Diagnose og klinisk billede (s. 413)

–      Tilstanden er en reaktion på et svært traume

–      Optræder få uger efter traumet à kan antage kronisk forløb

–      Bevidst menneskeskabte traumer (vold, tortur, voldtægt, terror) vil som regel være mere belastende end tilfældige traumer (naturkatastrofer, ulykker)

–      Syndrom er sammensat af tre symptomgrupper (se boks 22.1) – Alle tre grupper skal være opfyldt ved diagnose, men i mere kroniske tilstande vil intensiteten af den enkelte gruppe variere over tid.

–      Genoplevelses er den, der typisk forbindes med PTSD. De mest invaliderende symptomer vil ofte være hyperaraousal-symptomerne.

Diagnostisk udredning (s. 415)

–      Interview eller undersøgelse af pt.

–      CAPS (Clinical Assessment for PTSD): Diagnostisk interview, tillader både en kvalitativ og kvantitativ vurdering.

Differentialdiagnose og komorbiditet (s. 415)

–      Lighedspunkter og symptomsammenfald med andre lidelser indenfor det affektive spektrum og angst – PTSD rummer næsten altid fobiske elementer

–      Det samlede billede afgør diagnosen

–      Høj grad af komorbiditet: depression, angst, misbrug, borderline

Forekomst (s. 415)

–      Hyppighed af svære traumer er størst i 15-25 år alderen

–      Betinget sandsynlighed for PTSD (sandsynligheden for udvikling af PTSD, givet man har været udsat for et alvorligt traume) (s. 416)

Ætiologi (s. 416):

–      Traumet er en nødvendig faktor, med nødvendigvis ikke tilstrækkelig, for opståen af PTSD – den enkeltes sårbarhed + forhold før, under og efter traumet har betydning for udvikling af PTSD

–      Normale forløb efter traume er, at man tilpasser sig tilværelsen, uden vedvarende eller svær psykopatologi. PTSD er således en patologisk reaktion, om end symptomudviklingen synes forståelig.

–      Beskyttende faktorer og risikofaktorer (se boks 22.2)

–      Ved kronisk PTSD er der fundet strukturelle forandringer i hjernen: Skrumpning af fx hippocampus og ændringer i stresshormonbalance. Derfor kan PTSD også give neurobiologiske forandringer foruden de psykologiske.

 

Behandling (s. 417):

–      Kan inddeles i biologiske, psykoterapeutiske og sociale behandlingsprincipper, som ofte kombineres i en samlet behandling

–      Der foreslås fokus på den enkeltes forhistorie, herunder komorbiditet og ressourcer når behandling planlægges – mindre ressourcestærke personer vil ikke kunne profitere af en høj grad traumefokuseret eksponering. Der kræves derfor her en mere støttende behandling.

–      Farmakologisk behandling: SSRI

–      Psykosocial behandling

–      Debriefing: Enkeltstående behandlingssession, oprindeligt udviklet overfor militært personel efter indsats. Debriefing anvendt overfor ofre har vist sig virkningsløs og i værste fald medvirkende til at forværre forløbet.

–      Hvornår bør der tilbydes behandling? Usikkerhed og manglende dokumentation for dette

–      Kriseterapi: Lovbefalet, aktiveres i tilfælde af større traumatiske hændelser rettet mod grupper af psykisk tilskadekomne.

1.        Akut fase: behov for balanceret håndtering af hændelsen og umiddelbare konsekvenser af denne (krisestyring/krisehåndtering). Kan beskrives ud fra begreber om omsorg, lindring og medmenneskelighed rettere end egentlig behandling – ingen dokumentation for at en sådan indsats kan reducere den senere traumatologiske psykopatologi.
2.        Subakut fase: identificere risikopopulation og tilbyde dem afgrænset behandling, overvejende kognitivt og adfærdsterapeutisk – synes at kunne nedsætte senere incidens af PTSD.
3.        Senfase: (herunder også kroniske tilfælde) anvender man psykoterapeutisk behandling (kognitivt, psykodynamisk), farmakologisk behandling eller en kombination af disse. Bedste resultater synes at opstå fra kognitivt orienteret terapi bl.a. EMDR (exposure-behandling). De senere år er man dog blevet opmærksom på, at mange har brug for at få forseglet traumet frem for genoplevet det.

–      Terapeutisk relation kan være krævende bl.a. pga. pt’s udtalte emotionelle reaktioner.

–      Farmakologisk: Bedst effekt med antidepressiva især SSRI – højere dosering end ved antidepressiv behandling. Man kan også behandle andre komorbide tilstande i denne forbindelse, herunder depression og/eller angst.

–      Ved kroniske tilfælde kan en social justering være nødvendig (ændring af arbejdstider, reduktion af daglig stress, pension)

 

Andre psykotraumatologiske lidelser (s. 420)

–      Akut belastningsreaktion (boks 22.4): akut optræden af forbigående lidelse. Fremtrædende symptomer er affektreaktioner og angst samt udfærdsændringer. Normalt kan denne tilstand beskrives som ”chok”.

–      ASD (acute stress disorder): Anvendes i DSM – optræder indenfor den første måned efter trauma, ofte startet som akut belastningsreaktion. Lighedspunkter med PTSD. Personer med ADS får ofte PTSD senere, mens personer med PTSD nødvendigvis ikke har haft ADS først. ADS kan definitorisk ikke være længere end 48 timer

–      Tilpasningsreaktion (boks 22.5): optræder efter mindre voldsomme traumer (stress, familiemæssige konflikter, ændringer i livsbetingelser). Hyppig subtype er den depressive.

–      Behandling:Overvejende psykoterapeutisk og psykoedukativ. Ingen specifik farmakologisk behandling udover evt. sovemedicin eller beroligende middel.

–      Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (boks 22.6): Ofte slutstadie efter kronisk PTSD. Relativt sjældent anvendt diagnose, selvom tilstanden formegentlig er hyppig. Manglende forskning på området.