Diagnose og klinisk billede Der er nogle førsterangssymptomer eller bizarre vrangforestillinger, som er tilstrækklige til at man diagnosticerer med skizofreni. Man kan dog også stille diagnosen ved en kombination af mindst 2 af de 4 sumptoner gruppen under.

Psykotiske symptomer Hallucinationer og vrangforestillinger defineres som værende positive symptomer indenfor skizofreni, fordi de tilfører patienten noget. Der kan også forekomme hallucinationer på smags og lygtesansen f.eks. lugten af noget ubehageligt. Derudover kan dan syge også føle at denne udsender en ubehagelig lugt. Der kan også forekomme hallucinationer på følesansen og synet.

Vrangforestillinger er usandsynlige og ukonventionelle forestiller f.eks. at patienten har en forestilling om at der er nogle galt med ham, eller ofte at personen er genstand for særlig opmærksomhed. Derudover er der også forfølgelsesforestillinger eller storhedsforestillinger f.eks. det at have særlige evner. Det kan også være forestillinger om at kroppen og kropsfunktioner har ændret sig.

Katatone fænomener er f.eks. hvor patienten fastholder en abnorm kropsstilling i længere tid, eller hvor patienten er vågen men immobil og ikke svarer på tiltale.

Negative symptomer Disse angiver fraværet af en række normale funktioner, og berettiger ikke alene til skizofreni diagnosen. De kan være slørede af de psykotiske symptomer og først komme frem efter disse er behandlet, derudover er det også indikator for en dårlig prognose.

Tankeforstyrrelser Dette er ikke alle skizofrene der har det, det kan komme til udtryk ved vaghed i det sagte, enten fordi sprogbrugen er upræcis eller fordi talen er meget omstændig.

Neurokognitive forstyrrelser Der forekommer også forstyrrelser på det kognitive område, dette er f.eks. i forbindelser med opmærksomhed, hukommelse eller eksekutive funktioner. De ligger ikke meget under den generelle normalfordeling for IQ. Skizofrene har en nedsat evne til delt og vedvarende opmærksomhed, men mener at det måske hænger sammen med at de er dårlige til at filtrere forskellige indtryk.

Ætiologi Årsagerne til skizofreni er ikke klarlagt, men der er genetisk sammenhæng. Der syntes at være flere gener, som tilsammen medvirker til at sygdommen kommer til udtryk. Derudover er der også en miljømæssig faktor, da der kun er 50% risiko for at man udvikler skizofreni, hvis ens enæggede tvilling har det. Derudover er det dokumenteret, at et højt stress niveau i familien er med til at give tilbagegang i sygdommen, men det vides ikke om det er den vej det virker, eller om sygdommen giver stress i familien. Det kan også være stress af mere biologisk karakter, som f.eks. indtagelse af forskellige stoffer, manglende søvn etc.

Behandling Man arbejder ofte med en primærbehandler, som koordinerer patientens behandling, og som kan have forskellig faglig baggrund.

De antipsykotiske præparater har det til fælles, at de alle i større eller mindre grad blokerer dopaminreceptorsystemet, nærmere bestemt D2 receptoren. Dog er der en masse bivirkninger forbundet med stofferne, specielt 1. generations stoffer. Hvis der er første gang patienten kommer i behandling, er det vigtigt at starte med en lav dosis.

Den terapeutiske behandler kommer ofte til at fungere som en intiativtager og drivkraft for patienten ved f.eks. at sørge for at minde denne om aftaler. Man skal ikke prøve at overbevise patienten om, at han ikke har hallucinationer eller ikke hører stemmer, men der  skal i stedet skabes en arbejdsalliance, hvor symptomerne nysgerrigt undersøges med henblik på at mindske de negative konsekvenser af dem.

Psykoedukation handler om, at behandleren underviser patienter og pårørende til at forstå og håndtere sygdommen. Dette er specielt vigtigt med skizofreni, da der kan være en masse myter omkring denne.

Social færdighedstræning (SFT) handler om, at forbedre patientens evne til at forstå og især handle i sociale situationer – der er fokus på patientens adfærd. Der er to primære behandlingsmetoder problemløsning (fremlægger muligheder for hvordan problemet kan løses og diskuterer dem) og rollespil (en situation spilles, der gives feedback og et område prøves at forbedres, hvorefter rollespillet udføres igen).

Kognitiv adfærdsterapi handler om, at psykiske symptomer forstås som ekstreme fejlfortolkninger af virkeligheden eller af indre processer – det opfattes som patientens forsøg på at skabe mening. Det første trin er, at undersøge de psykotiske symptomer grundigt, så der kommer klarhed over hvordan de er/kommer til udtryk. Det andet trin er en analyse af hvordan patientens kognitive, adfærdsmæssige og følelsesmæssige reaktioner på symptomerne er. I interventionen handler det om, at patienten enten lærer copingøvelser f.eks. distraktionsøvelser, som fjerner opmærksomheden fra symptomerne. Ellers kan anvendes fokuseringsmetoder, hvor man fokuserer tænkningen på de psykiske symptomer og prøver at omstrukturere sin tænkning ved at identificerer alternative tanker.

I psykodynamisk terapi mener man, at at psykopatologiske symptomer (herunder psykotiske symptomer) de er med til at beskytte patienten mod noget endnu værre f.eks. en mangeårig sorg over ikke at passe ind i samfundet. Det betrages som fundamentalt at terapeuter har forståelse for processer bag psykosen, og st de har empati for enkelte personers individuelle forsvarsreaktioner.