeutens rolle

Arbejdet med traumatiserede tester terapeutens moralske modenhed, specielt evnen til at bruge deres egne følelser i terapiens tjeneste uden at tillade dem at dominer, dirigere eller forstyrre patienten. Terapeutens tilknytningsstil og sideløbende narrativ stil bliver vigtig i forhold til terapiens udfald.

Måske handler terapi om: fremkomst af historie der føles intenst (fanger ubearbejdet oplevelse) og har en objektiv validitet (kongruens verisimilitude).

One thought on “Holmes, J. (1999). Defensive and creative uses of narrative in psychotherapy: An attachment perspective.

  1. Upon careful palpation (experience) one can feel these troubles
    which have produced. You should train your brain and body NEVER TO want to climax so rapidly.
    End, wait for it to decrease, then continue masturbating.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s