Angus, L., & Bouffard, B. (2004). The search for emotional meaning and self-coherence in the face of traumatic loss in childhood: A narrative process perspective. In J. D. Raskin & S. K. Bridges (Eds.), Studies in meaning 2: Bridging the personal and social in constructivist psychology. (pp. 137-156): Pace University Press. (20 sider) 

• Analyserer centrale sekvenser i terapien ud fra Angus & Bouffard.’s ”narrative process model, som skelner mellem ekstern, intern og refleksiv proces
• Understreger væsentligheden af en sammenvævning af ”lands-cape of action” med ”landscape of consciousness” i den narrative bearbejdning af traumet.

• Den narrative process model er effektiv i arbejdet med klienter som oplever af have uafsluttede historier.
• Taler ikke om psykopatologi, men om traumatiserede mennesker.
• Process og oplevelsesorienteret psykoterapi er en emotions-fokuseret konstruktivistisk terapi tilgang (s. 143). 

Når oplevelsesorienterede terapeuter refererer til uafsluttet historier menes, noget som er svært for klienten og som påvirker klientens velvære i tiden efter den traumatiske oplevelse.

Den uafsluttede historie er en ødelagt historie eller inkohærent narrativ, hvori klientens tanker og følelser om den traumatiske oplevelse er vedblevet med at være fragmenteret og ikke forstået. 

For at komme sig over en traumatisk oplevelse, skal denne oplevelse omformuleres på en sådan måde, at den bliver en forståelig, emotionel kohærent og værd at leve med.

Skabelsen af et kohærent trauma narrativ gør det muligt for den traumatiserede at reflektere over oplevelsen, og fra dette nye ståsted, så at konstrueres en mere omfattende og personlig kohærent forståelse af hvad der skete (s. 138). Denne nye historie skal integreres i sense of self og livshistorien. 

Det er søgen efter kohærens og forståelse der får traumatiserede mennesker til at fortælle og genfortælle deres historier igen og igen. 

Den narrative proces model:

–          Kerneantagelse: vi forhandler vores sense of self gennem vores kontakt med andre.

–          Personlig identitet består af narrativer om emotionelle signifikante og autobiografiske minder, og som udgør ens kerneantagelser om sig selv og andre (s. 139) 

Det er integrationen af ”landscape og action” (en beskrivelse af handlinger eller situationer) med ”landscape of consciouness” (de interne responser fra selvet og andre, og omhandler menig, hvad der blev følt) som muliggør en konstruktion af en kohærent og meningsfuld historie af den personlige oplevelse af vad der er sket (s. 140). 

Klienten og terapeuten opnår denne integration gennem tre forskellige processer:

• Ekstern narrativ process

Beskrivelse af de traumatiske begivenheder, både tidligere, nuværende og fremtidige.

• Intern narrative process:

Beskrivelsen af de subjektive oplevelser i forbindelse med den traumatiske oplevelse.

• Refleksiv narrativ process:

At tænke om hvad der er sket (eksterne) og hvad der blev følt (interne) for at kunne svare på spørgsmålet og hvad betyder det så…?  Dette bidrager til landscape of consciouness. Denne refleksive decentrering faciliterer konstruktionen af nye forståelser af sig selv og andre. Det er refleksiviteten af følelser, håb, intentioner og deres indregning i det traumatiske narrativ som gør det muligt, at den traumatiske oplevelse bliver fuldt forstået og accepteret som en del af ens liv.                                                   

Målet med terapien er af at udvikle klientens kapacitet til at bevæge sig mellem biografisk fortælling, udtrykke emotioner og meningsskabelse (s. 413). 

Process-oplevelses psykoterapi, ”uafsluttede sager” og narrativ forandring

I processen til at afslutte ”uafsluttede historier” bruges empty chair dialog teknikken (udviklet af gestalt psykologien). Denne teknik er en intervention, hvor klienten sidder overfor en tom stol og genfortæller traumet og oplevelserne forbundet hertil (ekstern og intern narrativ process). Denne genfortælling af traumet faciliterer en genfortælling af personens emotionelle minder og muligheden for nye vinkler af selvet. Emotioner bruges til at huske glemte minder og en måde til at få adgang til selvets skematiske strukturer om sig selv og andre. 

Empty chair teknikken er vigtig på tre måder:

–          til at skabe en stærk terapeutisk alliance, ved at terapeuten er empatisk, støttende og tillidsfuld – hjælper klienten til at udforske landscape of action og landscape of consciouness.

–          hjælpes til at få genfortalt den unikke emotionelle oplevelser i forbindelse med traumet Terapeuten hjælper med at facilitere den narrative rekonstruktion ved at igangsætte den narrative process og skifte mellem:

a)      de eksterne narrative processer – beskrive og kohærent organisere landscape of action og uddybe ”hvad der skete”.

b)      De interne narrative processer, som udførligt differentierer og smertefulde følelser

c)      De refleksive narrative processer, til at få klienten til at beskrive intentioner og forventninger som også udgør landscape og consciouness

à Denne bevægelse mellem eksternt fokus og internt fokus, faciliterer formuleringen og integrationen af landscape og action og consciouness. Bevægelsen mellem disse interne og refleksive beskrivelser er med til at skabe nye og mere tilfredsstillende og kohærente måder at forstå gamle narrativer/historie. 

Det sidste stadie i den narrative rekonstruktion er skiftet til at tilgive og markeres ved at klienten begynder at huske og fokusere på de positive minder og den signifikante anden (s. 153). 

Angus & Bouffard (2004).

• Hvordan forandres narrativer i terapien.

Gennem den narrativ process model over terapeutisk forandring (traumatiserede personer). 

Det inkohærente narrativ forandres ved at trauma oplevelsen omformuleres, så den bliver:

–          forståelig, emotionel kohærent og værd at leve med.

–          à Denne nye historie skal integreres i sense of self og livshistorien.

–          Skabelsen af et kohærent trauma narrativ gør det muligt for den traumatiserede at reflektere over oplevelsen, og fra dette nye ståsted, så at konstrueres en mere omfattende og personlig kohærent forståelse af hvad der skete (s. 138) 

• Hvilke metoder bruges.

I processen bruges empty chair dialog teknikken. Intervention, hvor klienten sidder overfor en tom stol og genfortæller traumet og oplevelserne forbundet hertil. Klienten skifte mellem at beskrive a) eksternes narrative processer for fuldt at få en beskrivelse af landscape of action og b) interne og refleksive processer for at uddybe landscape og consciouness og facilitere emotionel menings-dannelse og skabe nye perspektiver på selvet og andre i verden (s. 144). 

• Hvilke ideer kan der være for målet for forandring

Den refleksive decentrering faciliterer konstruktionen af nye forståelser af sig selv og andre. 

• Kan man ændre psykiske vanskeligheder ved at arbejde med narrativer?

Fra et narrativt perspektiv henviser ”den uafsluttede historie” til en ødelagt historie eller inkohærent narrativ, hvori klientens tanker og følelser om den traumatiske oplevelse er vedblevet med at være fragmenteret og ikke forstået – det er dette der giver ubehag og lidelse.

à Gennem den narrative process model kan klienter som har uafsluttede historier – traumatiserede narrativer, hjælpes med at konstruere nye forståelser af sig selv og andre.