Køppe, S. (2004): Videnskabshistorieografi.  IN: Neurosens opståen og udvikling i 1800tallet.  København: Frydenlund 2004.  87-7887-206-5 s. 13-25, 13 sider af 421

Videnskabshistorie kan skrives på mange forskellige måder. Og uafhængigt af hvilken måde, man vælger, implicerer (=innblandar) den måde, man skriver videnskabshistorie på, en bestemt opfattelse af både videnskab og historie. 

Men det er ikke almindelig at angive, hvilken metode man anvender. Måske fordi man opfatter metoden som ukompliceret og indlysende. 

Videnskabshistorisk metode er en del af historiografien (søguskriving) og burde hedde videnskabshistoriografi. 

Historiografiens historie:

Historiografi (søguskriving) er teorier om, hvordan man skriver videnskabens historie.  

I praksis udfoldes langt den meste historiografi som diskussioner af, hvad videnskab er, den rationalitet, opdagelsesprocessen osv. 

Historiografien er langt mere koncentreret om, hvad videnskab er, end hvad historie er. Der er bl.a. få historikere, der beskæftiger sig med videnskabshistorie.

–          Historiografi handler derfor ikke så meget om at skrive historie.

–          Ved man, hvad videnskab er, ved man også, hvordan man skriver om videnskabens historiske udvikling.

–          Men et problem er, og det er: At de videnskabsmænd, der skriver, udfører og laver videnskabens historie – ikke problematiseres. Men det gør genstanden – videnskaben – til gengæld. 

 (1) Videnskabshistoriografiens udvikling – s. 14:

Der har eksisteret videnskabshistorie lige så længe som videnskaben selv. Standard videnskabshistoriske fremstillinger kan spores tilbage til 1600-tallet. 

Fra 1800-tallet trænger romantikken sig også ind i videnskabshistorien, og den biografiske metode med centrering om forfatteren/videnskabsmanden bliver dominerende. 

I 1800-tallet opstod positivismen også, og den fik også sin indflydelse på videnskabshistoriens skrivning og udvikling. 

Sarton (1884 -1956) var historiker og beregnes for grundlæggeren af videnskabshistriografien. I et af sine mange værker, definerer han videnskabens historie således: ”videnskabens historie er historien om menneskehedens enhed, dets sublime mål, dets successive frelse”(s. 15). Dette citat siger noget centralt om den positivistiske opfattelse, og om et synspunkt, der ofte dukker op i indirekte form. Sætningen udtrykker tiltro til den videnskabelige rationalitet. En tro på, at den videnskabelige erkendelse i sidste ende er det, der sikrer menneskeheden og dens udvikling – på tværs af alle nationale og etniske forskelle. Den viser også troen på, at videnskaben udvikler sig lineært og kumulativt (samsavnandi), og at opnået viden udgør et permanent fremskridt. Videnskabernes historie er den eneste historie, der kan belyse menneskehedens udvikling, synes Sarton.

Koyré (1892-1964) er mere afgrænset og formulerer en mere præcis opfattelse af videnskab. Koyré menes at være ophavsmand til termen ”videnskabelig revolution”. 

Koyré erstatter den gamle idé om kosmos, med ideen om et uendeligt og præcist univers. Han kalder den videnskabelige revolution i 1600-tallet for ’Platons revanche’. Galilei og datidens videnskabsmænd gjorde jo op med den aristoteliske empirisme, der havde hersket indtil da. Og de lovmæssigheder, som Galilei og Newton fremsatte, var konsekvenser af matematikken og ikke af eksperimenter, som jo tilhører den sanselige og konkrete verden. 

Ifølge Koyré er empirien hovedsageligt et spørgsmål om, at illustrere antagelser, der allerede er formuleret, og som i den videnskabelige proces slutter med at blive formuleret matematisk. 

Han mener, at omvæltninger i videnskabens udvikling kun sker i forbindelse med omvæltninger i filosofien:

1.         Videnskabelig tænkning er aldrig helt adskilt fra den filosofiske.
2.         De store videnskabelige revolutioner har altid været determineret af omvæltninger eller ændringer af de filosofiske begreber.
3.         Den videnskabelige tænkning udvikler sig ikke ’in vacuo’, men befinder sig altid indrammet af ideer, af fundamentale principper…

Både Sarton og Koyré er enige om, at videnskab er et relativt isoleret foretagende, som hverken er styret eller synderligt påvirket af det omgivende samfund. Derfor beregnes begge for ”internalister”. 

De er også enige om, at sammenhængen mellem videnskab og civilisationen går fra videnskaben til civilisationen. Men de er uenige om den videnskabelige metode.  

Sarton – positivist, tilhænger af den induktive metode.

Koyré – antipositivist, tættere på Karl Popper. 

De foragter begge metoden, ”Whiggish”, der tager udgangspunkt i moderne teser, begreber osv. og fører dem tilbage til fortiden. Ifølge Whiggish opfatter man den videnskabelige udvikling som en lang udvikling hen imod de korrekte videnskabelige (nutidige) antagelser. 

I diverse fremstillinger af videnskabshistoriografien fremhæves det ofte, at Kuhn var meget inspireret af Koyré, og at Kuhn på adskillige punkter videreførte hans opfattelser. Kuhns bog om videnskabens revolutioner fra 1962 fremstiller videnskabens udvikling som bestående af normalvidenskabelige perioder afbrudt af videnskabelige revolutioner, der efterfølges af en ny normalvidenskabelig periode. 

Indenfor en normalvidenskabelig periode er videnskaben baseret på et grundlæggende paradigme, som igen er koblet på det, Kuhn kalder et fagligt matrix (= en række videnssociologiske træk og egenskaber, specifikke notationssystemer, etablering af tidsskrifter, konferencer, lærebøger osv.) 

Paradigmet er en så omfattende konstruktion, at det ikke lader sig gentage indenfor andre paradigmer.

Oversættelsesproblemet – incommensurabilitet – man kan forsøge at oversætte fra et sprog til et andet, men en total transparens opnås aldrig. Så man kan heller ikke sammenligne en oversættelse. To paradigmer kan heller ikke sammenlignes. 

Ovennævnte er hovedparten af de navne, der sædvanligvis nævnes dels i forbindelse med videnskabshistoriografiens opståen og tidlige udvikling, der er dog en enkelt retning, der bør tilføjes. Nemlig den Den kognitive retning:  

Den beskæftiger sig med, hvordan begreber ændres. At beskrive ethvert videnskabeligt fremskridt, der sker inde i hovedet på en forsker.   

Målet er netop at beskrive netop det, der sker inde i hovedet, når der dannes ny viden – og dermed samtidig en indirekte historisk udvikling af videnskaben. 

Den eksternalistiske tilgang til videnskabshistorie findes i mange forskellige variante. Det definerede for en ekstern tilgang er, atde faktorer, der udvikler og præger videnskab, ligger udenfor den videnskabelige proces (det faktiske eksperiment, den konkrete teoridannelse osv.) Denne opfattelse forbindes oftest til videnssociologien. 

En af de tidligste eksternalistiske teorier er marxismen, som siger, at videnskab er en del samfundsformationen og må således ses i sin historiske bundethed og sin relation til de øvrige dele af samfundsformationen. 

Mannheim (1893-1947) = den første egentlige videnssociolog, som også er stærkt inspireret af marxismen. Han udfoldede den antagelse, at alle teorier er opstået på grundlag af bestemte interesser og kontekster, og derfor kunne og burde relateres til det historiske samfundsmæssige tidspunkt, de blev fremsat på. Mannheim mente, at alle perspektiver indeholder et gran af sandhed. Og at alle teorier er opstået på grundlag af bestemte interesser og i bestemte kontekster (sammenhæng). Mannheim friholdt også naturvidenskaben – eller i hvert fald matematik og fysik fra kontekstualiseringen og ideologiske kontekst.  

Med Merton (1924-2003)introduceredes en videnssociologi, som bedst kan siges at være en ”eksternalistisk eksternalisme”, idet videnskab betragtes som en sociologisk institution på linje med andre institutioner. Det interessante for Merton er, at videnskaben kan bruges til det politiske, til demokratisering.  

I videnssociologien stilles der ikke spørgsmål til sandheden af videnskaben, men derimod til alle de eksterne relationer, som videnskaben indgår i og som kan beskrives ved hjælp af sociologien.  

(2) Grundantagelser – s. 21: 

Der er især to grundantagelser, som er afgørende for hvilken type videnskabshistoriografi, der anvendes.

1.         Hvordan man opfatter historie og specielt videnskabens historiske udvikling.
2.         Og spørgsmålet om, hvordan man opfatter videnskab forstået som et system af termer – altså henholdsvis diakront (som har udviklet sig gennem tiden) og synkront (i et).

Og de tre grundlæggende måder at se udviklingen på er:  

(a) Den kontinuerte (uafbrudte) udvikling:

1.         Som en successiv(efterhånden) kontinuert (uafbrudt). Erkendelsen udvikles som en stadig tilegnelse af viden om verden. Der er tale om en skridtvis opbyggende viden. Man ved altid mere end tidligere. 
2.         Eller som en udvikling præget af brud.

–          fx som hos Koyré findes der et brud i 1600-tallet med det nye verdensbillede.

–          Althusser (1974) fremsatte en brudteori som opererer med, at enhver videnskab er konstitueret (midlertidig) eller grundlagt ved et brud med førvidenskabelige ideologier.

–          Kuhn repræsenter et af de mest radikale bud på en brudteori: bruddet sker mange gange (uspecificeret antal) afløst af normalvidenskabelige perioder. 

(b) Den synkrone (i et) struktur:

Man kan betragte videnskab som en struktur af forskellige lag:

1.         Hvor det nederste lag er det empiriske.
2.         Næste lag er bl.a. de antagelser og teorier, der er med til at definere det empirisk gyldige for den enkelte disciplin og de teoretiske hypoteser, der forsøges falsificeret.
3.         Næste lag dækker de begreber og antagelser, som ikke lader sig afgøre empirisk, og de udgør ofte den teoretiske kerne i en skoledannelse indenfor en videnskabelig disciplin.
4.         Skoledannelser kan desuden betragtes som et yderligere lag i hierarkiet, som går på tværs af discipliner.
5.         Og endelig kan man sige, at det ideologiske (verdensopfattelse) lag er øverst.

Som helhed kan man sige, at der er tre måder at se videnskab som et begrebssystem på. 1. Det selvudfoldende system, hvor erkendelse i sidste ende er identisk med genkendelse. 2. Begrebssystemet er påvirket af en overordnet og omsluttende idéhistorisk rammesættelse. 3. En empirisk praksis i relation til menneskets konkrete forhold til naturen.

(c) Forholdet mellem subjekt og historisk tekst.

Det er ikke muligt at beskrive fortiden som den fremtrådte for dalevende mennesker à Det en af årsagerne til, at så få videnskabsteoretikere beskæftiger sig med metode.

De fleste videnskabshistorikere læser tekster uden at tage hensyn til deres egen subjektive tidsbundethed.

Man bliver nødt til at rekonstruere (genskabe) fortiden med en vis grad af realisme.