Det er vigtigt at sørge for at lytte til patienten, og høre dennes historie.

• Illness refererer til patientens egen oplevelse af sygdommen – den som personen går til lægen med. • Disease er behandlerens/lægens opfattelse af sygdommen evt. udtrykt i en diagnose – det som personen har når han går hjem fra lægen.

En patient og behandler kan være påvirket af en række ting, som kan blokere eller øge even til at lytte og forstå f.eks. kan patienten være blokeret af angsten eller behandleren kan have en bestemt teori at arbejde ud fra.

At lytte med det trejde øre Behandleren skal få patienten til at reflektere over sin situation, da denne formentlig bedst ved hvor skoen trykker. Det er patientens oplevelse af sig selv og sin verden der er det centrale (fænomenologiske perspektiv), det er ham der er i fokus i dialogen med behandleren (patientcentrerede metode). F.eks. når en person fortælle om symptomer og kvalitet, er behandleren i stand til at få et indblik i dybde og kvalitet. At lytte med det trejde øre, er når man fanger nuancerne i det der bliver sagt og ikke sagt. Dobbeltbindings-kommunikation er når patienters verbale og nonverbale kommunikation ikke stemmer overens – her ville det være bedst at metakommunikere, kommunikere om den dobbelthed der ligger i udtrykkene, da kommunikation med den ene eller anden udtryksform vil gå galt.

Den gode lytter Der gives nogle råd til hvordan man bliver den gode lytter se s. 145.

Vi fortolker hele tiden, og ved at få flere og flere oplysninger om patientens baggrund bliver det muligt at få en bedre forståelse af hvorfor patienten har det som han har/udfører de handliger som personen gør. Hermeneutisk spiral.

Lytteniveauer Herunder hører sproget, som nogle mener også er en begrænsning. Derudover er der nonverbale tegn og empati. Det er formentlig igennem spejlneuroner, at vi er i stand til at lave os ind i andres følelser, motiver og tanker. Behandleren skal være bevidst om sig selv og sine egne grænser og leve sig ind i den andens verden – det fungerer som en observations og dataindsamlingsmetode, som behandleren bruger til at forstå patientens indre verden (Kohut, 1990).

Centrale psykodynamiske begreber • Det ubevidste: kan forstås som ubevidste erindringer oom samspil med andre mennesker, matricer for fortolkning af oplevelser og andre reaktionsmønstre, der indkodet uden individets bevidste erindring om dette. • Psykisk determinisme: forskellige ubevidste faktorer kan afstedkomme specifikke symptomer eller adfærdsformer – ikke muligt med en universel teori. • Udviklingsorientering: Tidlige oplevelser og funktionsmåder fra barndommen gentages i voksenalderen – der er dog ikk en kausal sammenhæng. • Fokus på individualitet: alle mennesker er unikke, og der skal skabes en subjekt-subjekt relation og ikke subjekt-objekt relation. • Gentagelsesmønstre: vi har en tendens til at gentage handliger og mønstre igennem livet, også som ikke er hensigsmæssige. • Overføring: Dette er hvor patienten bringer sin fortid og historie i relation til behandleren og i en hver anden relation i øvrigt. Det er en måde at relatere sig til andre på, og som personen har det bedst med, eller som giver størst udbytte → psykotske patienter har ofte problemer med relationsformer. • Modoverføring: Behandlerens følelsesmæssige reaktioner på sammenspillet med patienten. Det kan være diffus kropslig fornemmelse eller mere konkrete genkendelige følelser, kognitive eller følelsesmæssige blokeringer eller adfærdsmæssige reaktioner. • Modstand: enhver patient vil prøve at klynge sig til status quo og dermed gøre modstand mod behandlingen – hænger sammen med angsten for forandring. Den skal gennemarbejdes for at der sker ændringer.

Forsvarsmekanismer Disse anvender personen for at beskytte mod pinefulde oplevelser, sikre tilpasning til realitererne og stabilisering af identiteten. Man kan også anvende copingmekanismer eller mestringsstrategier, der enten kan være problemfokuseret (fokusere på de problemer der skaber stresstilstanden) eller emotionsfokuseret (dæmpe følelsesmæssig uro ved stresstilstanden f.eks. tale med andre, løbe en tur, drikke etc.)

Efterbehandling Reverie: nor man sidder efter samtalen med patienten og bearbejder de tanker og indtryk, som samtalen har givet. Indre supervision: Reflektere over samspillet med patienten, og se det både indefra og udefra.