Bem, S. & Jong, L. H. (1997): Philosophy of science for psychology. Theoretical Issues in Psychology London: Sage 1997  0-803-7827-8 s. 41 – 61, 21 sider af 194 sider

Kap. 1

 Positivistisk filosofi blev hårdt angrebet i 60 og 70’erne. 

Logisk filosofi var dominerende fra 20’erne til 60’erne. Flere medlemmer(af Wiener Kreis) i Wien og Prag flyttede til USA og blev meget gennemtrængende der. Selv om ingen vil sætte sig selv en mærkeseddel på, som en ”logisk positivist”, så kan stadigvæk i dag se de basale ideer fra positivismen. 

Oprindelsen af logisk positivisme var rollen ”observation in science”, som var blevet problematisk i starten af det 20. århundrede.  

Medlemmerne af ”Wiener Kreis” var alle hårdnakkede videnskabsmænd, matematikere og logikere, som lagde vægt på empiri og støtter positivismen derfor den empiriske videnskab. 

De logiske positivister forstod, at videnskabelige bøger selvfølgelig indeholdt mange teoretiske benævnelser, som ikke direkte var mulige at observere – begreber som: elektroner og personlighed. (s. 42-43) 

De hovedsaglige synspunkter i positivismen er følgende: 

–          De basale elementer i viden er sansedata og observerede elementer, som giver en opfattelse av verden.

–          Teoretiske benævnelser og udtrykke kan kun tilføjes teorier, om de er taget ud fra kontrollerede observationer. Der er en skarp forskel mellem teori og observation.

–          Videnskab er deduktiv ”nomological”. Mange videnskaber bruger samme metoder og kan derfor forenes.

–          I vurderingen af videnskabelige produkter så som hypoteser og teorier, er det kun ”the context og justification”, som afgør, om den er logisk og metodisk korrekt.

–          Videnskab er sammendynget. Videnskabelige processer er afhængige af samfundet. (s. 44) 

”Myth of the Given” er nok det centrale punkt i den vestlige erkendelsesteori. Den mener, at vi ”nogle” medfødte evner til at se verden på en bestemt måde. Vi har ikke brug for en større kognitiv udformning. (s.45) 

Psykologien bruger en benævnelse som ”introspection”(observation af ting i ens egen forstand).  

Titchener mente, at der kunne forekomme ”stimulus error”, fordi oplevede elementer blev omdannede i oplevelsen af indre processer – med andre ord: den eksterne verden blev oplevet igennem givne sensoriske data i hjernen. (s. 46-47) 

Flere af Ludwig Wittgenstein ideer har indflydelse på de filosofiske tanker om sindet og sprog. Den første fase i hans filosofiske arbejde var båndene mellem de forskellige sprog. (s. 48) 

Senere(i 30’erne) startede han at kritisere den positivistiske teori inklusive sin egen. (s. 50) 

Oprindelsen til positivismen var at sætte linjer mellem videnskab og pseudo(falsk)-videnskab. 

Grundsætningerne hos positivistiske filosoffer var følgende: 

–          efterprøvning af teorier

–          bekræftelse af teorier

–          skarp skelnen mellem fakta og teori

–          et logisk syn på teorier, hvor forudsigelser kan udledes logisk (s.51)

Popper mente, at kun falsifikation var mulig og ikke bekræftelse. Han mente ikke, at om man kun havde set hvide svaner, at man kunne bekræfte at ”alle svaner er hvide”. Først når du havde set en sort, kunne du bekræfte, at alle svaner ikke er hvide. 

Teorier kan ikke bekræftes – kun falsificeres(ifølge Popper) 

Videnskab skal ikke prøve på at bevise teorier – den skal modbevise dem.

En god teori fortæller specifikt hvilke observationer ville kunne modvise den! 

I modsætning til de logiske positivister så Popper mener ikke, at en teori kan bliver verificeret eller bekræftet. 

Hensigten i den ”logiske positivisme” var at sørge for et sikkerheds fundament for videnskab, som var opbygget af empirisk fakta. Men Popper havde afvist verifikation og bekræftelse af en teori, men argumenterede for falsifikationen af en teori – det handlede om at kunne modbevise en teori, mente han. 

Ved at kritisere empirisme og positivisme flyttede post-positivistiske ”Anglo-Amercian” fra det observerede objekt til det vidende subjekt. Det vidende subjekt er ikke det passive objekt, som de empiriske videnskabsmænd mente, det(han eller hun) var. Ting blev observeret gennem et subjekt, som havde et syn og en viden om kultur og historie – og derfor var et vidende subjekt. (s. 51-55) 

Kuhn introducerede begrebet ”paradigme”, som blev en mærkeseddel for den dogmatiske, selv-evige og kollektive aspekter i videnskaben. Et paradigme er et system(skelet), som bestemmer hvilke data er af ægthed, hvilke metoder skal bruges osv. 

I modsætning til de logiske positivister så mener Kuhn, at en teori er baseret på en helheds struktur, som består af: metoder, systemer, koncepter og laboratoriums øvelse. 

Paradigmer kan ikke sammenlignes – der er ingen rationel sammenligning, som kan laves mellem to paradigmer.  

Før-paradigme videnskab         normal videnskab        revolution        nyt paradigme

Ovenfor kan ses, hvordan Kuhn mente, at udviklingen var – ingen sammenligning, men et nyt paradigme. (s. 55-57) 

Kuhn mente, efter at et paradigme var havnet i en situation, hvor mange sætninger og resultater, ikke kunne forklares ville en revolution finde sted og et nyt paradigme ville opstå. 

”The provenance of logical positivism was reflection on the role of observation in science, which had become problematic at the beginning of the century.” (s. 42) 

“The “Myth of the Given” is perhaps the central pillar of Western epistemology, which held up from the seventeenth century until the demise of logical positivism in the 1960s.”  (s. 45) 

“In Wilfrid Sellars diagnosis the myth holds that (at least some of) our mental states are “given”, that is, we can be directly aware of them. (s. 45) 

“The logical form is the modus tollens: If T, the P; not P; therefore, not T; or in common language, whenever from a theory T a prediction P can be deduced that turns out to be false in experiment or observation, the theory is rejected. Science should not try to prove theories, but to disprove them. A good theory specifies in advance what observations would make it untrue.” (s.53 – Popper) 

“Kuhn introduced the celebrated term “paradigm”, one of its implications being that scientific collectives make their own data, which are “incommensurable” with data from other collectives or periods:” (s. 61)