Noter til Etik for psykologer – J.D. Rendtorff (2011)

Det gælder for psykologen, at fremstå som værende troværdig og tillidsvækkende. Det handler om, at styrke klientens selvværd og deres lyst til at indgå i behandlingsforløbet. Det bliver brugt som et begreb til at definere et positivt menneskeligt møde inden for social og sundhedsvidenskaberne.

Anerkendelsesetikkens filosofiske grundlag

Hegel og Kojéve, skirver om anerkendelse, at det borligt-liberale samfund, hvor alle borgere er frie og lige, er historiens fuldendelse og afslutning. På den anden side, er det også menneskets afslutning, fordi menneskelivets storhed netop kommer af kampen af anerkendelse.

Honneth fremhæver, at man må forudsætte anerkendelse for at få et godt menneskeligt fællesskab, på 4 centrale områder i samfundet: i familielivet, i
civilsamfundet, i retssystemet og i det politiske fælleskab. Samtidig kan man
betragte samfundet, som en institionaliserinsg af anerkendelsesformer, der
bliver til i kampen for anerkendelse.

Anerkendelsesetik i omsorgssituationer

I samværet med andre mennesker, sikrer anerkendelse en gensidig udveksling, som muliggør individets selvvirkeliggørelse og frihed i mødet med andre mennesker. Dette kan relateres til psykologien, som går ud på, at mennesket bliver frit, opnår beundring, respekt og selvrespekt i gensidige anerkendelsesrelationer.

Psykologen har anerkendelse som et grundlæggende etisk mår for terapi og behandling. Man skal derfor være opmærksom på forskellige anerkendelsesrelationer indenfor psykologiens forsknings- og praksisfelt f.eks. i forbindelse med familier (anerkendelse forældre og barn imellem).

Anerkendelse sikrer, at respekten for menneskets frihed og rettigheder håndhæves som velfærdsstatens fundament.

Anerkendelse i organisationspsykologien

Når man ser på forholdet mellem individ og organisationer, så spiller anerkendelse en stor rolle for, at det enkelte menneske har det godt på sin arbejdsplads.

Anerkendelse i social- og sundhedspsykologien

I social- og sundhedspsykologien, er det vigtigt, at det er klienten som borger, der står i centrum for behandlingen. Derfor skal psykologen so vidt mulig respektere klientens og patientens krav og rettigheder, som borgere i
velfærdsstaten. Det skal ikke ses som objekter for behandlingen, dvs. en ren
genstand for undersøgelse.

Det er borgerens vision om det gode liv, der skal fungere som normativt ideal for den sociale sektor og i forlængelse heraf også i sundhedssystemet.