Hasse, C. (2011). Det analytiske felt: Kultur i et organisationsfelt. I Kulturanalyse i organisationer, Samfundslitteratur, kapitel 2

Introduktion

Kulturanalyser → forbeholdt analytikernes felt formet af forskere, konsulenter og praksisudviklere, med den særlige interesse, at udvikle analyseredskaber baseret på teoridannelse.

Organisationskultur, inspireret af det antropologiske analysefelt, har forandret sig fra at tage et funktionalistisk kulturbegreb for givet til at opfatte kultur som noget, der fortolkes og videre til et dekonstrueret kulturbegreb.

Teoretisk og metodologiske uenigheder i feltet afspejler at der er tale om forskellige organisationer og forsk. Formål med analyserne.

 

Organisationskulturfeltets nødvendighed

Sammenkædningen af begrebet kultur med begreberne institution, arbejdsplads og organisation har fungeret som forskningsmæssig udviklingsområde, hvor forskere fra mange forskellige dicipliner byder ind og udveksler teorier.

Den definition som vælges af forskeren er præget af dennes forståelse af det organisationskulturelle felt (såvel teoretisk som formål med analysen).

Det er ikke af hensyn til virksomhedens management og ledelseslaget i organisationer, at det er væsentligt af undersøge, hvordan kulturteori kan anvendes til kulturanalyser af organisationer, men fordi vores fælles verden ofte udsringer udfra beslutninger taget i organisationer. Der er brug for en kulturforskning i hvordan kollektive, menneskelige, selvfølgelige forbindelser bliver til i praksis.

Gennem fx ministerier og arbejdsplader skaber mennesker tiltag og beslutninger, der hele tiden får nye uforudsete konsekvender, forvi vi ikke forstår nye uforudsete konsekvender, fordi vi ikke forstår hvorledes sociale interaktioner og konkrete menneskers intra-aktioner med artefakter fører til nye forbindelser der igen fører til nye forbindelser og tilblivelses-betingelser. Eksempel: Ny motorvej → ændret livsbetingelser for dyre- og planteliv + de mennesker som bor i området.

I vores komplekse hverdagsliv i organisationer følger vi sjældent idé til udførsel. Vi kan ikke overskue hvordan vores handlinger skaber kultur for andre uden hjælp fra en udefra kommende forsker.

Organisationskulturer skaber vores hoved-betingelser. På så subtile og komplekse måder, at vi sjældent er klar over hvordan vi selv kommer til at sætte mærke på verdens fremtid.

 

2.3 Feltets oprindelse

Analysefeltet har ”organisationskultur” som sit genstandsområde og udspringer fra det meget bredere felt – organisationsstudier.

Urfædre anses for at være Max Weber og Taylor (taylorisme). Disse analyserede virksomheder med henblik på at støtte administration og ledelser. Kun enkelte, som Elton Mayo, tog i begrænset omfang udgangspunkt i medarbejdernes perspektiv.

”Organisationskultur” bliver første gang explicit defineret i Pettigrews artikel On studying organizational cultures (1979), som et system af kollektive, generelt accepterede betydnoinger, der fungerer for en bestemt grupe i bestemte situationer.

 

Det heterogene felt

Forskere er generelt opdelt i to lejre:

1) de der ønsker, at anvende kulturbegrebet til at forbedre arbejdspladsen eller skabe øget værdi for virksomheden. 2) de forskere, der er otpagede af at udvikle og forstå kulturbegrebet.

Disse to perspektiver finder man også bla. i Majken Schultzs bog, kultur i organisationer (1990). Her finder vi to hovedopdelinger hvordan man studere kultur: 1) den funktionalistiske og den symbolorienterede kulturanalyse.

Schein er fortaler for ”det harmoniske hele”, som kan forbindes med den retning der i antropologien kendes som strukturfunktionalisme. Fokuserer på kulturer som helheder. Kulturen har som helhed nogle underliggende sociale værdier, der opretholdes og styrkes gennem fælles symboler og ritualer. Kultur kan ses som følge af sociale systemer og grundlæggende menneskelige behov. Dette lægger sig tæt op af Schein, der ligeledes opererer på forsk. Niveauer. Først de grundlæggende antagelser, der udgør det dybtliggende og stabile fundament og herefter de to overliggende niveauer; værdier og artefakter.

Den symbolorienterede bliver her repræsenteret af Geertzs – Mennesker er dyr, der er indvævet i et netværk af betydning spundet af mennesket selv. Dette netværk, antager Geertz, er kultur. Kulturvidenskab er ikke en eksperimentel videnskab, men en fortolkende videnskab, der søger betydning. I dette perspektiv lader kultur sig ikke reducere til hverken fysiske eller psykiske behov eller sociale systemer.

Det symbolske perspektiv på kulturanalysen fokuserer å det antropologiske udgangspunkt, at mennesket er en aktiv skaber af sin egen virkelighed. I forhold til det funktionalistiske perspektiv, der altid opererer med faste analyseniveauer, så skal de enkelte elementer i den symbolske kulturanalyse findesi fortolkninger, der i forskerens bearbejdelse fremtræder som mønstre i betydning ift. det empiriske datamateriale.

Grundlæggende peger det på en uenighed i hvordan organisationskultur skal defineres. I følgende tages udgangspunkt i det overblik Martin har givet i sin bog, Cultures in Organizations (1992), som fører én gennem det organisationsteoretiske landskab.

 

Pro Loco i Integrationsperspektiv

3 forskellige perspektiver på forskning i organisationskulturer:

Integrationskulturperspektiv, der fokuserer på at der er en fælles kultur i organisationen. Kulturen forstås som en helhed. Bla. Schein er eksponent for denne. Pro Loco (karnevals gruppen) blev analyseret via dette perspektiv. Deres kultur blev betegnet som stærk, grundet de grundlæggende antagelser de har.

Grundlæggende antagelser – Det som ubevidst tages for givet. (Pro Loco: landsbyens ry og identitet afhang af deres organisation, og at de havde et særligt ansvar).

Virksomhedens skueværdier er det som fremvises eksplicit. (Pro Loco: ensartede dragte og dansetrin.

Virksomhedens artefakter – det som er synligt for alle, men ofte svært at tyde. (Pro Loco: de ens blankpolerede sorte masker og dragter af fåreskind.

Integrationsperspektivet har også meget fokus på fælles værdier og symboler.

Perspektivet skaber klarhed, hindrer utryghed ved det tvetydige.

Problemet er, at det bliver for overfladisk.

Differentieringsperspektiv, der fokuserer på indbyrdes forskelle i organisationen – bla. defineret som subkulturer og indbyrdes modsætninger mellem deltagerne i organisationens hverdagsliv.

Her ser forskeren fx på konflikter mellem grupper i organisationen. Ikke fokus på symboler og ritualer, men hvordan medarbejderne sættes op mod hinanden og behandles.

Perspektivet hviler her også på et harmonisk kulturbegreb, blot opdelt i subkulturer, som er uproblematiske.

Dette og forrige er meget funktionalistiske og kommer ikke med en holdbar kulturdefinition. Her er kultur noget en organisation HAR, i næste er kultur noget en organisation ER.

Fragmentationsperspektiv, der fokuserer på at organisationskulturen er tvetydig og uklar.

Kulturen er i konstant bevægelse. Der er hverken samlet konseskultur eller konsensus i subkulturer, men en virkelighed, der altid er under opbygning, og derfor fyldt af tvetydigheder.

Tilgangene, selv når brugt sammen, blot 3 blandt mange. Uanset hvad kan organisationskulturelle studier måske løbe ind i samme problemer som antropologiske studier – et kulturbegreb, der gør kultur til isolerede øer, giver ikke mening i et globaliseret samfund.

 

Den postmoderne dekonstruktion

I det postmoderne perspektiv søger forskerapparatusset , som i Martins fragmenteringsperspektiv, efter forskelligheder, mellemrum, ustabilitet og tvetydigheder. Dermed bliver det ofte en dekonstruktion af tidligere opfattelser af hvad der udgør en helhed, stabilitet.

I det antropologiske felt første selvansagelse til spørgsmålet om, kultur overhovedet findes.

 

Normative kulturelle tilretninger

Når kulturbegrebet dekonstrueres, bliver det ikke bare muligt at stille spørgsmålstegn ved analysekategorier, men også ved selve forskningsprocessen, Hvordan ved vi om et forskerapparatus’ metoder, analyser og begreber tilføjer noget til det, der allerede er kendt af deltagere I organisationens hverdagsliv.

Forskerens autoritet bliver generelt undergravet I det postmoderne erspektiv, bla. Ved at udpege forskeren som forfatter og kontruktør af de tilsyneladende objektive skildringer, der nu reduceres til rent subjektive forskerskildringer.

 

Lær at læse kultur 

Geertz mener, at forskere ikke er aktører, fordi de ikke direkte har adgang, men må forstå kulturerer gennem informanters tolkninger.

Noget af det væsentligste vi kan tage med fra den postmoderne æra, er at vi er blevet opmærksomme på, at forskere skal kunne argumentere for, at deres forskning rent faktisk er andet end en helt igennem subjektivog personlig tolkning.