Blumer, H. (1937): Social Disorganization and Individual Disorganization. The American Journal of Sociology, vol. 42, no.6: 871-877   (7 s)

Teksten er en sammenfatning af 7 forskellige ”contributors” til emnet.  

Nogle vigtige begreber i teksten:

• individuel og social desorganisation

• Barndomsoplevelser vs. Voksenliv 

Der er 4 forskellige sammensatte positioner – i forhold til social desorganisation og individuel desorganisation, som bliver præsenteret af Blumer, bygget på de forskellige ”contributors”(psykologer eller lignende): 

1. Social desorganisation er en forlængelse af individuel desorganisation
2. Det er ubevidst motiveret
3. Det er et produkt af ulykkelige barndomsoplevelser
4. for at eliminere social desorganisation kræves et effektiv skema over barndomslæring/oplevelser

Det bliver i teksten understreget med det samme, at det er rigtig svært at finde et indbyrdes forhold, da der ikke er så megen systematisk opmærksomhed lagt i emnet: social desorganisation og individuel desorganisation.  

De(contributor) er alle enige om, at social desorganisation er en forlængelse af individuel desorganisation – en projektering. Den enkelte person med individuel desorganisation tager denne med i de forskellige relationer. Desorganiserede individer har tendens til at være desorganiserede i deres sociale liv med grupper m.m. og have indflydelse på disse grupper med deres neurotiske adfærd. Forstås på denne måde: social desorganisation er formering af individuel desorganisation. 

De mener videre(punkt 2) at social desorganisation er ubevidst motiveret, ligesom vi kender fra neuroser. Den individuelle adfærd som udgør sig i den sociale sammenhæng er: ”irrational, expressive of hidden and camuflaged impulses, and under the guidance of autistic or illusory images.”(s.872) Social desorganisation er derfor associeret med individuel desorganisation. Videre mener de, at tilblivelsen af social desorganisation sker i barndommen via oplevelser – særdeles oplevelser i familiens miljø. Der er her personen får den basale viden og synspunkter på de fleste af livets aspekter. Derfor mener de som punkt 4, at hvis man skal kunne klare at eliminere social desorganisation og også individuel desorganisation må dette ske i gennem læring i en tidlig alder(child education). En programmeret læring, som er designet til at beskytte personen/barnet imod oplevelser som senere vil være årsag til individuel- og social desorganisation. 

Disse fire punkter er de, som Blumer har valgt at kalde ”The Psychiatric position”. Han er kritisk overfor sig selv og siger følgende: ”I frankly realize that it does not portray the individual varitaions among the contributions, and to this extent it cannot be regarded as doing justice to any one of them.”(s.873). Men han mener dog, at denne opdeling giver et fair billede af, hvordan det hænger sammen. Han siger at: ”It will serve, at any rate, as the means og stating certain observations, reflections, and inquiries bearing on the vital problem of the relation between personal and social disorganisation.”(s.873) 

Der er sat lys på situationen ved at kigge på social desorganisation i kollektive sammenhænge. Organiseret socialt liv udspiller sig i en samlet adfærd dvs. personer som er indbyrdes afhængige i relationer til forskellige aktiviteter. Det ser ud til, at dette er naturen af et almindeligt socialt/gruppeliv, ifølge Blumer. Blumer kommer også ind på, at der kan forekomme social desorganisation mellem forskellige grupper f.eks. religiøse, moralske, aldersgrupper m.m. Han mener, at disse ikke er omfattet af personlig desorganisation fra barndommen(punkt 4), og kan derfor ikke elimineres gennem ”childhood training”.  

Blumer bruger den sidste del af artiklen til at argumentere for, at der er flere forskellige faktorer og situationer som spiller ind i en ”social desorganisation”. Barndommen kan med sine spor i et menneskeliv være årsag til dette. Men også personen, som alt sit liv har fungeret godt både på det individuelle- og det sociale plan kan komme i en situation, hvor han lige pludselig vil virke socialt desorganiseret. Derfor mener han ikke, at ”childhood training” kan være med til at eliminere al social desorganisation. Han understreger, at han ikke tror, at det kun er barndomsoplevelser og disse neurotiske emotioner, som menes at blive skabt her, som er årsagen til social desorganisation. Han ser den almindelige mand, som en person med ambitioner, mål, håb m.m., som tror på et godt liv med mange gode sociale relationer. Nogle af disse kan selvfølgelig komme til at gå galt – han oplever en social desorganisation. Denne sociale desorganisation, mener Blumer ikke, kan skyldes barndommen. Han slutter sin artikel med at sige, at dette felt har brug for meget mere undersøgelse, hvor man kigger på både barndommens påvirkning og den psykologiske karakter hos en person i voksenlivet.