Christensen, G. (2002): Psykologi som humanvidenskab. IN Psykologiens videnskabsteori Roskilde: Roskilde Universitets Forlag, 2002.  87-7867-166-3  s. 139 – 156, 18 sider af 243

Denne tekst handler om, hvordan psykologien tager sig ud, når den betragtes som en humanvidenskab med de videnskabsteoretiske udfordringer, dette implicerer. 

Det humanvidenskabelige genstandsfelt og erkendelsesinteresse – s. 130:

Genstandsfeltet for humanvidenskaberne er mennesket, dets kultur og erkendelse. 

Psykologien kan dog ikke entydigt betragtes som en humanvidenskab – det humanistiske udgangspunkt må vælges. Valget er et ontologisk (= erkendelsen af virkelighed) standpunkt, der tjener som udgangspunkt for en teoribygning. 

Man skelner mellem humaniora og humanvidenskab. Om det er humaniora eller humanvidenskab afgøres i teoribygning, metoder og ikke mindst kravene til empiri. 

Habermas hævder: at det humanistiske genstandsfelt – mennesket, dets kultur og erkendelse, formidles hovedsagligt gennem sproget. Derfor betragtede han hovedinteressen inden for humanvidenskaberne som fortolkning, hvilket betyder, at den humanvidenskabelige erkendelsesinteresse kan defineres som praktisk eller hermeneutisk. 

Hensigten med humanvidenskaberne er ikke – som det er tilfældet i naturvidenskaben og dels samfundsvidenskaben – at udlede almengyldige love og generaliseringer. Disse anses ikke som interessante eller mulige. Humanvidenskaberne arbejder dog ikke uden anerkendte regler og metoder. 

Det understreges i teksten, at fortolkning er et nøgleord inden for humanvidenskaberne: ”Fortolkning er en kvalitativ videnskabelig forskningsproces, der klart adskiller sig fra sammenligningen af kvantitative data.” (s. 131) 

Den humanistiske tilgang betyder, at det er vigtigt at respektere og værne om det særligt menneskelige – vægten ligger på subjektivitet og ”første-persons” perspektivet. 

Faktorer, der gør sig gældende for psykologien, når den betragtes som humanvidenskab:

1.         Genstandsfeltet: er mennesket, dets kultur og erkendelse à det særligt menneskelige/subjektiviteten. Humanistisk psykologi omfatter bl.a. eksistenspsykologi., fænomenologisk psykologi., humanistisk psykologi.
2.         Empirien: består i stor udstrækning af fortællinger, der behandles som ”tekster” (det kan fx være interviews).
3.         Metoden: er hermeneutisk (fortolkende) og fænomenologisk forstået som orienteret mod aktørens egen forståelse, ikke mod et ”objektivt” (subjektuafhængigt) forhold.
4.         Formålet: er at behandle særskilte tilfælde i deres egenart, ikke at være i stand til at finde almene lovmæssigheder. Idet humanvidenskabernes genstandsfelt er det særligt menneskelige, er formålet med en humanvidenskab desuden praktisk.

Humanistisk orienteret psykologi som modkultur – s. 132:

Humanistisk orienteret psykologi omfatter bl.a.: 3. kraft psykologi, eksistenspsykologi og psykologi, der udspringer af den kontinentale fænomenologi. 

Humanistisk orienteret psykologi opstod i 1950’erne og 60’erne og definerede sig som udgangspunkt som en modsætning til psykologier, der er baseret på naturvidenskaben. Fx særdeles behaviorismen – Skinner, Watson og psykoanalysen: 

Dens kritik af behaviorismen:

1.         At de ser bort fra bevidstheden og dermed subjektive elementer.
2.         At de laver konklusioner til mennesker på baggrund af dyreforsøg.
3.         Atomismen i behaviorismens forkærlighed for analyser af stimulus-respons relationer.
4.         At behavioristiske eksperimenter som regel fandt sted under isolerede laboratoriebetingelser og ikke i naturligt forekommende miljø.

Humanisterne: mennesket adskiller sig evolutionært og kvalitativt fra dyr. Mennesket skal vurderes som et subjekt i sin livsverden.

Humanisme og psykoanalyse (PA) – s. 134:

Humanismen tager afstand fra elementer i den klassiske PA. 

Deres kritik af PA:

1.         Freud reducerede individet til drifter af psykoseksuel karakter à determinisme og reduktionisme er i modstrid med den humanistiske tanke, individet betragtes som hos Kant som autonomt (frit til at vælge).
2.         PA’s decentralisering af det rationelle subjekt er uforeneligt med humanismens intentionale subjekt.
3.         Udgangspunktet for PA er syge tilstande. Humanistiske psyk. ser hovedsageligt på sunde individer.
4.         PA har dog visse fællestræk med den humanistiske tradition, fx interessen for fortællingen og den terapeutiske praksis, samt det ikke-reduktionistiske forhold til individet.

Filosofisk inspiration – s. 135:

Væsentligt for humanistisk orienteret psykologi er forskningsområder, der undersøger de træk, der adskiller dyr og mennesker. De bruger ikke naturvidenskabelige metoder, men derimod filosofiske helhedsbilleder af mennesket, dets væsen og plads i verden. De bruger teori frem for empiri. 

Humanistisk orienteret psykologi tager udgangspunkt i helhedsorienterede filosofiske retninger, fx fænomenologi og eksistentialisme.

Eksistentialisme og fænomenologi er fælles om visse grundholdninger i forhold til både mennesket og videnskaben; fx subjektets egenart og autonomi skal respekteres; subjektet eksisterer i en omverden, som det forholder sig til, og som det ikke kan anskues isoleret fra; msk forstås intentionelt, idet det lever i denne verden og anses for drevet af de mål, det ønsker at nå. 

Enkeltindividet er i humanismen ikke kun forpligtet overfor sig selv men også overfor sine medmennesker. Som person eksisterer man i kraft af det integrerede forhold mellem krop og bevidsthed – og et erkendende og handlende forhold til sin omverden: kun i mødet med en anden og i forståelsen af en anden person, bliver man i stand til at forstå sig selv som person à msk bliver til et Jeg ved et Du.

Intentionaliteten – s. 137:

Ophavsmænd til begrebet intentionalitet var Husserl og Brentano, men Merleau-Ponty påpegede den fænomenologiske sammenhæng mellem krop og psyke. 

I fænomenologien er det umuligt at forestille sig en bevidsthed, som ikke er rettet mod noget (fx du går til fryseren fordi du har lyst til vaniljeis, ikke pga. en løsrevet lyst) è intentionalitet. 

”Begrebet intentionalitet ophæver så at sige det fundamentale skel mellem individ og omverden, idet det intentionale subjekt er karakteriseret ved at være et subjekt-i-en-omverden, hvor ingen af delene kan forstås løsrevet fra dette forhold.” (side 138) 

Første-persons perspektivet – s. 138:

Mennesket er et bevidst væsen, der reagerer på sine oplevelser à afstand fra behaviorismen (SàR modellen). 

”I stedet lægges vægten på individets fortolkning og vurdering af påvirkningerne… menneskelige handlinger kan kun forstås ud fra den handlendes oplevelse af situationen.” (side 139)

Antireduktionisme – s. 139:

Humanistisk orienterede psykologi anklager den naturvidenskabeligt orienterede psykologi for reduktionisme på to punkter:

a)        Eksperimenter i laboratorier eliminerer det vigtige omverdensforhold.

b)       Den søger at nedbryde personen eller personligheden i elementer, som fx bevidsthed, perception.

Den humanistisk orienterede psykologi interesserer sig for funktioner så som perception, tænkning og hukommelse, idet den anser dem for redskaber for selvet og personligheden og dettes stræben. 

Pædagogik og terapi er vigtige områder for humanistisk psykologi, fx Carl Rogers (klientcentreret terapi). 

Den humanistiske forskningspraksis – s. 140:

Naturvidenskaben vs. Humanvidenskaben:

Naturvidenskaben har et ’subjektàobjekt’ forhold.

Forskeren = subjekt; den udforskede genstand = objekt.

Subjektet træffer valg og handler; objektet hverken vælger eller handler. Det forventes at forskeren er i stand til at indhente (ontologisk objektiv) viden om objektet. 

Den humanistiske psykologi har et ’subjektàsubjekt forhold’, fordi det ikke er rimeligt eller muligt at forholde sig til mennesket som et objekt i det humanistiske genstandsfelt.

Psykologien skal undersøge det menneskelige subjekt (som objekt) og på den anden side gøre det sådan, at subjektivitet opretholdes og respekteres. 

Et komplekst strukturniveau – s. 142:

Humanismen søger at undgå bortreduktion af det subjektive ved at benytte sig af første-persons perspektivet eller intentionaliteten. Metoden skal tage udgangspunkt i det, der rent faktisk undersøges; ikke af et bestemt videnskabsideal. 

Tilgangen er generelt præget af metode-pluralisme med kvalitative og hermeneutiske (fortolkende) metoder à den individuelle fortælling/narrativt.

Hermeneutik – s. 143:

Hermeneutik = metoder til fortolkning af tekster, der har oprindelse i religions- og historievidenskaben. 

Hermeneutik kommer fra Dilthey’s skelnen mellem naturen, der kan forklares, og ånden, der må forstås. Dilthey sagde, at ved at tage udgangspunkt i egne erfaringer, skulle det være muligt at fortolke en tredjeperson. 

Derefter indrog Heidegger og Gardamer begrebet ’forforståelse’ à enhver forståelse tager udgangspunkt i en tidligere forståelse. 

Anvendelse af hermeneutiske metoder i psykologi forudsætter, at man har fortællinger til rådighed som empiri, og at man forholder sig til disse, som om de var tekster. Disse metoder anvendes især indenfor den narrative psykologi.

Fortællingen og psykologien – s. 145:

Psykologiens interesse for fortællingen går under betegnelsen narrativ psykologi. Narrativ betyder fortælling – livsfortælling eller livshistorie i bred forstand. Altså fortællinger om livet i sin helhed eller i form af brudstykker. Hvad der siges er ligeså interessant som, hvordan det siges. 

Interessen for denne form for psykologi tog form i 1970’erne.

Narrativet og kognitionen – s. 146:

”De fortællinger, vi skaber, er redegørelser, forsøg på at forklare og forstå erfaringer. Narrativ tænkning er derfor en type kausal tænkning. Kraften og alsidigheden af narrativ tænkning er rodfæstet i det kognitive skema, der tjener som den generative basis for enhver fortælling.” (s. 146) 

Mennesker reagerer med en fortælling på noget, som egentlig ikke giver anledning til det. Det kunne tyde på, at der er et eller andet, der har indflydelse på sanseprocesserne og som indvirker på og måske endda styrer perceptionen. Facts taler ikke for sig selv. De skal først organiseres.  

De narrative strukturer eksisterer som kognitive strukturer i individet. Mennesket ser ud til at orientere sig i verden ved at forholde sig narrativt til den.  

Formål med fortælling er at skabe mening for individet. Dette implicerer ifølge Bruner to faktorer:

1)       Hvordan erfaringer og handlinger formes de af intentionelle tilstande.

2)       Hvordan tilstande realiseres gennem deltagelse i kulturens symbolske systemer.

Det intentionale subjekt og narrativet – s. 148:

Paul Ricouer, filosof, ønskede at forene humanisme, subjektivitet og naturvidenskabelige krav til objektivitet. 

Han sagde, at: Det hermeneutiske (subjektive) tidsbegreb og det naturvidenskabelige (objektive) tidsbegreb kan forenes i et tredje tidsbegreb: Den narrative tid. Han begrunder dette ved at sige, at historien som videnskab kan hverken betragtes som absolut (ontologisk) objektiv eller absolut subjektiv à historiske begivenheder refereres narrativt, hændelser har ikke i sig selv mening, den tid vi lever i inkl. hændelser giver først mening, når vi forsøger at forstå den gennem historie og fortælling. 

Narrativet fortæller ikke kun om fortidige handlinger men også om deres mening à anvendelsen af metaforer. 

I fortællingen ordnes hændelser i tid og årsag à ’kausal kæde’ à narrativet er meningsskabende.  

Fra et fænomenologisk standpunkt har narrativet betydning for identiteten à gør det muligt at organisere erfaringer i tid og fastholde erkendelse à genskabe den proces man har gennemgået 

”En sammenhængende identitet forudsætter et sammenhængende narrativ, hvorfor der må være en sammenhæng imellem nutid, fortid og fremtid i livsfortællingen.” (side 149) 

Subjektivisme, holisme og reduktionisme – s. 150:

Subjektivisme = at hævde at de subjektive elementer er de vigtigste. Det synes man i humanvidenskaben. 

Tavs viden = det man ved uden at være klar over det 

”De subjektive elementer lader sig med andre ord hverken forklare eller bortreducere uden et væsentligt tab til følge for den terapeutiske praksis.” (side 150) 

Holisme = ”Helheden er mere end summen af delene” – et forsøg på at undgå reduktionisme. Holismen er uforenelig med det, vi forstår ved videnskabelighed, fordi der ikke findes nogen videnskabelig holistisk metode. 

Narrativets hensigt er at begribe individets egen fortolkning af situationen, ikke at fremsætte lovmæssigheder. Hvis fortolkningen skal fungere som en forklaring er det et krav, at der anvendes generelle begreber. Fortolkningen sker på baggrund af generaliseringer, der som arbejdsredskab kan danne baggrund for at opstille hypoteser. Dette betyder at man låner nomotetiske redskaber, hvor generalitet er en kvalitet. 

Generaliseringer sker gennem metodisk reduktion, som er en forudsætning for videnskabelighed.

Fortolkning og videnskabelighed – s. 151:

Den humanistiske psykologi kan ikke sige sig fri fra metodisk reduktionisme, hvis videnskabeligheden skal opretholdes.

I narrativet forholder man sig til sproglige udsagn, metoden kritiseres for at være flydende, og at den lægger op til uendelig fortolkning – der sættes ingen grænser. Det er uforeneligt med forståelsen af videnskabelighed. 

En videnskabelig tilgang til narrativer er betinget af en absolut grænse for fortolkning. 

Fortolkerens subjektive antagelser og motivation udgør usikkerhedsmoment i fortolkningen. 

Fortolkningen farves af forskerens subjektivitet, når man vælger at se bort fra dette, benytter man metodisk reduktion.

Intervieweren intervenerer i fortællingen – det narrative er en proces.