Bruner, J. (1994). The narrative construction of “reality.”

Bruner, J. (1994). The narrative construction of “reality.” In M. Ammaniti & D. N. Stern (Eds.), Psychoanalysis and development: Representations and narratives (pp. 15-38). New York, NY, US: New York University Press. (23 sider)

  • Amerikansk psykolog
  • Har bidraget til den kognitive psykologi og kognitiv indlærings teori
  • Placering: Hans tekster fungerer ofte som baggrundstekster eller er almenpsykologiske tekster, og kan derfor være svære at placere.
  • à Han taler om to måder hvorpå mennesket strukturerer og processerer information: det logisk-videnskabelige: baseret på generelle love og den narrative tænkning – hælder det lidt til en kognitiv forståelse? 

Abstrakt

Bruner argumenterer for at sindet, strukturerer følelsen af virkelighed gennem kulturelle produkter som fx sprog. Han mener at narrativer ligeledes kan ses som én af disse kulturelle produkter.  

Sand viden

Studier om sindet har været centreret om hvordan der opnås “sand viden” om verden  – empirisme og rationalisme = Mental udvikling udvikles mere eller mindre lineært fra inkompetent til en endelig kompetenthed. Dog har man undersøgt meget lidt om hvordan mennesket konstruerer den sociale verden. 

Når det handler om at mennesker skal forstå hinanden, kan man ikke bruge naturlove. Mennesker forstår hinanden ud fra specifikke situationer og er altid kontekstbundet. Ligesom viden og evner også er domæne specifikke. Principper og procedurer lært i et domæne kan ikke automatisk bruges i et andet domæne (s. 16).  

Narrativer

= Fortællingen som bærer af mening.

Meget af det som Bruner har at sige om narrativer, er ”ekko’er” og hvad andre har sagt før ham. Dog er hans fokus anderledes, fordi han ikke ser på, hvordan narrativer som tekst er konstrueret, men hvordan narrativer fungerer som et instrument i sindet i konstruktionen af virkelighed (s. 19).

Mennesket organiserer hovedsageligt deres oplevelser og minder i form af narrativer, historier. Narrativer har en traditionel form, som transmitteres kulturelt og indskrænket af individets beherskelse og hvad individet har med sig i bagagen fx familie, venner, kollegaer og vejledere.  

I modsætning til konstruktioner som er genereret af logiske og videnskabelige procedurer, som kan fjernes gennem falsifikation, kan narrativer konstruktioner kun opnå ”sandsynlighed”-virismilitude.

Narrativer er en del af sandheden, hvis accept er bestemt af forsamlingen og ”den narrative nødvendighed”, mere end af videnskabelig verificering. Sandhedskriteriet er således kohærens (virisimilitude = det virker sandt eller troværdigt (et bruner begreb)). 

Bruner beskriver 10 træk ved narrativer (jeg har kun oversat de steder hvor jeg kunne finde et ord der passede)

  1. Narrative diakronicitet: narrativer strækker sig over tid/har et historisk forløb
  2. Nøjagtighed: Idéen om at narrativer omhandler bestemte begivenheder, selvom nogle begivenheder er vage og generelle.
  3. Intentional state entailment: Konceptet om at karaktererne I narrativet har “tanker, ønsker, teorier og værdier”.
  4. Hermeneutisk sammensætning: Teorien om at narrativer kan fortolkes ud fra de udvalgte begivenheder som historien udgøres af
  5. Kanonisering og brud: Historier er om noget usædvanligt der sker, der bryder den almindelige tilstand.
  6. Henvisning: Princippet om at narrativet I en vis grad refererer til virkeligheden, måske en indirekte måde. Narrativ sandhed kan have en sandsynlighed men kan ikke verificeres.
  7. Genericness: Historier kan klassificeres indenfor genrer.
  8. Normativ: Narrativer på en made indeholder en påstand om hvordan man skal opføre sig
  9. Kontekst følsom og negotiabel: Narrativer kræver en forhandlet rolle mellem forfatteren og teksten og læseren. Historien skal fortælles ud fra en kontekst.
  10. Narrative accrual: Idéen om at historier er kummulative. Nye historier kommer fra gamle historier. 

Præmissen – Specifikke domæner af menneskers viden og evner, er støttet og organiseret alt efter ens kulturelle ”værktøjssæt” (s. 33). Mennesker kan ikke forstås isoleret, men skal forstås på baggrund af disse specifikke domæner. I et kulturelt domæne kan der fx herske bestemte sociale overbevisninger og procedurer. Domænerne er narrativt organiseret. 

Det narrative modus vs. det paradigmatiske mode

Mennesker organiserer og håndterer deres viden om verden på to forskellige men alment udbredte måder, og hver måde bruges til at strukturere menneskers umiddelbare oplevelser. Den ene synes at være specialiseret til at tage sig af ”fysiske ting”, den anden til at tage sig af mennesker og deres forhold. Disse to er almindeligvis kendt som:

– Logisk-videnskabelig tænkning / den paradigmatiske tænkning

– Den narrative tænkning 

Paradigmatisk tænkning: Noget man tidligere har været stor tilhænger af. Man har tænkt i årsagskæder og sammenhænge. Sandhedsbegrebet: Man prøver at bortskaffe det subjektive. Man tager perspektivet ud og stræber efter en viden der er generel og gælder på alle tidspunkter:

  • o   Generel
  • o   Kontekstuafhængig
  • o   Propositioner og lovmæssigheder
  • o   Korrespondens
  • o   Årsager
  • o   Objektiv 

Narrativ tænkning: Kendetegn for den narrative tænkning er bl.a følgende

  • o   Specifik
  • o   Kontekstbunden
  • o   Kontekstbundet
  • o   Plots, der udfoldes over tid
  • o   ”Verisimilitude”
  • o   Intentioner
  • o   Perspektivisk

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s