Hasse, C. (2011). Det analystiske felt: Kulturpsykologiske tankeredskaber. I Kulturanalyse i organisationer, Samfundslitteratur, kapitel 3

I dette kapitel argumenteres for at kultur kan forstås som noget vi gør, mens vi lærer at skabe forbindelser mellem materialitet og betydning I sociale og fysiske rum.

Gennem teorien om kulturelle læreprocesser sættes der et symmetrisk lighedstegn mellem øvrige deltagere og forskeres kulturelle læreprocesser I mødet med hverdagslivet I organisationer.

Et menneskes læring om materielle artefakter, deres forbindelser og betydninger er omfattrt af en generel læreproces, der giver personlig, men ikke nødvendigvis lokal kulturel erfaring. Selv når forskere sammen med øvrige deltagere lærer nye betydninger af de specifikke forbindelser I mødet med en lokal organisationskultur, er den kollektive betydning ikke nødvendigvis fælles for alle I organisationen. Men når betydning og materialitet over tid smelter sammen og bliver et fælles kollektivt udgandspunkt for de daglige forhandlinger og kampe, der nu engang altid er I organisationer, kan vi tale om en stærk organisations-kultur, der in- og ekskluderer.

 

Symmetriprincippet

Det analytiske felt er også et empirisk felt, hvor man bla. Diskuterer og udvikler kulturanalyser ud fra det, man har lært. Dette empiriske felt kan studeres som alle andre. Det gør man fx, I det analytsike felt, STS (Science technology studies), der fx har valgt at fokusere på at studere selve den videnskabelige forskningsproces.

Hvis alt er konstruktioner, og alt kan dekonstrueres, så bliver al forskning I sidste ende ligegyldig. Dermed undergraver STS-forskerne deres egen position. Hvis den naturvidenskabelige forskning er konstruktioner, gælder det også STS-forskningen.

Symmetri-begrebet I STS, som det er udviklet af David Bloor, kan ses som et svar på denne kritik og har også relevans for kulturelle lærerprocesser. Begrebet opstod udfra diskussioner blandt den gruppe forskere, der beskæftigede sig med sociologiske studier af viden. Det at påråbe sig kendskab til virkelighede, hævdede Bloor, er medieret af sociale omstændigheder, og den sociale mediering bør I sig selv være genstand for empiriske undersøgelser. Det behøver ikke betyde at virkeligheden er konstrueret, men at vi skal kende vores egne præmisser for forskningen. Hasse er uenig med Bloor om at forskeren kan være upartisk I sin forskning.

 

Det kulturpsykologiske analysefelt

Tværdisciplinært forum d. 14 marts 1980 som udfordrede en almen universel psykologi, og blev starten på et nyt tværvidenslkabelig felt – kulturpsykologi. Man mente der var behov for en ny psykologi, som tog udgangspunkt I menneskets kulturelt formede psyke og der var behov for forskning I dette.

Hovedantagelsen I kulturpsykologi er: Det vi kan kalde kultur, kan vi ikke adskille fra det vi kalder psyke – læreprocesser, kognition, perception, motivation, følelser, identitet og selvforståelse. På den ene side er det kultur som frembringer psyke (det optager den psykologisk antropologiske del af analysefeltet, og på den anden side er det menneskelige psyker som skaber kultur (det optager den kulturhistoriske del af analysefeltet).

Man tager afstand fra en psykologi, der måler det individuelle og socialt isolerede menneskes psyke gennem laboratorieforsøg og tests frem for at studere mennesker, der deler hverdag med andre mennesker.

 

Tankeredskaber

Det mest grundlæggende princip I den kulturhistoriske skole er ideen om mediering. Dette teoretiske begreb blev udviklet I 1920’erne af Vygotsky.

Menneskelig virksomhed medieres på (mindst) to måder, der er afgørende forskellige, gennem tegn og gennem redskaber. Begge dele er medierende artefakter, men de påvirker den menneskelige verden forskelligt.

 

Ordbetydning for handling

Vygotsky afviser, at man nedbryder kultur og den komplekse enhed af, hvad han kalder “verbal thinking” I adskildte elementer, og foreslår I stedet, at vi forsøger en analytisk mindstenhed. Tanke og tale er hverken de tsamme eller kan analyseres frem som to helt adskilte processer, der løber parallelt med hinanden og som influerer hinanden mekanisk. Derfor kan man ikke analysere dem adskilt fra hinanden. Verbal tænkning er en helhed af intellektuelle tankeprocesser og talefunktioner.

Vi er subjekter med “agency” – dvs. Muligheder for at indvirke på vores omgivelser. På de anden side er vores muligheder for kulturelle forbindelser formet gennem læreprocesser. Selv når vi mener, at vi taler og handler frit, er det ifælge Vygotsky og hans efterfølgere, socialt medieret tale og handling.

Fx er viden ikke viden I den filosofiske forstand, men handleviden knyttet til forbindelserne I den lokalt situeret organisationskultur. Fx at kunne nyde et maleri er også forbundet med forbindelser vi har lært.

 

Kulturelle modeller 

Hvordan kan vi som enkeltpersoner forstå en kompleks og omskiftelig verden uden konstant at skulle have den forklaret på ny? Hvordan dannes kollektiv bevidsthed og samhørigheder I vores omgivelser? Hvordan udveksler vi kulturelt viden med hinanden?

Dette har den kognitive antropologi forsøgt at besvare ved introduktionen af det analytiske begreb “kulturelle modeller”.

Dette analytiske begreb beskæftiger sig også med handleviden og artefakter, men er først og fremmest optagrt af, hvordan kulturel viden bliver kollektiv, selvfølgelig viden, som vi kan referere til og trække å uden at skulle forklare os yderligere.

Kulturelle modeller kan bruges til at forstå den organisation af kulturel viden, som vi erkender, taler og handler ud fra. Disse modeller kaldes indimellem også for “skemaer”, “kulturelle skemaer” eller kulturel forståelse, og er grundlæggende et forsøg på at forstå, at kulturelle forbindelser optræder organiseret, når vi tænker.

Amerikanere deler fx en grundlæggende viden om, hvad romantik, ægteskaber og restauranter er, argumenterer forfattere bag denne teori I det analytiske felt. Man kan have forskellige erfaringer, men den kulturelle viden om verden tager bla. Form af prototypiske handlingsforløb.

 

Informationsudfyldning

Organisationskulturer lærer os at knytte forbindelser mellem fysiske genstandsartefakter og deres betydning – og at organisere forbindelser omkring personer og handlinger I forventede idealtyiske forløb, som vi måler vores hverdagserfaringer op mod.

Nyankomne skal først lære disse modeller, som de kommer til udtryk gennem social interaktion, hvorefter de internaliseres og bliver det erfaringsgrundlag, som nye oplevelser og erfaringer bliver forstået I forhold til.

Modellerne rummer ikke-determinerede og determinerede regler for handlinger eller holdninger. Når vi har lært, hvad der analytisk kan opfattes som en kulturel model, bliver den retningsanvisende for vores handlinger og fungerer i et komplekst samspil med såvel fysiske som kognitive omgivelser. Kulturelle modeller står dog I et hierarkisk forhold til hinanden og kan være mere eller mindre retningsanvisende.