Stern, D. (2000): Spædbarnets interpersonelle verden. ss. 11-40, 54-73, 186-210. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 68 sider.

Placering i feltet

Daniel Stern, som har skrevet denne tekst, er en indflydelsesrig udviklingspsykolog de sidste 15-20 år. Han har bl.a. gjort en betydelig indsats, når det gælder udvikling af en specifik form for psykoterapi med forældre og små børn. Som udviklingspsykolog har Stern fastholdt et psykodynamisk udgangspunkt med inspiration fra objektrelationsteori og selvpsykologi. Men det er især i kraft af landvindingerne inden for den empiriske spædbarnsforskning, at Stern blev i stand til at udvikle et ganske nyt syn på det spæde barns psykiske udvikling.

Abstrakt og tekstens formål

Spædbarnets interpersonelle verden er Sterns foreløbige hovedværk. Denne bog blev skrevet og for første gang udgivet i 1985. Men i 2000 blev den udgivet igen – men denne gang forsynet med en ny fyldig introduktion af Stern selv. Og det er denne introduktion, referatet handler om. 

I introduktionen benytter Stern kort og godt lejligheden til at give en evaluering af bogens centrale temaer og den indflydelse, de har fået:

1. Han lægger ud med en generel vurdering af nogle af de centrale ideer og den modtagelse, de har fået.
2. Derefter tager han fat på nogle udvalgte temaer kapitel for kapitel.
3. Så svarer han på en række væsentlige kritiske indvendinger.
4. Og endelig relaterer han bogen til sit senere forfatterskab og redegør for sin aktuelle forskningsinteresse.

Tekstens indhold

Det centrale i Sterns arbejde er, at han tilskriver det lille barn langt større autonomi og egenudvikling end tidligere antaget. Allerede umiddelbart efter fødslen rummer ethvert barn unikke kvaliteter og ressourcer, med hvilke det favner verden og udvikler sig i et dynamisk samspil med sine omgivelser. 

1) Generel vurdering – s. 11:

Stern mener, at i de femten år, som bogen har været på markedet, er det særdeles følgende temaer, der har gjort størst indtryk:

1.       En “lagdelt model” i modsætning til en “stadiemodel” af udviklingen: Det første, der vakte interesse i bogen, var den udviklingsmodel, der blev præsenteret. Det er en udviklingsmodel, som giver en beskrivelse af udviklingen af fornemmelsen af et selv og af de socio-emotionelle kompetencer. Det antages kort sagt, at der sker en stadigt voksende ophobning af fornemmelser af selvet, af socio-affektive kompetencer – eller domæner af “måder-at være-sammen-med-andre-på”. Hvert enkelt domæne, der opstår, forsvinder aldrig, men forbliver aktivt i et dynamisk samspil med alle de andre domæner. Når de først er på plads, forbliver alle disse fornemmelser af selvet, alle de socio-affektive kompetencer og alle “måder-at være-sammen-med-andre-på” hos os hele livet igennem. Dette kalder Stern en “lagdelt model”. En sådan model adskiller sig fra en “stadiemodel”, der består af en række stadier, hvor hvert enkelt stadie ikke alene erstatter det tidligere, men i høj grad ophæver det gennem en reorganisering af det samlede perspektiv. Tidligere stadier falder således helt eller delvist bort. Stern synes selv, at den “lagdelte model” giver et meget bedre bud på spædbarnets møde med den menneskelige verden end stadiemodellerne hos bl.a. Piaget og Freud gør. Stern anerkender dog, at der er brug for mere begrebsudvikling på dette område.
2.       Udpakning af selvet: En sag, der ifølge Stern fremkaldte meget diskussion, især i psykoanalytisk orienterede kredse, er bogens opfattelse af, at differentieringen mellem selvet og andre begynder ved eller endog før fødslen. Spædbarnets vigtigste udviklingsopgave er derfor ikke differentiering, men det modsatte, dvs. at danne stadigt bredere og tættere samhørighedsbånd til andre mennesker. Herved lægges der mere vægt på strategier og problemer i forhold til tilknytning, når man ser på patologi. Denne opfattelse minimerer eller afskaffer ligefrem behovet for at arbejde med begreber om faser for “normal autisme”, “primær narcissisme” og “symbiose”. Dette er dog ikke ensbetydende med, at fænomener, der minder vagt om disse, ikke forekommer i patologisk form senere i livet. Det gør de, men de opstår ikke i løbet at de to første leveår. Hvad angår de tre første præverbale fornemmelser af selvet: fornemmelsen af et emergent selv, fornemmelsen af et kerneselv og fornemmelsen af et subjektivt selv, er Stern i sin nye introduktion ikke længere så overbevist om. Stern skrev i 1985, at disse tre selvfornemmelser opstår i en klar, tidsmæssig rækkefølge, hvor hver ny fornemmelse føjes til de andre på den nævnte lagdelte måde. Stern er nu (år 2000) mere tilbøjelig til at mene, at de alle tre opstår samtidig, først og fremmest som følge af deres indbyrdes dynamiske samspil. Hvis bogen skulle skrives i dag, ville Stern derfor holde disse tre fornemmelser af selvet adskilt, men placere dem sammen som underkategorier til en nonverbal fornemmelse af et selv.
3.       Forholdet til det nonverbale: Et andet spørgsmål, som har givet anledning til megen debat og fornyede overvejelser, vedrører den centrale fokusering på nonverbal adfærd. Udviklingspsykologer, der arbejder med spædbørn, er på hjemmebane, når de beskæftiger sig med nonverbal kommunikation. Det er psykoanalytikere som regel ikke; de befinder sig derimod godt med ord, narrativ tolkning og mening. Da bogen til dels drejer sig om at sammenføre tanker fra udviklingspsykologi og psykodynamisk psykoterapi, eksisterer der en naturlig spænding, hvor det verbale og nonverbale mødes. Men en måde, hvorpå man kan bygge bro over kløften, består i at finde de mindre adfærdsmønstres implicitte, narrativ-lignende mening (eller tillægge dem en sådan), mener Stern. En konsekvens af at betone det nonverbale og samtidig anskue det i et narrativt perspektiv er, at mange psykoterapier, der bygger på det nonverbale, fandt et sprog i bogen, de kunne bruge – bl.a. musik- og bevægelsesterapier. Dette kom som en glædelig overraskelse for Stern, fordi han ikke havde dem i tankerne, da han skrev bogen. Hans tænkning er siden da blevet beriget af, at han har lært dem bedre at kende.
4.       “Indre objekter”, hvori består de, og hvorledes dannes de? Internaliseringer kontra “måder-at-være-sammen-med-andre-på”: Da bogen kom ud i 1985 optog den nye begreber, der var i modstrid med de mest almindelige psykodynamiske opfattelser af den indre verden. Disse begreber var dog ved at opstå i udviklingspsykologien. Indre objekter er et af disse begreber. Indre objekter konstrueres på grundlag af gentagne, relativt små samspilsmønstre. Disse indre objekter er hverken mennesker eller dele af andre, der indoptages. De konstrueres derimod på grundlag af den strukturerede oplevelse af selvet i samspil med en anden. Det, der er “inden i” eller repræsenteres, er derfor interaktive erfaringer – “måder-at være-sammen-med-andre-på”. Denne opfattelse af den “indre objektverden” var altså et brud med de fleste traditionelle synspunkter, der på det tidspunkt gjorde sig gældende inden for de dynamiske psykoterapier. De nye tanker om indre objekter var at kortlægge de nye empiriske data om nonverbalt samspil, der var ved at blive tilgængelige takket være de nye metoder, der var taget i brug. Derpå at tage disse data og – på grundlag af andre anvendelige begreber – forestille sig, hvordan et spædbarn mentalt kunne tænkes at konstruere en subjektiv verden ud fra sin oplevelse af sig selv og andre.  

2) Diskussion af udvalgte punkter kapitel for kapitel – s. 17:

I dette afsnit diskuterer Stern bogens kerne, kapitlerne 3-8. Han diskuterer hvert kapitel for sig og slutter af med at skitsere, hvordan han ville reorganisere dem. 

A. Den emergente fornemmelse af selvet (kapitel 3):

Kapitel 3 beskriver de mange måder, hvorpå der kan dannes organisering i spædbarnets sind. Begrebet om organisering under tilblivelse er let at forstå, men Stern synes det er svært at forstå: oplevelsen af organiseringens tilblivelsesproces. Den emergente fornemmelse af selvet har noget at gøre med oplevelsen af denne proces. Der er mange eksempler på, hvilke former for oplevelser, der kan illustrere denne oplevelse. Og alligevel er der noget, der mangler, mener Stern. Han siger, at han i dag (år 2000) tror, at det, der manglede, er et begreb om bevidsthed. Forskere, der arbejder inden for det nye kropsbevidsthedsperspektiv, hvor det traditionelle, skarpe skel mellem krop og bevidsthed ikke længere opretholdes, har givet os indsigt i karakteren af denne primære bevidsthed, der kan bruges i spædbarnsalderen. Primær bevidsthed er ikke selvrefleksiv, ikke verbaliseret og består kun i nuværende øjeblik, der svarer til ”nu”. Primær bevidsthed består i sammenkoblingen af den intentionale genstand (= det, som bevidstheden er ”rettet imod”) og det vitale baggrundsinput fra kroppen i et nuværende øjeblik. Kropsinputtet specificerer, at det er dig, der lige nu har denne oplevelse af den intentionale genstand. Det er det, som Stern mener med en fornemmelse at et emergent selv. Det er altså en oplevelse af at være i live, samtidig med at man et givet øjeblik møder verden (eller møder sig selv). Det er en bevidsthed om selve den proces, at man lever en oplevelse. Oplevelses indhold kunne være hvad som helst. Disse øjeblikke af primær bevidsthed i den tidlige spædbarnsalder optræder måske især i forbindelse med tilstande af årvågen inaktivitet og aktivitet. 

B. Fornemmelsen af et kerneselv kontra en anden (kapitel 4):

Fornemmelsen af et kerneselv blev beskrevet som bestående af fire relativt invariante oplevelser: selv-handlen, selv-sammenhæng, selv-historie og selv-affektivitet. Stern ville i dag reducere denne liste til kun tre fornemmelser: selv-handlen, selv-sammenhæng og selv-kontinuitet. Der er ikke længere brug for selv-affektivitet, eftersom denne indordnes under det uvidede begreb om det emergente selv som ovenfor beskrevet og under fornemmelsen af kontinuitet som nedenfor beskrevet. Stern ville også erstatte betegnelsen ”selv-historie” med ”selv-kontinuitet”. ”Historie” er et alt for omfattende begreb, der implicerer en fornemmelse af fortid og dens forbindelse til nutid, mener Stern. 

C. Fornemmelsen af et kerneselv sammen med en anden (kap. 5) og fornemmelsen af et subjektivt selv (kapitel 6 og 7):

Hvis spædbarnet som ovenfor anført begynder livet med tre delvis adskilte oplevelsessystemer: selv, andre og livløse objekter, er det ifølge Stern nødvendigt at foretage visse forandringer i udviklingsskemaet, således som det oprindeligt er beskrevet. Nye fund om tilstedeværelsen af spejlneuroner og ”adaptive oscillatorer” peger på, at vi mennesker – herunder spædbarnet – har en biologisk baseret mekanisme, hvor vi gennem at iagttage i lang tid formår at fornemme andres handlinger og så derefter handle i overensstemmelse med dem. I lyset af den nye dokumentation er Stern nu overbevist om, at der eksisterer tidlige former for intersubjektivitet næsten fra livets begyndelse. Dette udgør en ændring i Sterns teori. Især da han i kapitel 6 erklærede sig uenig med Trevarthen, der postulerede en ”primær intersubjektivitet” fra fødslen og til omkring nimånedersalderen og derefter en ”sekundær intersubjektivitet” efter nimånedersalderen. Stern er nu enig med dem i, at den begynder tidligere. Men han siger dog, at det vigtigste er under alle omstændigheder, at den primære intersubjektivitet er til stede fra begyndelsen, ligesom fornemmelsen af et emergent selv og fornemmelsen af et kerneselv (i den nye form). Udviklingsskemaet på side 74 i bogen skal derfor revideres. Det nye skema ses på s. 27. 

D. Fornemmelsen af et verbalt selv (og et narrativt selv) (kapitel 8):

Evnen til at skabe en selvbiografisk historie (en narrativ) spillede i 1985-udgaven en meget beskeden rolle. Sådan opfatter Stern det ikke længere. Evnen til at fortælle en historie om egne erfaringer er en særskilt grundlæggende evne, der er uafhængig af og rækker ud over det blot at forme ord på grundlag af tegn og dermed henvise verbalt til én selv og ens egen verden. Den narrative kapacitet udvikles meget senere (omkring treårsalderen) end sproget (omkring 18 måneder) og forudsætter andre aspekter end det psykiske. Stern er i dag (år 2000) overbevist om, at udviklingen af den narrative evne muliggør helt nye selvdomæner, nemlig det narrative selv eller narrative selver. 

3) Svar på centrale kritiske indvendinger – s. 28:

A. En socialkonstruktionistisk kritik:

Socialkonstruktionister har kritiseret Spædbarnets interpersonelle verden for at være dekontekstualiseret, fordi Stern ikke specificerer, i hvilken lokalkultur forskningen finder sted. De siger endvidere, at Stern antager, at det, han finder i denne lokale kultur, er universelt og medfødt. Stern er enig i en del af denne kritik, men forsvarer sig med, at ingen, der læser bogen, vil være i tvivl om karakteren af den lokalkultur, hvori den foregår (i det vestlige samfund i slutningen af det 20 århundrede). Spædbarnets interpersonelle verden handler primært om den proces, hvorigennem sociokulturelle sammenhænge iscenesættes på en sådan måde, at de former menneskers adfærd, deres indre verden, deres relationer. Den drejer sig om den proces, hvorigennem der sker en kulturel kontekstualisering af spædbarnet under dets udvikling. Stern synes, at socialkonstruktionisterne overser de fleste udviklingspsykologers nuancerede forståelse af forskellen mellem kultur betragtet udefra, på afstand og dens specifikke iscenesættelse i former, der ville kunne påvirke et spædbarn.    

B. En kritik vedrørende spædbarnsobservationers relevans for psykoanalysen:

Green (1997), der kommer fra psykoanalysen, og Wollf (1996), der kommer fra spædbarnsforskningen, drager begge den slutning, at spædbarnsforskning og -observation ikke har nogen relevans for psykoanalysen. Stern påpeger derimod, at psykoanalyse er noget forskelligt for forskellige mennesker. Han siger, at i den moderne psykoanalyse – især hvad angår områderne objektrelationer, overføring og det intersubjektive domæne, og skabelsen af narrativer – er spædbarnsforskningen relevant og nyttig. 

4) Bogen som et kort over fremtidig forskning s. 34:

Bogen, Spædbarnets interpersonelle verden, fungerer ifølge Stern som en skitse til hans egne forskning. Nedenfor følges nogle af de tråde i bogen, som Stern har videreudviklet i løbet af de femten år, der er gået, siden han skrev den. 

A. Undersøgelser af børns narrativer:

Ifølge Stern blev det mere og mere indlysende, at den narrative fornemmelse af selv(er) var en nøgle til senere kliniske problemstillinger. Betydningen af den fælles konstruktionsproces var så åbenbar for Stern, at han med andre gik i gang med at undersøge børns narrativer. Læs på s. 34 om, hvordan de via forsøg undersøgte børns narrativer i alderen fire til seks år. 

B. Moderens oplevelse:

Spædbarnets interpersonelle verden drejer sig udelukkende om dyadisk samspil på interpersonelt og på interpsykisk niveau. Selv om vægten ligger på spædbarnet, er begrebsliggørelsen af dyaden symmetrisk. Bogen gav Stern grundmodellen til en udforskning af moderens ydre samspilsadfærd og hendes psykiske repræsentationer, der befandt sig i en konstant tavs dialog med hendes adfærd. Det mest overraskende resultat af disse overvejelser var for Stern erkendelsen af, at mødre skaber en ny mental/psykisk organisation, når de bliver mødre. Den bog, der var resultatet heraf (Moderskabskonstellationen, Stern 1997), slutter med en undersøgelse af denne nye, mentale organisation hos moderen. 

C. Triaden:

Der er ifølge Stern indlysende, at spædbørn lever i triader, kvartetter etc. såvel som i dyader. Der så ud til at være nødvendigt at udvide den dyadiske forskning, så den også kom til at omfatte i hvert fald triaden. Takket være Fivaz og Corboz’ (1998) arbejde blev Stern overbevist om, at triaden er en enhed i sig selv.  Sammen udforskede de spædbørns evne til at behandle forskellige triadiske konfigurationer og overgangene mellem dem. Deres iagttagelser tyder på, at spædbørn et eller andet sted mellem 3-6 månedersalderen begynder at danne skemaer for triadiske konfigurationer. 

D. Den subjektive oplevelsesverden:

Spørgsmålet om, hvordan vi kan vide noget om spædbarnets subjektive oplevelse, ligger skjult i Spædbarnets interpersonelle verden. Dette er Stern dog gået videre med i bogen, Et spædbarns dagbog (1990). Bogen er et slags supplement til Spædbarnets interpersonelle verden især med sigte på forælder. 

E. Det mikroanalytiske interview:

Da den eneste direkte vej til den subjektivt levede oplevelse er at fortælle om den på et senere tidspunkt, udviklede Stern det ”mikroanalytiske interview”, der forsøger at beskrive karakteren af den levede oplevelse fra øjeblik til øjeblik, men således som den fortælles bagefter. Dette interview er beskrevet kort i Stern (1997). Stern mener dog, at det afgørende spørgsmål er stadig, hvor stor overensstemmelse der er mellem den levede oplevelse og den rekonstrukturerede narrativ. Takket være de nyeste hjernescanningsteknikker kan der gives et delvist svar på dette.

F. Udforskning af det ”nuværende øjeblik”:

Den stigende interesse for subjektiv oplevelse både hos børn og voksne har ført Stern til at undersøge karakteren af den levende ”nuværende øjeblik”. Livet leves, når alt kommer til alt, i det nuværende øjeblik. Trods denne indlysende kendsgerning har psykologien ikke været tilstrækkelig opmærksom på beskrivelse og begrebsliggørelse af det nuværende øjeblik. En undersøgelse af det nuværende øjeblik og dets implikationer for psykologi, psykoanalyse og neurovidenskaber er emnet for en bog, Stern er begyndt at skrive (i år 2000). 

Til allersidst siger Stern i en kort bemærkning, at han synes, at det er lykkedes bogen, Spædbarnets interpersonelle verden, at bidrage til at bygge bro mellem forskellige begreber og forskningsområder.