Freedman, J. & Combs, G. (1996). Opening space for new stories. In J. Freedman & G. Combs, Narrative therapy. The social construction of preferred realities (pp. 41-76). New York: W.W. Norton & Company. (37 sider)

• Har et social konstruktionistisk perspektiv: søger at hjælpe folk til at opleve deres historier, som noget de selv kan forme, frem for noget som former dem.

Indledning

Folk fødes ind i deres historier, idet deres sociale og historiske kontekster bestemmer, hvilke historier, der fortælles, hvordan de fortælles og hvilke, der forbliver usagte.

Dette forklares med reference til begrebet om diskurs, der forstås som et system af udtalelser, praksisser og institutionelle strukturer som deler fælles værdier og opretholder et særligt verdenssyn og afspejler den fremherskende struktur af sociale magtrelationer.

Terapeuten er ligeledes indlejret i diskursen, og at terapeuter traditionelt er indlejret i en medicinsk diskurs om patologi, normative standarder og eksperter.

à Vi er skolet til at lytte efter tegn på sygdom og ikke i at lytte efter personlig mening.(Det samme som Roberts siger)

Lytning

Grundet den fremherskende diskurs har terapeuter svært ved at lære at lytte til folks historier som historier. Freedman & Combs opfordrer til at lytte til historien og slå ekspert-filtrene fra som basis for, at man kan anerkende alternative fortællinger og skabe en relation præget af gensidig respekt og tillid.

Not-knowing

Refererer til postmodernisterne Anderson & Goolishians argumentation for terapi som en proces, hvor vi bevæger os mod det vi endnu ikke ved. Det fordrer, at man indtager en ikke-vidende position. Det betyder dog ikke, at terapeuten ikke ved noget. Men det vi ved noget om er den terapeutiske proces, ikke folks livs indhold og mening.

En ikke-vidende position fordrer en nysgerrig attitude, hvor man fortsat faciliterer en udfoldelse af folks historier.

Fortolkning og dekonstruerende lytning

I henhold til den postmodernistiske teori er lytning ikke en passiv aktivitet, idet den altid implicerer en fortolkning – hvormed klienten er den primære fortolker af sit eget liv. Vi må derfor være opmærksom på ikke at forstærke folks problemer.

For at undgå at reinficere folks magtesløshed og de patologiske aspekter af deres historier, må man anvende en dekonstruerende lytning, der åbner et rum for aspekter af folks livsnarrativer, der endnu ikke er blevet fortalt.

I henhold til F & C’s socialkonstruktionistiske perspektiv søger de at hjælpe folk til at opleve deres historier, som noget de selv kan forme, frem for noget som former dem, hvilket kan løsne det greb begrænsende historier har.

à mening er kontekstbundet og at fokus må være på narrativets ”huller”. Terapeuten må søge at udfylde disse huller via en kontinuerlig nysgerrighed og udspørgen til detaljer og tvetydigheder (+hyppige opsummeringer), som skaber run for nye meninger og konstruktioner.

At forstå problemer og personer som adskilte størrelser

Refererer til Whites begreb om eksternalisering som en praksis, der understøtter antagelsen om, at et problem er adskilt fra personen. Det er ikke personen men problemet, der er problemet. Der er tale om en attitude snarere end en teknik.

Internaliserende diskurser

De dominerende samfundsmæssige diskurser forstås som internaliserende diskurser, som er undertrykkende, da de begrænser oplevelsen af mulige valg. Epston påpeger, at internaliseringsprocessen ikke kun sker i konteksten af lokale og partikulære traumeoplevelser men også med kulturelle oplevelser (s. 48).

Derfor må vi antage en eksternaliserende holdning, der kan modveje den internaliserende diskurs objektgørelse, så vi objektgør problemer i stedet for personer. Se eksempler på forskellen mellem internaliserende og eksternaliserende terapeutiske spørgsmål i F & C’s tankeeksperiment s. 49 J.

Eksempelvis:

• Hvordan blev du vred? Vs. Hvad gjorde dig sårbar overfor vreden, så den kom til at dominere dit liv?
• Hvad er du mest vred over? Vs. I hvilke kontekster er det mest sandsynligt vreden tager over?

Pointe: ved at gøre tilstanden/emotionen til et navneord søger man at skabe et objekt, der kan eksternaliseres à ser personer som subjekter, der er protagionister i deres egen livshistorie.

At lytte med en eksternaliserende attitude ses som havende en magtfuld dekonstruerende effekt, der skaber en anden modtager-kontekst for folks historier, hvor vi kan forstå problemer uden at se folk som patologiske.

Dekonstruerende udspørgen (s. 56)

”1. fase”: Dekonstruktion er uafværgeligt et biprodukt af vores bestræbelser på at forstå folks livshistorier via et narrativt og eksternaliserende filter. Den primære intention er at lytte til folks historier og forstå dem – ikke primært at ændre dem.

”2. fase”: Når den gensidige tillid og forståelse er etableret, skiftes fra dekonstruerende lytning til udspørgen, som inviterer folk til at se deres historier fra et andet perspektiv og bemærke, hvordan de konstrueres og at der er andre mulige narrativer – man skal ikke udfordre et narrativ men udfolde det, så man ser at narrativer er konstruktioner, der kunne konstrueres anderledes.

Eksternalisering og dekonstruerende udspørgen (s. 59)

F & C mener, at man må undersøge effekten af den problemmættede historie i konteksten af en eksternaliserende samtale. Eksternalisering går ikke kun på den terapeutiske attitude men også på en udspørgningsteknik, der anvender klientens eget sprog og modificere det, så problemet objektiveres, hvilket frigører en mulighed for, at man kan forholde sig anderledes til sin oplevelse.

Risikerer eksternalisering at opfordre folk til at frasige sig ansvaret for egen adfærd? F & C finder, at det har modsat effekt – at dét at problemet defineres eksternt til én, netop muliggør at man kan tage ansvar for, hvordan man interagere med problemet.

Fokus i en dekonstruende udspørgningspraksis (s. 63-71)

• At navngive plottet: De argumenterer for, at navngivning er en labelling proces der muliggør, at man patologiserer mønstret frem for den person, der enacter det.
• Relativ indflydelses spørgsmål (66) som middel til at strukturere en eksternaliserende samtale: Først kortlægger personen problemets indflydelse på deres livs og relationer og dernæst kortlægger de deres indflydelse på problemet. Dette understreger, at personer ikke er problemet men har en relation til det.

Fordelen ved at fokusere på problemets effekt på flere involverede er

1) at det adskiller problemidentiteten fra enkeltpersonen,

2) det indlejrer det i en større kontekst,

3) det bliver tydeligt at alle, ikke kun problembæreren, har en relation til problemet, hvilket mobilisere folk til at arbejde sammen om problemet.

Til at afdække hvilken effekt familiemedlemmer har haft på problemet anvendes ”opening space questions” som skal bringe ”unique outcomes”: undtagelser til problemet  – fremme multistoried liv.

• Afsløre den undertrykkende dominerende diskurs ved et fokus på problemets kontekstuelle indflydelse (68) problemets relationelle/kontekstuelle funktion. Vigtigt idet de personlige konstruktioner afhænger af støtte fra omgivelserne. Mener at lokale problemer er sammenhængende med det samfundsmæssige niveau.

Jf. case ex med Ryan og hans periodiske manglende tiltrækning til den overvægtige kone, der relateres til pornografiske og kvindeundertrykkende diskurser og får ham til at konkludere at han har ladet sine følelser diktere af udseende.