Popper, R. K. (1973). Videnskaben: Gisninger og gendrivelser.

Popper, R. K. (1973). Videnskaben: Gisninger og gendrivelser. IN Popper: Kritisk rationalisme. København: Arnold Busck 1973  87-17-01708-4  s. 40 – 68, 29  sider af 223

Baggrund: Popper vs. Positivismen:

Popper (1902-94) var indflydelsesrig videnskabsfilosof. Han kritiserede positivismen, som repræsenterer den filosofiske grundholdning: at al viden er begrænset til sansedata. Ifølge positivisterne kan denne viden kun nås gennem metodisk videnskabelig observation af virkeligheden, og der findes kun én form for videnskabelig erkendelse – nemlig den naturvidenskabelige. Med andre ord: positivister siger, at man ikke behøver teori, men kun data. Man skal bare hoppe ud i verden og finde svaret i naturen med sine erfaringer. Men man kan aldrig finde ud af, om erfaringerne er 100 % sande, men man skal følge to grundsætninger for at sikre en ren sandhed og udvikle lovmæssigheder, siger positivisterne: 

  1.         Man skal oversætte sine registreringer af verden til det sproglige. Lingvistikken er meget nyttig.
  2.         Man skal tage udgangspunkt i sanserne og den håndgribelige verden. Man skal observere og så med sin logik konkludere alle elementerne/delene til en sandhed.

Disse sandheder holder stik, til en anden mere overbevisende sandhed kommer på banen. Fx: Der findes kun hvide svaner, til man finder ud af, at der også findes sorte svaner. 

Popper er et brud indenfor positivismen og afviser deres grundholdning. Man kan ikke bare hoppe ud i verden og finde sandheder med sine sanser. Induktion er umulig. Man skal tage udgangspunkt og starte med teori og formulere en bestemt målsætning, inden man tager ud. – Ellers kan man ikke opnå den sande, rensende sandhed. Teori er en nødvendighed, siger Popper. Han synes, at der er en stor forskel mellem det sande og false. Og i sin tekst skelner han mellem den sande videnskab og så den false – pseudovidenskab. Popper siger, at man hele tiden skal forsøge at modbevise sin egen teori og viden. Vi skal altså ikke søge efter beviser for vores teori, men beviser imod. Vi skal forsøge at falsificere teorierne. Hvis det lykkes, så må teorierne stå til troende – indtil videre. De bedste videnskabelige hypoteser og teorier er de dristige à dem, som virker mest usandsynlige, m en som alligevel ikke er falsificeret.  

Bevidstheden er ikke en spand, men en projektør. Videnskabsfolk (særdeles positivister) starter med at gætte. Disse gætterier bestemmer deres søgen og arbejdsteorier. Det er ikke teori – fyfy, sagde Popper.  

Videnskaben: gisninger og gendrivelser:

 Afsnit 1 – s. 40-44:

Teksten er en beretning, hvor Popper fortæller om sit eget arbejde inde for videnskabsfilosofien siden efteråret 1919. 

I sit arbejde har Popper arbejdet med disse to spørgsmål:

          Hvornår bør en teori regnes for videnskabelig?

          Eller er der et kriterium på en teoris videnskabelige karakter eller status?

Men han havde et problem, da han startede med sit arbejde: Han ønskede at skelne mellem videnskab og pseudovidenskab.

          Han vidste, at det mest kendte svar på det tidspunkt var, at den rene videnskab adskiller sig fra pseudovidenskaben ved sin empiriske metode. Men hvordan skelner man så mellem empirisk og ikke-empirisk metode? tænkte Popper.

Men Popper havde flere problemer til at starte med:

          Der var kommet mange nye teorier – bl.a. Marx’ historieteori, psykoanalysen og individualpsykologien. Men disse teorier lignede lidt astrologi (pseudo-videnskab, som altid kan bortforklare og undgå falsifikationer) à de havde alle tre en forklarende kraft, der gjorde, at de kunne forklare alt indenfor deres område. Og hvad der end skete, bekræftede teorien, hvad var sket.

          Denne uafbrudte strøm af bekræftelser, som disse nye teorier havde, syntes Popper var en svaghed.

Derefter så Popper Einsteins tyngdeteori og syntes, at den derimod var langt mere videnskabelig. Einsteins teori var mere dristig/risikabel og uforenelig med andre iagttagelser og resultater, som enhver før Einstein havde forventet. Den opfyldte klart falsificerbarkriteriet.

Ud fra dette, laver Popper i vinteren 1919-20 disse konklusioner: 

  1.         Det er let at opnå bekræftelser eller verifikationer for næsten enhver teori – hvis vi søger efter bekræftelser.
  2.         Bekræftelser bør kun tælle, hvis de er resultatet af dristige forudsigelser, dvs. hvis vi uden at være ledet af den pågældende teori ville have forventet en begivenhed, som var uforenelige med teorien – en begivenhed som ville have gendrevet teorien.
  3.         Enhver god videnskabelig teori er et forbud: den forbyder, at visse ting sker. Jo mere en teori forbyder jo bedre er den.
  4.         En teori som ikke kan gendrives(modbevises) af nogen tænkelig begivenhed er ikke-videnskabelig. Det er ikke, som nogle mennesker tror en dyd, men en last hos en teori, at den ikke kan gendrives.
  5.         Nogle teorier er mere prøvbare og udsatte for gendrivelse end andre. De mere prøvbare løber en større risiko, men er bedre.
  6.         Bekræftende vidnesbyrd bør kun tælle, når de er resultater af en virkelig afprøvning af teorien. Dvs. når de kan fremstilles alvorligt, men mislyttet forsøg på at falsificere teorien.
  7.         Nogle prøvbare teorier hyldes stadig af deres beundrere, når man har fundet ud af, at de er false. Men de har bare mistet deres videnskabelige status.

à Alle disse punkter kan sammenfattes til dette: Kriteriet på en teoris videnskabelige status er dens falsificerbarhed, eller dens mulighed for at blive gendrevet, eller dens prøvbarhed.

Afsnit 2 – s. 44-46:

Popper synes, at næsten alle videnskabelige teorier udspringer fra myter. En myte kan indeholde vigtige foregribelser af videnskabelige teorier.  

Ifølge Popper kan myter også blive ”prøvbare”. Og hvis en teori er ikke-videnskabelig, betyder det ikke, at den ikke har betydning eller er meningsløs. Men den kan bare ikke hævdes at være understøttet empirisk i videnskabelig forstand, selv om den kan være resultat af iagttagelser. 

Det problem, Popper forsøgte at løse ved at foreslog falsificerbarhedskriteriet, var ikke for at kunne konkludere, om teorier var sande og kunne godkendes. Men hellere for at sætte en grænse mellem de empiriske videnskabers udsagn og alle andre udsagn – hvad enten de er religiøse, metafysiske (uttanroyndarvísindi) eller pseudovidenskab.  

Falsificerbarhedskriteriet er en løsning på dette afgrænsningsproblem – for at kunne sige, at et udsagn er videnskabeligt, må det være i stand til at være i modstrid med mulige og tænkelige iagttagelser. à Afgrænsningsproblemet  

Afsnit 3 – s. 46-48:

Selv om Popper troede, at alle ”rigtige” videnskabsmænd var kommet til det samme resultat, som han var, fandt han ud af, at hans afgrænsningskriteriumviste sig at være alt andet end åbenbart. à Dens betydning blev ikke forstået. Dette fandt han bl.a. ud af med at på Wittgensteins arbejde. Derfor valgte han at offentliggøre afgrænsningskriterium som en kritik af Wittensteins meningskriterium. 

Wittgenstein prøvede at karakterisere videnskab i modsætning til filosofi. Dette gjorde han ved at sige, at alle såkaldte metafysiske (uttanroyndarvísind) eller filosofiske sætninger i virkeligheden ikke var rigtige sætninger, de var pseudo-sætninger – meningsløse. 

à meningsfulde sætninger reduceres fuldstændig til elementar- eller atomar-sætninger, der var enkle sætninger, som beskrev mulige kendsgerninger, som i princippet kunne fastslås eller forklares gennem iagttagelser. 

Popper var dog kun interesseret i afgrænsningsproblemet, og sagde: …at ingen videnskabelig teori kan nogensinde udledes af iagttagelsessætninger eller beskrives af iagttagelsessætninger.” (s. 47-48) 

Afsnit 4 – s. 48-53:

Popper hævdede, at afgrænsningsproblemet var løsningen/nøglen til de mest grundlæggende problemer i videnskabsfilosofien. Popper har en liste over disse problemer, men han synes kun ét af dem kan diskuteres nøjere her. Og det er: 

INDUKTIONSPROBLEMET, som han blev interesseret i (i 1923). 

Popper nærmede sig induktionsproblemet gennem Hume, som han var enig med og inspireret af: 

Hume hævdede, at induktion (fra det specielle til det almene, generelle) ikke kan retfærdiggøres logisk. Der kan ikke være gyldige, logiske argumenter, der tillader os at fastslå, at de ting, som vi ikke har oplevet, ligner dem, vi har oplevet. Vi har ingen begrundelse for at drage nogen konklusion om noget, ud over det, vi har oplevet. Med andre ord: Et forsøg på at retfærdiggøre brugen af induktion ved en henvisning til erfaringen må føre til en uendelig regres (aftursóknarkrav). àTeorier kan aldrig udledes af iagttagelsessætninger eller retfærdiggøres rationelt ved dem, sagde Hume. 

Popper synes dog, at Humes forklaring er mere psykologisk end filosofisk. Og Popper er utilfreds med Humes argument om, at induktion sker ud fra en vane (psykologisk forklaring). 

Popper siger, at ordet vane bliver brugt af Hume til at beskrive regelmæssig adfærd – til at danne teorier om oprindelse. Vor vane med at tro på love er resultatet af hyppig gentagelse. Og dette er fejlagtigt, mener Popper.

Poppers kritik af Humes psykologi: 

  1.         Det typiske resultat af gentagelse àfx af at gentage en vanskelig passage på klaveret – er at bevægelser, som til at begynde med krævede opmærksomhed, til sidst udføres uden opmærksomhed. Man kunne sige, at processen bliver efter mange gentagelser radikalt forkortet og næsten ubevidst. = Efter tilstrækkelig øvelse, glemmer man måske reglen og behøver den ikke længere (fx hvordan man lærer at cykle).  
  2.         Skabelsen af vaner àVaner udspringer som regel ikke af gentagelser. Vaner begynder før gentagelser – fordi man har lyst, gentager man. 
  3.         Karakteren af de erfaringer eller adfærdsmåder, som kan beskrives som ”tro på en lov” àattro på en lov er ikke det samme som adfærd, der afslører en forventning om en lovmæssig rækkefølge af begivenheder.

Men Popper mener, at dette er et forsøg på at bortforklare ugunstige(ólagaligar) kendsgerninger, som truede Humes teori. Der er mange logiske argumenter og empiriske kendsgerninger, der taler mod Hume, synes Popper. 

Humes centrale idé er, at gentagelse er baseret på lighed som bruges ukritisk. Den form for gentagelse, Hume regnede med, kan aldrig være fuldkommen, synes Popper. De tilfælde, han tænker på, kan aldrig være identiske, men kun ligne hinanden. De er således gentagelser ud fra et bestemt synspunkt, siger Popper. (fx det der på mig virker som en gentagelse, virker måske ikke således for en edderkop. Dvs. At der må altid være et synspunkt, forventning eller interesser, før der kan være nogle gentagelser. Et synspunkt kan følgelig aldrig være resultatet af gentagelser. 

Popper følte, at Hume aldrig havde anerkendt den fulde styrke af sin egen logiske analyse. Efter at have gendrevet den logiske opfattelse af induktion stod Hume over for følgende problem: hvorledes får vi faktisk viden rent psykologisk set, hvis induktion er fremgangsmåden, som er logisk ugyldig og umulig at begrunde rationelt? 

Der er to mulige svar på dette, synes Popper: 

  1.         Vi får vor viden ved ikke-induktiv fremgangsmåde
  2.         Vi får vor viden ved gentagelse og induktion og derfor ved en fremgangsmåde, som er logisk ugyldig og umulig at begrunde rationelt, således at al tilsyneladende viden er en form for tro – tro baseret på vane.

Popper foreslog at bytte om på rollerne i Humes teori: I stedet for at forklare vor tilbøjelighed til at forvente regelmæssigheder som resultat af gentagelse, så hellere forklare gentagelse-for-os som resultat af vor tilbøjelighed til at forvente regelmæssigheder og til at søge efter dem. 

Popper: vi gør det til en gentagelse.

Hume: vi forventer gentagelse og ser dermed lighed. 

Afsnit 5 – s. 53-56:

Popper mener, at …faktisk er det en absurd tro, at vi kan begynde alene med rene iagttagelser uden dét, der ligner en teori. (s. 54)  

Hann siger, at iagttagelse er altid selektiv(udvælgelse). Den behøver et udvalgt objekt, en bestemt opgave, en interesse, et synspunkt, et problem. Ting kan kun klassificeres og blive ens eller forskellige ved at blive sat i forhold til behov og interesser. 

Problemet: hvad kommer først, hypotesen (hønen) eller iagttagelsen (ægget)? Ifølge Popper er svaret, at før hypotesen, har der været en tidligere slags hypotese. Og før ægget, har der været et tidligere slags æg. à Forud for enhver hypotese, vi vælger, har der været iagttagelser – fx de iagttagelser, man skal forklare. Og når vi går tilbage til mere og mere primitive teorier og myter, vil vi til sidst finde ubevidste, medfødte forventninger. 

Popper: Medfødte ideer er absurd, men enhver organisme har medfødte reaktioner, responser eller forventninger. Disse kunne man kalde medfødt erkendelse. Fx et nyfødt barn forventer mælk. Men disse medfødte erkendelser kan fejle og være forkerte – fx barnet kan blive forladt og sulte. Men siger Popper: En af de vigtigste af disse forventninger er forventningen om at finde en regelmæssighed.” (s. 55) 

Afsnit 6 – s. 56-58:

Popper: Men vi forventer at finde regelmæssigheder overalt og forsøger at finde dem, hvor der ingen er. Og man holder fast ved dem selvom de utilstrækkelige. Det er dogmatisk tækning/adfærd.  

Denne dogmatiske holdning er i et vist omfang nødvendig: Når vi kun kan klare os ved at gætte (gisning). Og den tillader, at vi nærmer os en god teori trinvis. 

Den dogmatiske holdning får os til at holde fast ved vores første indtryk = stærk overbevisning. (Dette er mest karakteristisk ved primitive msk og børn).  

Mens en kritisk holdning er tegn på en svagere overbevisning, fordi den er parat til at ændre sine påstande, som tillader tvivl og kræver afprøvninger. (Dette er karakteristisk ved modenhed og voksende erfaring).  

Afsnit 7 – s. 58-62:

Skelnen mellem dogmatisk og kritisk tænkning/holdning bringer os til et centralt problem: 

          Den dogmatiske holdning er forbundet med verificering (staðfestingum) af love og skemaer.

          Den kritiske holdning er villig til at ændre dem og afprøve dem.

”… vi kan identificere den kritiske holdning med den videnskabelige holdning og den dogmatiske holdning med den holdning, vi har beskrevet som pseudovidenskab.” (s. 58) 

En kritisk holdning er snarere lagt ovenpå den dogmatiske end i modsætning til den, fordi den(kritikken) er rettet mod de dogmatiske antagelser. Den kritiske holdning behøver en slags råmateriale, teorier eller antagelser, som hævdes at være mere eller mindre dogmatiske. 

Videnskaben må således begynde med myter og med kritik af myter – hverken med iagttagelser elle opfindelse.  

Den videnskabelige tradition adskiller sig fra den før-videnskabelige/den pseudovidenskabelige på to punker:

  1.         Den første overleverer ligesom den sidste sine teorier, men med en kritisk holdning.
  2.         Teorierne overleveres ikke som dogmer, men snarere med udfordringen til at diskutere dem og forbedre dem.

Ifølge Popper er kritik er et forsøg på at finde svage punkter i en teori. Logisk tænkning og argumentation spiller her en væsentlig rolle: ”… fordi det alene er i kraft af rent deduktiv tænkning, at vi har mulighed for at opdage, hvad vore teorier indeholder og således at kritisere dem effektivt.” (s. 59)

Vi får den bedst egnede teori ved at eliminere (koyra burtur) de mindre egnede (mindre sande og mindre nyttige).  

Afsnit 8 – s. 61-62:

Popper skriver, at han indså, at de to problemer – afgrænsningsproblemet og induktionsproblemet – i en vis forstand var sammenfaldende. 

Hans konklusioner: 

  1.         Induktion, dvs. Slutning baseret på mange iagttagelser, er en myte. Den er hverken en psykologisk, dagligdags eller videnskabelig kendsgerning.
  2.         Videnskabens virkelige fremgangsmåde er at arbejde med gisninger: at springe til konklusioner – ofte efter blot en enkel iagttagelse.
  3.         Gentagne iagttagelser og forsøg fungerer i videnskaben som afprøvninger af vore gisninger eller hypoteser, dvs. som et forsøg på gendrivelser.
  4.         Den fejlagtige tro på induktion er forstærket af behovet for et afgrænsningskriterium, som man traditionelt, men fejlagtigt tror kun den induktive metode kan give.
  5.         Ideen om en sådan induktiv metode medfører ligesom verificerbarhedskriteriet en dårlig afgrænsning.
  6.         Intet af dette ændres på mindste måde, hvis vi hævder, at induktion kun gør teorierne sandsynlige, snarere end sikre.

Afsnit 9 – s. 62-64:

Popper synes, at løsningen af afgrænsningsproblemet også må give en løsning af induktionsproblemet. 

Born formulerer induktionsproblemet således: ingen iagttagelse eller forsøg, ligegyldigt hvor omfattende, kan give mere end et endeligt antal gentagelser. Formuleringen af en lov – B afhænger af A – går altid ud over erfaringen. Men alligevel fældes domme. Hertil må føjes det empiristiske princip, som hævder, at i videnskab må kun iagttagelse og forsøg afgøre om videnskabelige udsagn – herunder love og teorier – skal godtages og forkastes. 

Med andre ord, så opstår det logiske induktionsproblem fra disse tre principper: 

  1.         Det er umuligt at begrunde en lov ud fra iagttagelse
  2.         Videnskaben fremsætter og anvender love overalt til alle tider
  3.         Empiristiske princip.

à Disse tre principper støder umiddelbart sammen og udgør det

logiske induktionsproblem, men 1. og 2. behøver ikke at støde sammen, da love kun er gisninger, foreløbige hypoteser. 

Hume påviste, at det ikke var muligt at udlede en teori af iagttagelsessætninger, men dette berører ikke muligheden af at gendrive en teori med iagttagelsessætninger. Den fulde forståelse af denne mulighed gør forholdet mellem teorier og iagttagelser klart. Dette løser problemet med det påståede sammenstød mellem principperne 1,2,3 og løser dermed Humes induktionsproblem. 

Afsnit 10

Hvordan springer vi i virkeligheden fra en iagttagelsessætning til en teori? Her er Poppers svar: 

  1.         Man kan sige, at springet ikke er fra en iagttagelsessætning, men fra en problemsituation.
  2.         Teorien må sætte os i stand til at forklare de iagttagelser, som skabte problemet.

Dette lader naturligvis mange mulige teorier, gode som dårlige, stå tilbage, og det ser ud til at spørgsmålet ikke er besvaret. Spørgsmålet lyder nu: 

Hvorledes springer vi fra en iagttagelsessætning til en god teori? Her er Poppers svar: 

à ”… ved først at springe til en eller anden teori og så afprøve den, for at finde ud af, om den er god eller ej; dvs. ved igen og igen at anvende den kritiske metode, hvor man eliminerer mange dårlige teorier og opfinder mange nye. Ikke alle er i stand til at gøre dette; men der er ingen anden vej.” (s. 65) 

Hvorledes retfærdiggør du din metode med at prøve at fejle? 

à prøve- og fejle-metoden er en metode til at eliminere falske teorier ved iagttagelsessætninger, og det retfærdige ved dette er det rent logiske udledningsforhold, som sætter os i stand til at hævde at visse udsagn er falske.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s