Asplund, J. (1983): Tid, Rum, Individ och Kollektiv. Kap. 4: Vad är socialpsykologi? Liber Förlag, Stockholm. (ISBN 91-38-90278-8).). 19s./324

Placering i feltet og tekstens formål:

Dette er en tekst, der hører under faget socialpsykologi. Den er skrevet på svensk og handler om, hvad socialpsykologi er, dens opståen og grundprincipper. Derfor er teksten god som oversigtslitteratur. Man skal dog have i mente, at det er forfatterens, Asplunds, egen mening, som kommer til udtryk i teksten.  I teksten kritiserer Asplund andre, som har en anden mening end han om socialpsykologiens opståen og fundament.

Tekstens indhold og formål:

Ifølge Asplund er socialpsykologi læren om forholdet mellem sjælen og kammeratskab. Sjæl og kammeratskab er to ord, som efterhånden kun bliver brugt af spejdere og præstehjælpere, men de kan overføres til to mere brugbare udtryk, nemlig individ og samfund. Derfor er socialpsykologi altså læren om forholdet mellem individ og samfund. Mens psykologien undersøger det enkelte individ og ser bort fra samfundet, undersøger sociologien samfundet og ser bort fra forholdet mellem individet og samfundet. 

Asplund hævder, at socialpsykologien blev “født” og etableret i England og i USA sidst i 1940’erne og omkring 1960’erne. Man kan måske sige, at socialpsykologien opstod under en trussel, som man forsøgte at udtrykke og besværge. Ifølge Asplund var det selve mennesket, som man opfattede som en trussel. 

Ifølge Asplund bliver socialpsykologien mulig, når følgende forudsætninger er opfyldte:

1)      Når individet og samfundet opfattes som adskilte fra hinanden.

2)      Når denne adskillelse opfattes som problematisk.  

Separationen mellem individet og samfundet er nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for socialpsykologiens mulighed. Er der ingen separation, er der ikke noget emne for socialpsykologien. Men separationen kan have været der, uden at man har bemærket den. Ikke før separationen fremstår som et problem er betingelserne gunstige for socialpsykologien. 

For os kan denne separation måske fremstå som noget ufravigeligt, dvs. som om betingelsen altid og overalt er opfyldt. Men selv om vi i dag forestiller os individ og samfund som fraskilte enheder, så er og har denne separation ikke altid været hverken selvfølgelig eller nødvendig. Vi kan fx forestille os en kultur, hvor individ og samfund ikke findes som to forskellige størrelser. Og vi kan i hvert fald forestille os en kultur, hvor separationen mellem individ og samfund er til stede, men som ikke fremstår som problematisk. Og det er nemlig denne problematiske separation, som udgør socialpsykologiens grobund, mener Asplund. 

Nogle mener måske, at det kan lade sig gøre at udvikle socialpsykologi, selv om individ og samfund ikke er to fraskilte enheder. Men socialpsykologien må undersøge relationen mellem individ og samfund. Og hvis fx individet ikke findes – og det gør individet ikke i et unuanceret samfund – så findes heller ingen relation mellem individ og samfund, mener Asplund. Og socialpsykologien opstod nemlig også, når man ikke længere kunne tale om individet og samfundet som et fællesskab. Det var dette, som de klassiske socialpsykologer reagerede på – eller imod. Grundproblemerne hos de klassiske socialpsykologer kom af mange spørgsmål – fx hvordan man skal sammenføre et antal individer og skabe et ægte kollektiv. De ægte og naturlige kollektiver var nemlig forsvundet på det tidspunkt. I stedet havde man på den ene side løsrevne og rodløse individer – på den anden side en kapriciøs massesammensætning af individer. Mellem disse modsætninger forsøgte man at genskabe et veritabelt samfund. 

Men hvad betyder det, at separationen mellem individ og samfund må være ”problematisk”? For det første kan man sige, at en separation, som er problematisk er almen og iøjnefaldende. Og for at socialpsykologien skal opstå, må separationen være udbredt.  

Det er åbenlyst, at industrialiseringen løsriver menneskerne fra den plads, de er opvokset i. Med industrialiseringen bliver der en adskillelse mellem arbejdslivet og familielivet. Livet bliver delt op i stykker. Og det kommer også tydeligt frem, at der er en adskillelse mellem barndommen og voksenalderen. Den sociale sammenhæng hos mennesket er ikke længere sammenhængende; i stedet opstår talrige afbrydelser. 

I sådanne processer bliver individet uforståeligt, da individet ikke længere smelter sammen med sin baggrund, som hele tiden skifter. Industrialiseringen udvikler ikke kun fysiske produkter, den udvikler også individer, mener Asplund. Den mærkelige separation mellem individ og samfund kommer fra industrialiseringen og urbaniseringen, og derefter opstår en socialpsykologisk problematik. Med andre ord: individer bliver lavet, og efter en tid fremstilles socialpsykologi. Det er med denne baggrund, at socialpsykologer udforsker individerne – ved hjælp af spørgeskemaer, observationer osv. Men socialpsykologien forøger ikke at stifte bekendtskab med individerne. Den udforsker dem bare. Derfor er og vil socialpsykologien altid være en abstrakt videnskab. Og den abstrakte socialpsykologi kan aldrig helt lære individerne, som udforskes, at kende. 

Man kan sammenligne socialpsykologien med idræt. Socialpsykologernes observation av individer kan sammenlignes med det publikum, som sidder og kigger efter de konkurrerende idrætsfolk. Når industrialiseringen tilvirker individer, så tilvirker den samtidig fremmede. Også idrætsmanden eller idolet er fremmende for os. Og paradoksalt nok er dette en forudsætning for vores intensive identifikation med idrætsfolkene og idolerne. 

Den problematiske separation mellem individ og samfund er ikke et pseudoproblem. De klassiske socialpsykologer reagerede i sin tid på virkelige problematiske separationer, som var i samfundet. Og socialpsykologien havde fra starten en praktisk indflydelse på problemerne.  

Aspund hævder, at socialpsykologien først og fremmest er en moderne videnskab. Socialpsykologien opstod i England og i USA i slutningen af 1940’erne, siger han. En uvidende socialpsykologi anses at have eksisteret altid, men den videnskabelige socialpsykologi opstod ca. i 1960. Socialpsykologien opstod, da samfundsforandringerne berørte og ramte alle – da opfattes den også som dysfunktionel af dem, som bedriver videnskab.  

På markedet i dag findes der et stort antal av introduktioner til socialpsykologien. Ni ud af ti af de amerikanske introduktioner er ens, mener Asplund. I dem alle sammen virker det som om, at skribenten har glemt, hvordan socialpsykologien opstod og dens fundamentale problemer, siger han.