Dimaggio, G., & Semerari, A. (2001). Psychopathological narrative forms. Journal of Constructivist Psychology, 14(1), 1-23. (23 sider)

• Gennemgår forskellige former for narrative “forstyrrelser”, som man kan møde i psykoterapi med klienter, som fx har en personlighedsforstyrrelse.
• Vil kategorisere forskellige typer narrativer som produceres i psykoterapi og deres organisering i individet kognitive system.

• Går ind under den type af studier der producerer typologier af klienters narrativer: Foreslår forskellige typologier af ”patologiske narrativer.
• Narrativ desorganisation er et definerende kriterium for patologi og psykisk sundhed er karakteriseret ved kohærens.
• Placering: Denne type af studier antager at patologiske narrativer udtrykker en underliggende psykopatologi og at narrativet primært ses som en individuel konstruktion (Tror det er et konstruktivistisk syn). Dette individualiserede syn på narrativer ignorerer den relationelle natur af narrativ produktion og den bredere social kulturelle indflydelse på indholdet og strukturen (s. 411). 

Abstract

I psykoterapi beskriver patienter deres oplevelser ved at historiefortælle. 

Mål: at definere kriterier som kan hjælpe terapeut med at skelne mellem et dysfunktionelt og effektivt narrativ. Klassificering af psykopatologiske former taget fra patienters udtryksformer observeret i psykoterapi. To hovedkategorier beskrives: 

a) fattige narrativer, som inddeles i underkategorier:

                      – deficit i narrativ produktion

                      – alexithymiske narrativer.

b) integrationsdeficit, som underinddeles i:

                      – basal integrationsdeficit

                      – integrationsdeficit mellem multiple repræsentationer af selv og andre

                          – overproduktion af narrativer og deficit i rangordningen,

                      – deficit i attribuering til den korrekte mentale funktion og deficit i distinktionen mellem virkelighed og fantasi.

Alexithymi: fra internettet: beskriver et sæt af emotionelle og kognitive karakteristika. Den ordrette oversættelse fra græsk er: ”ingen ord for følelser”, og dette element er det mest fremtrædende i den almindelige brug af ordet. 

Følgende spørgsmål søges besvaret:

– Under hvilke betingelser er et narrativ uegnet til dets formål og hvilke former har patologiske narrativer? 

Narrativers effektivitet: historier fortalt i sessions

Hovedredskabet, som patienter bruger til at overføre deres viden om sig selv i terapisituationen, er historiefortælling. Et godt narrativ integrerer kropslig oplevelse, meningskonstruktion og interpersonelle relationer. 

Grice: fire maximer skal opfyldes. Se Daniel-noter.

Et godt narrativ i terapisituationen skal have følgende struktur:

1. Skal være i en velordnet rum-tid-sekvens, så den kronologiske rækkefølge og potentielle årsags- og effektforhold kan identificeres.
2. Skal have eksplicitte referencer til indre tilstande, især emotionelle oplevelser.
3. Skal inkludere klar eller nemt konstrueret beskrivelse af problemet.
4. Skal have som holdepunkt en udviklet theory of mind af lytteren, som tager hensyn til lytterens tilgængelige viden, interesser, information, psykologiske færdigheder og intelligens.
5. Skal være relevant for den interpersonelle kontekst.
6. Skal have tilstrækkelig tematisk kohærens og kun delvist forene sig med andre narrativer (så lytteren kan følge med).
7. Skal give relevant viden om veldefinerede områder i en verden af forhold.
8. Skal integrere indre tilstande og afspejle i det mindste i nogen grad somatiske tilstande og følte og udtrykte emotioner i kohærente meningstemaer.
9. Skal have evnen til at forestille sig multiple historier idet vores verden af forhold er kompliceret og man derfor skal have nok manuskripter som guide til adfærd når indre og interpersonelle kontekster ændrer sig.

Kategorier af narrativ dysfunktion (når de ikke lever op til ovenstående):

1.       Fattige narrativer

a)   deficit i narrativ produktion

b)   alexithymiske narrativer

1.       Integrationsdeficit

a) basal integrationsdeficit

b) integrationsdeficit mellem multiple repræsentationer af selv og andre

c) overproduktion af narrativer og deficit i rangordningen

d) deficit i attribuering til den korrekte mentale funktion og deficit i distinktionen mellem virkelighed og fantasi.

Ineffektive narrativer: Kliniske eksempler. Fattige Narrativer.

Fattige narrativer: problemet er ikke i historiens indre struktur, som kan være kohærent og klar, men at patienten ikke har en række historier der er tilstrækkelige til at cope med verdenen af forhold.

Lider ofte af alexithymi og andre mangler i højere mentale funktioner, men det centrale er deres forringede kognitive system. Alexithymiske narrativer refererer ikke til emotionelle tilstande og har ikke forståelige problembeskrivelser som terapeuten ellers skulle tage fat på. Generelt tager de ikke hensyn til lytterens perspektiv og somatisk oplevelse er ikke integreret med emotioner og hændelsers mening.

Case Marcello: eksempel på fattigt narrativ. Bringer næsten kun et tema op hvor scenariet er monotont, følelser få, kommunikation af meninger svag à beskriver ikke hans verdens kompleksitet. Kun begrænset adgang til indre tilstande, indikerer ikke hensyn til lytteren, forbinder ikke livsbegivenheder.

Case Carmen: eksempel på alexithymisk narrativ. Narcissistisk personlighed, kronisk ubeslutsom, beretter historier som er blottet for følelser. Beskriver ikke indre tilstande, grunden til at Carmen fortæller netop disse historier er ikke klare, lange beskrivelser af facts og adfærd med meget få referencer til sindstilstande og emotioner (både hendes og andres), som benægtes når terapeuten spørger til dem. Mangel på sammenhæng mellem emotioner og handling eller den generelle mentale kontekst

Ineffektive narrativer: Kliniske eksempler. Integrationsdeficit.

Basal integrationsdeficit

Basal integration blander elementer af mentale aktiviteter til et kohærent narrativ. Et selvnarrativ må integrere på en række niveauer for at være brugbar: må afspejle oplevede emotionelle tilstande så det er konsistent med fysisk oplevelse og med valg der er taget og må kunne forbinde emotionelle tilstande til bevidste vurderinger af nuværende forhold. Selvnarrativer må derfor konstant genskrives for at matche oplevelser.

Overensstemmelsen i en tekst tillader kritiske operationer såsom:

1. Selvgenkendelse,

2. Kohærente fysiske tilbagevirkninger,

3. Lytten til klare signaler,

4. Mestring af oplevelse,

5. Minimering af signal-kontraster og –forstyrrelser. à Opnås denne indre konsistens ikke kan der produceres uforenelig fysisk feedback.

Case Serena: eksempel på et narrativt der er svagt strikket sammen. Hvor den kropslige positur er kunstigt afslappet, den emotionelle tone clasher med det meget voldsomme emne om at blive voldtaget. Altså sendes der forskellige signaler på alle niveauer. = Basal integrationsdeficit er det mest alvorlige.

Integrationsdeficit mellem multiple selv-andre-repræsentationer.

Meta-repræsentationer, der tillader et subjekt at oplyse multiple repræsentationer, som forskellige facetter af samme fænomen.

På dette niveau er historierne veludtænkte med kohærente forbindelser og mål og intentioner, der er lette at dechifrere. Men der er deficit i integrationen mellem multiple narrativer – altså er der mangel på metanarrativer.

Eksempel: Kernberg: splitting af ’gode’ objekter fra ’dårlige’. Mangel på integration er resultat af en aktiv forsvarsproces for hvilken prisen er svingning mellem idealiserede og voldsomt negative repræsentationer.

Overproduktion af narrativer og deficit i rangordningen

Når personer fortæller historier må hierarkier baseret på økonomi og vigtighed overholdes. Nogle patienter fortæller 1000 historier på få min., ser alting fra et ukontrollabelt mængde af perspektiver og har tusind tanker om selv, andre og verden. Uundværligt med hierarki på intrapsykisk og interpersonelt niveau. (Liv: minder om kakofon selvorganisation)

Case Barbara: historie har indre konsistens og emotioner, kognitioner og fysiske signaler er kongruente. Men er ude af stand til at identificere og vælge hvilke historier der ikke skal fortælles. Alle facetter af deres liv skal gives opmærksomhed og anerkendelse fra den anden.

Den primære konsekvens er umuligheden i at beslutte og organisere fremtidig langsigtede handleplaner. Hvert narrativ vil dominere og sætte de andre i baggrunden – svarer til regeringsskift hver uge – ingen udviklingsplaner eller kohærente handlinger.

Deficit i attribuering til den korrekte mentale funktion og deficit i distinktionen mellem virkelighed og fantasi.

Quixote-princippet: Patienterne kan ikke skelne mellem de mentale sfærer i hvilke historier opstår og udvikles fx ingen skelnen mellem drøm og erindring fra dagen før.

Ikke-patologisk: Leslie (1987): mental funktion som er uundværlig i konstruktionen af narrativ identitet, pretend play. Evnen til at lade som om noget/nogen har en identitet der er forskellig fra deres rigtige og kapaciteten til at interagere med det på en som om måde. De to adskilte repræsentationer, den primære og den usammenhængende, håndteres separat. Den første er stabil, mens fantasi påvirker den sidste. Pretend play er en medfødt evne til at skelne mellem indholdet af et udsagn og holdningen i et udsagn.

Patologisk: patienten er ude af stand til at skelne mellem mentale sfærer, mentale operationer udføres uden for den korrekte sfære fx dagdrømme bliver til hallucinationer, de kriterier der afgør at man opererer i primær repræsentation efterkommes ikke fx når objekters fysiske kvalitet ikke overholdes.

Konkluderende bemærkninger

Bruge tendenser i narrativer som markør for terapeutisk forandring, forske i psykoterapeutiske processer for at identificere forskellige former for narrativ deficit og tilpasse behandling for dysfunktionsformerne der er blevet diagnosticeret.