Definition af intelligens: Evnen til at erhverve sig viden, at tænke og ræsonnere effektivt og at kunne tilpasse sig sine omgivelser.

Den psykometriske metode beskæftiger sig med intellektets struktur målt statistisk. Man vil måle de individuelle forskelle i hvordan man præsterer i tests. Metoden bestræber sig på at reducere data for at kunne sige noget om det enkelte individ.

De psykometriske teorier beskæftiger sig med hvor mange forskellige klasser af mentale evner der findes, og hvordan disse klasser hænger sammen med præstation i tests.

Man kan finde frem til forskellige kategorier af evner ved hjælp af faktoranalyse, hvor man ser på hvordan forskellige målinger – her tests – korrelerer. Hvis de har en høj korrelationskoefficient, betyder det at de undersøger den samme ting; den samme faktor, en eller anden mental evne. Nogle tests fortæller fx noget om verbal intelligens, mens andre fortæller om matematiske evner. Man ser på hvordan forskellige tests korrelerer, men det er op til teoretikerne at finde ud af hvad disse korrelationer dækker over, dvs. inden for hvilket emne de korrelerer. Fordelen er at man får klynget en masse variable sammen (i clusters / factors) som gør det lettere at arbejde med.

Inden for den psykometriske metode taler man om en g faktor – intelligens som en generel mental evne der har en kerne. Dette underbygges bl.a. med faktoranalyse hvor fx sproglig og matematisk intelligens selvom de ikke korrelerer signifikant, ligger korrelationsværdien alligevel på omkring 40-50 %. Dette kan tolkes som at vi har én generel underliggende intelligens. Ideen om en g faktor blev først påpeget af Spearman, som mener at vores intelligens består af den generelle intelligens (g-faktoren) plus vores specifikke evner. Når vi laver IQ tests, forsøger vi så godt som muligt at få afspejlet g faktoren. Undersøgelser viser at g faktoren kan forudsige ens akademiske og jobmæssige succes, og at det er denne faktor der lægger til grund for succesen.

Ideen om en g faktor kritiseres af Thurstone, som mener at vores mentale kunnen afhænger af 7 forskellige primære mentale evner (s. 318 i PS). Tests der måler specifikke evner er altså også blevet udviklet, og fungerer godt som praktisk redskab, fordi de har den fordel at de mere præcist kan pege på en elevs styrker og svagheder.

Cattell og Horn bygger videre på teorien om en g faktor og inddeler den generelle intelligens i to underkategorier:

1. Crystallized intelligence: en persons evne til at bruge tidligere erhvervet viden i nye situationer. Her spiller LTM en rolle. (minder om transfer)
2. Fluid intelligence: evnen til at løse problemer i nye situationer, hvor der kræves kreative problemløsninger og logiske ræsonnementer (fornuften). Her spiller working memory en rolle.

Siden hen er der lavet tests baseret på denne teori der måler de to former for intelligens hver for sig.

Carolls three-stratum model: en sammentrækning af de psykometriske teorier fra både Spearman, Thurstone og Cattel og Horn (se fig. s. 320), Modellen er bygget hierarkisk op i tre dele. Øverste del er g-faktoren, den generelle intelligens, der har indflydelse på alle de underlæggende intelligenser. På andet stratum er der 8 forskellige intelligensfaktorer, sat i rækkefølge efter hvor stor betydning g faktoren har for dem. På første stratum er der specifikke evner.

I modellen på s. 320 i PS kan man se at de evner der ligger længst væk er dem g-faktoren har mindst indflydelse på (her processing speed). 

Diskussion:

Udviklingen af IQ-begrebet: Binet udviklede den første intelligenstest, hvor man målte skolebørns mentale alder: Mental alder / kronologisk alder x 100 = IQ. Den mentale alder der kunne testes, kunne maksimalt gå op til 16 år. Børn tog denne test i skolen og den havde afgørende betydning for hvor i skolesystemet de havnede. Den var en del af en demokratiseringsproces i skolen, således at alle børn og ikke kun de riges havde en chance.

Man fandt en anden metode der kunne undersøge andre end børns intelligens: Man finder en repræsentativ befolkning og udsætter dem for hvad vi mener, er en intelligenstest. Er den pågældende befolkning repræsentativ og tilstrækkelig stor, vil vi få en normalfordeling. Ud fra normalfordelingen udregnes hvad en given score passer på i forhold til denne normalfordeling. Så kan man lave en standardisering af testen, hvor man finder en middelværdi og det konkrete IQ tal kan udregnes.

Problemer: når en repræsentativ befolkning ikke afspejler en repræsentativ befolkning for den person vi tester. Når vi bevæger os ud fra den repræsentative befolkning er der et utal af problemer. Fx ved undersøgelser af forskellige etniske grupper. Der kan være fejlkilder på det sproglige plan (blev lavet i USA). Er man engelsktalende med det samme engelsk hvis man er hvid amerikaner der går i engelsk skole, eller hvis man er sort og fra storbyområderne. Søger man ét svar på et spørgsmål, eller problematiserer man og åbner op? Der er bl.a. set kulturelle forskelle i fx sortering af objekter.

Flynn-effekten: Vi scorer højere og højere på intelligenstests. Dette kan måske skyldes bedre ernæring, og det kan også være fordi vi befinder os i mere komplekse læringsmiljøer. Pga. Flynn-effekten må vi hele tiden justere IQ testen, så gennemsnittet forbliver på 100.

Er IQ genetisk determineret: Ja, delvist. Bevis kommer bl.a. fra tvillingestudier. Der er større intelligensforskel på tveæggede tvillinger end der er på enæggede. Tvillinger der er vokset op hver for sig, har alligevel en IQ der er tæt på hinanden. (Studiet kan dog kritiseres, fordi på trods af at de ikke er vokset op sammen, har der stadigvæk været en stor miljømæssig lighed.)

Intelligenstestningsindustrien: IQ testning får sit gennembrud i USA med Stanford-Binet testen (Binets test udviklet til at passe den amerikanske kultur af en professor fra Stanford), som blev brugt til at rekruttere mænd til den amerikanske hær under 1. Verdenskrig.

Stanford-Binet testen lægger i høj grad vægt på verbal kunnen. Wechsler foreslår at man skal måle både verbal og non-verbal kunnen à Wechsler Adult Intelligence Scale og Wechsler Intelligence Scale for Children. De er i dag de mest brugte tests i USA. 

Den kognitive tilgang: beskæftiger sig med de kognitive processer involveret i intelligens. Man søger at forklare hvorfor individer adskiller sig fra hinanden intelligensmæssigt frem for at beskrive hvordan folk gør det, som man gør inden for den psykometriske metode.

Robert Sternberg er pioneren inden for området og har udviklet en teori som også trækker på Cattell og Horns intelligensbegreber. Teorien hedder triadisk intelligensteori fordi den består af tre forskellige kognitive komponenter:

1. Metakomponenter: higher-order kognitive processer er involveret. Ens evner til problemløsning, planlægning og regulering af problemløsningsadfærd. Det er disse kognitive komponenter der ligger bag ved fluid intelligence.
2. Performance komponenter: de mentale processer der bruges til at udføre en bestemt opgave. Man trækker på langtidshukommelsens skemaer og erindringer
3. Videnserhvervelseskomponenter: de processer hvor vi lærer fra vores erfaringer og gemmer de informationer i hukommelsen. Relateres til crystallized intelligence.

Desuden mener Sternberg at der er tre overordnede slags intelligenser: analytisk, praktisk og kreativ. 

Howard Gardner:opererer med 8 forskellige intelligenser og antager at de er relativt uafhængige af hinanden. Der er lingvistisk, matematisk, visuospatial, musisk, kinæstetisk, interpersonel, intrapersonel, naturalistisk. Gardner søger at udvide det traditionelle intelligensbegreb, men kritikken lyder at mange af de intelligenser Gardner nævner blot er talenter.

Emotionel intelligens: er evnen til at læse andres emotioner korrekt, respondere korrekt på dem, at motivere ens selv, at være bevidst om sine egne følelser og at kunne regulere og kontrollere sine emotionelle responser.

Neurale mekanismer: Måske spiller ledningshastigheden i bearbejdning af information en rolle for IQen. Nogle af IQ øvelserne har nemlig også en tidsmæssig faktor indbygget. Vores intelligens falder med alderen, og det kunne forklares med at ledningshastigheden bliver mindre.

Metabolismeniveauet i cortex: Højere intelligens korrelerer med lavere metabolismeniveau. Man kan informationsbearbejde med mindre anstrengelser – man behøver ikke have højt metabolismeniveau.

Garlick mener at individuelle forskelle i intelligens kan forklares med individuelle forskelle i hjerneplasticitet. Hjernens evne til at forme nye neurale forbindelser som reaktion på nye omgivelser menes at være afgørende. Garlick mener ligeledes at der er en kritisk periode for væksten af nye neurale circuits, som slutter ved 16-års alderen ( rotte forsøg med rigt og fattigt miljø). 

Perspektivering:

Working memory: der ser ud til at være en grad af korrelation mellem ens arbejdshukommelse og ens g faktor. Jf. Dual task.

Emotioner

Plasticitet