Avdi, E., & Georgaca, E. (2007). Narrative research in psychotherapy: A critical review. Psychology and Psychotherapy: Theory, Research and Practice, 80(3), 407-419. (13 sider) 

• Skelner mellem narrativ analyse og analyser af narrativer.

Abstract

Review af undersøgelser som har anvendt ideen om narrativer til at analysere psykoterapi.

Formålet med artiklen er at give en systematisk præsentation af forskningsfeltet, fremhæve ligheder og forskelle, og fremme udviklingen og integrationen af narrative forskning i psykoterapi.

De meget forskellige begrebsliggørelser af narrativet ses som udtryk for spændinger indenfor den narrative psykologi.

Der ses to tendenser i forskningen:

1)      narrativ analyse som trækker på narrativ teori og narrative analysemetoder

2)      analyser af narrativer i terapi som anvender andre kvalitative metoder.

Indledning

I human og social videnskab er narrativer generelt accepteret som en psykologisk og social kerneproces, såvel som et koncept der kan anvendes i udforskningen af forbindelser mellem oplevelse, mening, sociale strukturer og kultur.

I dette perspektiv opstår psykologiske vanskeligheder ved situationer hvor selvnarrativer ikke på en tilstrækkelig måde repræsenterer vitale aspekter af levet erfaring.

Psykoterapi kan ses som en lingvistisk praksis hvor mere kohærente, komplekse og inklusive narrativer artikuleres og rekonstrueres, en slags story-repair hvor terapeutens rolle ikke længere er som vidne til klientens fortælling, men som medredaktør på det narrativ som udfolder sig.

Tilgange til forskning om narrativ psykoterapi

Størstedelen af studierne har en konstruktivistisk tilgang (individet skaber aktivt sin verden og tilskriver den mening på basis af narrative strukturer) hvor sproget ses som repræsentationelt (narrative karakteristika repræsenterer et aspekt af klientens indre mentale tilstand), med fokus på mikronarrativer og kohærens. Studierne i denne gruppe ligger indenfor kognitiv-konstruktivistisk og proces-eksperientielle psykoterapeutiske tilgange.

En mindre del af studierne er socialkonstruktionistisk rettede (den sociale og psykologiske verden (re)produceres gennem interaktioner og praksisser som findes sted i en specifik socio-historisk kontekst), med et funktionelt syn på sproget (hvordan det anvendes til at skabe og vedligeholde bestemte versioner af virkelighed) og fokus på makronarrativer. I denne gruppe fremhæves interaktionelle og større sociale aspekter af narrativet (fx magt) der ses som kontekstuelt produceret via interaktion, snarere end afspejlende indre mentale tilstande. Der er yderligere et fokus på diversitet, fluiditet og kompleksitet i den narrative produktion frem for kohærens. De relaterer sig til postmoderne tendenser i psykoterapi (fx White & Epston).

Grupperinger i artiklen (oversigt s. 410):

a)   Studier der præsenterer tematisk analyser af narrativernes indhold

b)      Studier der producerer typologier over narrativerne

c)      Studier der anlægger en dialogisk tilgang til undersøgelsen af narrativer

d)     Studier der fokuserer på narrative processer

e)      Studier der undersøger narrativet som helhed og inkluderer overvejelser omkring terapiens interaktionelle og situerede natur

 

a)      Analyser der laver tematisk analyse af indholdet i narrativer

– undersøger hvordan narrativet i forhold til hovedtemaer ændres gennem terapien. ”Tema analyse” er en systematisk metode at undersøge narrativerne i terapien. Kernetemaet er centralt i klientens historie og smitter af på undertemaer. Disse studier er kvalitativ forskning om narrativer produceret i terapi. Med et tematisk fokus undersøges hvordan mening udfolder sig i terapien.

 

b)      Studier der producerer typologier af klienters narrativer (fx Lysaker & Lysaker)

Foreslår forskellige typologier af ”patologiske narrativer i hold til forskellige træk, fx graden af kohærens og organiseringen i historiefortællingen, det emotionelle indhold, selvrefleksion.

Narrativ desorganisation er et definerende kriterium for patologi og psykisk sundhed er karakteriseret ved kohærens.

Fra denne type af studier antages det at patologiske narrativer udtrykker en underliggende psykopatologi og at narrativet primært ses som en individuel konstruktion (Tror det er et konstruktivistisk syn). Dette individualiserede syn på narrativer ignorerer den relationelle natur af narrativ produktion og den bredere social kulturelle indflydelse på indholdet og strukturen (s. 411).

Kun to forskningstilgange forholder sig eksplicit til patologi og psykologisk sundhed:

Narrative typologier

•         Patologi ses som udtrykt for disorganiserede og golde narrativer
•         Psykologisk sundhed er multiplicitet og kompleksitet, kohærens
•        Terapeutiske implikationer: mål om fastere narrativ organisation

 

Dialogisk-fokuserede

•          Patologi associeres med fragmentering og én stemmes dominans.
•          Psykologisk sundhed er multiplicitet og kompleksitet, diversitet og polyfoni
•          Terapeutiske implikationer: mål om et stadigt udviklende narrativ med flydende skift mellem stemmer

 

c)      Studier der antager et dialogiske perspektiv til at studere narrativer

Et andet aspekt af klienters narrativer omhandler klientens dialoger mellem forskellige karakter i narrativet. Psykopatologi ses som resultatet af en fragmentering mellem jeg-positioner og/eller at en jeg-positoiner konstant dominerer over andre.

Målet med terapien er at facilitere en rekonstruktion af klientens positions repertoire på en sådan måde at klientens fleksibelt kan bevæge sig mellem positionerne (s. 412)

 

d)      Studier der fokuserer på den narrative process.

Relaterer sig til de narrative processer fx gennem NPCS (narrative process coding system) – en systematiseret metode til at analysere psykoterapeutiske transkriptioner. Ifølge dette system, kan der skelnes mellem tre forskellige narrative processer i terapisamtalen:

Ekstern narrativ sekvens (beskrivelse af begivenheden)

Intern narrativ sekvens (beskrivelse og uddybning af subjektive følelser, fornemmelser og reaktioner)

Refleksiv narrativ sekvens (tager fat på mening)

à Angus & Bouffard: målet med terapien er af at udvikle klientens kapacitet til at bevæge sig mellem biografisk fortælling, udtrykke emotioner og meningsskabelse (s. 413).

Det er et nyt terapeutisk redskab, og giver terapeuter en standard analysemetode, og som hævdes at være neutral.

 

e)      Narrativet som helhed

Narrativet analyseres i sin helhed, respekterer sin integritet og case-studier anvendes i forskningen. Analysen er en åben og udforskende og har som mål at berige forståelsen snarere end at finde en definitiv måde at læse og forstå det narrative materiale (s. 414).

 

Implications of narrative research for psychotherapy process research

A&G argumenterer for at den narrative forskning er anvendelig i forhold til at undersøge psykoterapiprocesser, men anvendes for lidt. Tilgangen kan generere detaljerede beskrivelser af terapiprocessen, materiale som også kan anvendes til andre fortolkninger. Den er dog tidskrævende og samples ofte små, hvorfor generaliseringsevnen er begrænset.

Der er desuden ikke konsensus om en definition af narrativ, hvilket betyder, at der heller ikke er konsensus som forskningsmetode og genstand. Diversiteten er kreativ, men vanskeliggør integration af fund.

En central opdagelse i dette review var de store forskelle og spændinger indenfor narrativ forskning og teori, som menes at afspejle, at retningen både anvender postmoderne ideer (sproget og diskursers centralitet) og holder fast i mange ideer fra eksistentiel teori, såsom self-agency, empowerment og ansvar.

Denne dualitet risikerer at fastholde en individualisering af psykologisk lidelse, der er paradoksal set i lyset af at forestillinger om narrativ og stemme netop har været central i kritikken af et individualiseret perspektiv, og udviklingen af et sociokulturelt.