Psykoterapi er en behandling af psykiske og psykosomatiske lidelser, hvor samtalen, mellemmenneskelige relation og samspillet mellem patient og terapeut, er de vigtigste redskaber.
Målet er, at patienten bliver i stand til at kunne bearbejde sine vanskeligheder uafhængigt af terapeuten.

Hvad virker i psykoterapi?
På s. 599 er en liste over de psykoterapier, der er evidensbaserede. Den omhandler unipolar ikke psykotisk depression, fobier, panikangst, bulimi og borderline-personlighedsforstyrrelser.
Der er en positiv sammenhæng mellem kvaliteten af den terapeutiske relation og så den terapeutiske effekt, uanset hvilken terapiretning der er tale om.

Den terapeutiske alliance
Der er 3 aspekter af den terapeutiske alliance:
1. Enighed om terapeutiske mål
2. Enighed om terapeutiske arbejdsopgaver
3. Følelsesmæssigt bånd mellem patient og behandler

Assesment og behandlingskontrakt
Man benytter bl.a. de første par sessioner til at indsamle data af de primære problemområder og fokus for patientens vanskeligheder.
Det er vigtigt at undersøge evt. tidligere afsluttede behandlingsforløb, da patienten kan være blevet vred over en tidligere behandler, og forladt forløbet. Dette reaktionsmønster kan være en del af sygdommen.
Man skal kortligge hvilke strategier, undgåelses metoder, forsvarsmekanisme etc., som patienten anvender i de problematiske situationer.
Behandlingskontrakten omhandler at begge parter kommer til tiden, og melder afbud hvis de ikke kan. Terapeuten har tavshedspligt. Patienten må ikke være påvirket, og skal fortælle om, observere, arbejde på at forstå hvordan hun reagerer i de problematiske situationer.

Kommunikationsskalaer
Der er 3 måder som patienten kan kommunikere på:
1. Direkte verbal tale.
2. Nonverbal tale f.eks. kropssprog
3. Modoverføring: terapeutens impulser og forestillinger, som aktiveres i samspil med patienten.

Behandlingsrelation og terapeutisk holdning
Man skal ikke opfordre til, eller prøve at få klienten til at danne gentagelser af samspilsmønstre fra klientens eget liv i behandlingsrelationen. Men når dette sker kan man undersøge dette i terapien, for at finde ud af hvilke mekanismer der anvendes. Man skal bevare en nysgerrig holdning, for herigennem at udforske hvordan patienten påvirker sine omgivelser og en selv.

Psykoterapeutiske retninger

Psykodynamisk psykoterapi
Det centrale i psykodynamisk terapi er, at man 1) forbedrer patientens evne til at sætte ord på sine egne følelser, fornemmelser og oplevelser, 2) udvikle patientens evne til at tænke meningsfuldt og realistisk. Målet er, at udvikle personlighedsfunktion og mentaliseringsevne, samt skab en højere grad af sammenhæng i patientens oplevelse af sig selv og andre.

Patologiforsåelse

Under den psykodynamsike tilgang taler man om to typer af patienter:
1. Konfliktpatologi: Her er patientens problemer præget af indre konflikter imellem forskellige impulser og behov og omverdens krav og forventinger. Man kan umiddelbar udpege en kerne, eller central konflikt. Her skal terapeuten udforske og komme med bud på patiententens vanskeligheder hænger sammen med indre konfliker og konkrete hændelser.
2. mangelpatologi: Dette omhandler dyberegående og mere omfatende vanskeligheder. Det er vanskeligt at finde det centrale omdrejningspunkt for symptomer og adfærdsforstyrrelser. Her skal terapeuten være mere støttende og forstående, og hjælpe patienten med at sætte ord på følelserne.

Centrale inteventioner
Der er forskellige terapeutiske redskaber, som psykologen kan gøre brug af:
• Klarifikation: Terapeuten gentager centrale elementer i hvad patienten har sagt, med lidt andre ord. Dermed opfordres patienten til at tage stilling til terapeutens oplevelse af virkeligheden.
• Konfrontation: terapeuten retter patientens opmærksomhed mod modstridende elementer i havd denne siger og gør.
• Tolkning: Terapeuten giver et bud på patientens reaktioner, følelser, forstillinger etc.
• Kædeanalyse: Terapeuten prøver at afdække sammenhænge mellem konkrete hændelser, patientens subjektive oplevelser og adfærd, samt andres adfærd.

Mentaliseringsbaseret terapi
Dette er en terapi der specielt retter sig mod borderline patienter. Det er en videreudvikling af psykodynamisk terapi.
Det tager udgangspunkt i, at personer med bordeline eller andre personlighedsforstyrrelser er karakteriseret ved ustabil selvstruktur og nedsat evne til mentalisering. Mentalisering omfatter den menneskelige evne til at forstå andre menneskers mentale tilstande f.eks. tanker, følelser og motiver.
Målt er en stablisering af selvstrukturen igennem udvikling af patientens evne til mentalisering.

Kognitiv terapi
Kognitiv terapi er hovedsageligt anvendt til behandling af angstlidelser, affektive lidelser, OCD, misbrug, spiseforstyrrelser og skizofreni. Der kan suppleres med elementer fra adfærdsterapi.

Patologiforsåelse
Psykisk lidelse kan udover sårbarhed relateres til nogle kognitive strukturer:
1. Negative automatiske tanker.
2. Dysfunktionelle grundantagelser, om sig selv og verden generelt, som tager udgangspunkt i “forkerte” skemaer.
3. Basale antagelser og leveregler, som patienten har udviklet i et forsøg på at håndtere sine vanskeligheder.

Centrale interventioner
Man tager udgangspunkt i, at patienten skal beskrive en hændelse hvor hendes problem har været konkret udtrykt.
Sokratisk dialog: Patienten skal finde argumenter for og imod den beskrevne problematiske situation. Terapeuten skal henlede patientens opmærksomhed på forhold, som der normalt ignoreres.
Hjemmeopgaver: Dette er adfærdseksperimenter, som patienten imellem sessionerne skal prøve at udføre, f.eks. i situationer hvor patienten altid oplever store problemer.

Dialektisk behandling
Dette henvender sig til borderline, specielt impulsiv/selvskadende adfærd. En central del af terapien fokuserer på, at hjælpe patienten til at udvikle færdigheder til at håndtere den selvskadende adfærd.

Centrale interventioner
Terapien tager udgangspunkt i dialektikken imellem patientens accept af tingenes tilstand og et ønske om forandring. Det udspiller sig imellem validering og problemløsningsstrategier.
Patienten skal have valideret sin adfærd “det var det bedste du kunne gøre lige i den situation”, og samtidig hjælpes til at komme videre, ved at få nogle problemløsningsstrategier.

Interpersonel terapi (IPT)
Dette er udviklet til behandling af depression, men kan også bruges i andre sammenhænge. Det bygger på den tanke, at depression er et resultat af en interpersonel konflikt, altså en konflikt mellem patienten og en anden person.
Det er en eklektisk terapi, som tager fra ander terapiretninger og sammensætter en behandling for den enkelte patient.

Systemorienteret terapi
Her er det relationen mellem flere personer der står i fokus f.eks. en familie. Denne terapi ser på systemet, som et sæt af indbyrdes relateret elementer, der fungerer som en enhed i interaktionen med et givent miljø.
Psykiske lidelser ses som et produkt af hele gruppens adfærd, og menneskelige systemer er selvstyrende enheder der prøver at opretholde en ligevægt.

Centrale interventioner
Det går ud på, at udfordre og dermed ændre op strukturerne i familien og familiens opfattelse af virkeligheden. Dette kan være igennem cirkulære spørgsmål, hvor forskellige familemedlemmer spørges, om det samme spørgsmål så der kommer flere nuancer og meninger på banen.

Gruppeterapi
Gruppeterapi kan være forankret i de forskellige psykologiske retninger, som er beskrevet overfor. Det er normalt på 6-8 personer, og foregår 1-2 gange om ugen i 1-2 timer.