Det psykiatriske interview i en behandling mellem patient og psykolog/psykiater anses som det vigtigste arbejdsredskab i psykiatrien. Hvilke spørgsmål skal stilles, hvordan og hvornår i interviewet? Hvordan fremmer man en åben kommunikation mellem behandler og patient?

Empati og etablering af behandlingsalliance (s. 160)

–      Behandleren skal være forstående, ikke-fordømmende og anerkendende overfor patientens tanker og følelser, især da de, fra patientens side, kan være meget svære at acceptere og udtrykke (fx selvmordstanker eller traumatiske oplevelser)

–      Observationen begynder så snart patienten træder ind i lokalet.

–      Løbende resumering af dialog sikrer, at behandleren har forstået patienten korrekt

–      Patienters syn på og vurdering af deres problem og det opståen skal altid afdækkes ved første interview (?) à behandlingsalliance, dvs. fælles forståelse for hvad der skal ske

Interviewets faser:

1. Etablering af kontakt (skabe sikkerhed så patienten kan åbne sig og gøre patienten engageret)
2. Den vigtigste psykopatologi (hvad er de vigtigste symptomer, hvordan har de udviklet sig, deres alvor, udløsende faktorer mm.)
3. Afklaring og bekræftelse (fokus på behandleres professionalisme og ekspertise, patientens problem sættes i sygdomsperspektiv)
4. Baggrund og livshistorie (fokus på begivenheder, da kan være betydningsfulde for patologien)
5. Feedback og afslutning (resume af interviewet og den væsentlige information der er kommet frem af det, behandlingsmuligheder)

Interventionsformer

–      Se figur 8.2

Specielle patientgrupper (s. 167)

En beskrivelse af hvorledes typiske patientgrupper optræder ved et psykiatrisk interview og den udfordring det kan indebære for psykiateren

Den psykotiske patient:

–      Kan ikke skelne fantasi fra virkelighed (hallucinationer, tankeforstyrrelser, vrangforestillinger, katatoni mm.)

–      Stramt struktureret interview så man undgår at patientens indre kaos ikke forplantes.

–      Interview ændrer sig ofte dramatisk efter medicin er begyndt at virke

Den paranoide patient:

–      Vrede og mistillid fra patientens side dominerer kontakt à patienten accepterer ikke patientrolle.

–      Ser interviewer som en fjende, der vil afsløre hans svagheder à tavshed som våben mod at afsløre for meget af sig selv. Vil kontrollere interviewet for at kunne regulere sin egen involvering.

–      Den paranoide er ofte bragt til samtale selvom han selv ikke ønsker det.

–      Fornægtelse af realiteter samt en lyst til at modargumentere behandlerens synspunkter. Vende et spørgsmål med et modspørgsmål.

Den obsessive-kompulsive patient:

–      Patienten lever i en lukket verden, præget af monotoni, orden og forudsigelighed, samt behov for kontrol à frygt for forandring.

–      Patienten er ofte meget følsom overfor kritik og opfatter desuden let ting som kritik.

Den deprimerede patient:

–      Patienten er ofte hjælpesøgende. Det bliver derfor en hjælpesøgende-hjælper rollefordeling.

–      Intervieweren er ofte den aktive, patientens nedtrykthed påvirker deres deltagelse og aktivitet i interviewet. Patienten kan deltage i interviewet ved at svare på spørgsmålene, men lever samtidig i sin indre verden.

Den dyssociale patient (psykopater):

–      Anser interview som en styrkeprøve, ofte henvist af myndigheder eller institutioner.

–      Fremstår som ”smarte”, åbne og rappe i replikken og manipulerende. Holder nøje øje med intervieweren og dennes reaktioner. Ønsker at intervieweren bliver deres allierede, men forholdet er præget af enten eller: enten er du med mig, eller også er du imod mig.

–      Benægter realiteter, hvis de ikke er givet af dem selv. Argumenterer med endeløse rationaliseringer.

–      Fare for at interviewer bliver udnyttet i sin tillid, eftersom patienten ikke lider af moralske kvaler. Vil bruge intervieweren til at opnå noget de selv ønsker.

Den angst-fobiske patient:

–      Patienten er ofte ivrig efter at få hjælp, da angsten ødelægger livskvaliteten. Dog er patienten ofte utryg og behøver derfor muligvis støtte fra pårørende eller beroligelse fra interviewer.

–      Forsøger at undgå indre følelser ved en fokusering på den ydre verden.

Den somatiserende patient:

–      Patienter med fysiske symptomer uden organisk grundlag henvises til samtale. Opfatter ofte interview som at de betragtes som sindssyge eller psykisk syge.

–      Frustration over de fysiske symptomer kan også medføre psykiske symptomer