Det fænomenologisk udgangspunkt

Fænomenologien tager udgangspunkt i oplevelsen af mening i verden. Den beskriver relationerne imellem de implicerede i det terapeutiske rum, samt relationerne imellem klienten og behandlingsteamet i sundhedssystemet.

Man anvender fænomenologisk analyse til etiske psykologiske dilemmaer. Det skal betragtes ud fra det fænomenologiske grundlag, at der er en fælles (klient og psykolog) erfaring af verden, og at disse oplevelser erfares igennem kroppen.

Nærhedsetikken fremstår som en oplevet erfaring i menneskets umiddelbare og nære liv, i en fælles livsverden, der er formidlet mellem mennesker. I
behandlingkonsultationen kommer etikken til at være denne nære situation, samt forholdet til det andet menneske.

Det at psykologen får indsigt i intime problemer, medfører også, at der opstår et etisk ansvar hos psykologen, for den Anden.

Fra nærhedsetik til eksistensetik

Eksistensetikken fremhæver menneskets eksistentielle autonomi, ubundethed af alle fakta. Det autonome frie selv, der i valg af livsprojekt og mening med livet sætter en norm for godt og ondt, som bliver udtryk for en moral og etik.

Ansvarsbegrebet (Satre) siger, at jeg ikke kan undgå at engagere mig, når jeg vælger, og dermed være ansvarlig for mine valg og handlinger. Eksistentialismen er en etisk humanisme, for når jeg vælger, vælger jeg hele menneskeheden –> med eksistentialismen skal jeg med respekten for min egen frihed, også respektere andres.

De etiske dilemmaer inden for eksistentialismen tager udgangspunkt i menneskets grundlæggende livsdilemmaer f.eks. opnåelse af lykke og mening i livet. De etiske dilemmaer hænger sammen med de eksistentielle dilemmaer.

Omsorgsetisk variant af nærhedsetikken

Løgstrup taler om, at man i mødet med verden og den Anden, så bygger det på tillid og gensidig forståelse. Etikken bygger således på en ubetinget tillid og åbenhed mod verden.